NEGER – begrebet fra 1810'erne til nu

Conversations-Lexicon, 1816-1828

Negere kalder man en Menneskerace i Afrika; de kjendes paa derees fladtrykte Næser, korte, krusede Haar, flade Hjerneskaller og sorte Farve og findes fornemmeligt paa Sydvestkysten og Østkysten af Afrika, i Nigritien, Guinea, Congo, Ethiopien, Sofala, Monomotapa og Zanguebar. Denne Menneskerace er fornemmligt bleven mærkværdig derved, at man da Amerikas og især Vestindiens oprindelige Beboere ved Eropæernes haarde Behandling vare overordentligt formindskede, kom på den Tanke, at kjøbe Negre paa Afrikas Kyst og bringe dem til hine Egne, hvor man behøvede dem til Plantagerne og andet Arbejde. Man see desangaaende Artiklen Slavehandel. Man har i de nyere Tider stridt meget om Negernes oprindelige Anlæg og Evne til Kultur. De, der, som Meiners, antage forskjellige Menneskeracer, søge, saavel af Negernes physiske Organisation som af deres Ytringer, at bevise, at de aldrig kunne naae den fuldkomnere Kulturtilstand, som andre mere gunstigt organiserede Nationer f. Ex. de celtiske have naaet; og man kan virkeligt ei nægte, at selv Mohrernes udvortes Dannelse er meget ædlere og skjønnere. I Almindelighed ere Negre indolente, hevngjerrige og synes, som de slaviske Nationer, kun skikkede til mechaniske Arbeider. Naar Negernes Forsvarere anføre nogle Træk af godmodighed, Sjælsfrihed, barnlig Kjerlighed og Hengivenhed til Fædrenelandet, maae de lægge Mærke til, at disse Dyder, der tildeels findes endnu i høiere Grad hos visse Dyrarter, endnu ei forraade Anlæg til en høiere Dannelse. I England er opstaaet et afrikansk Selskab til Negernes Dannelse. Det Spørgsmaal, om Negrene besidde en høi Grad af Perfectibilitet eller ei, bør i øvrigt ei have nogen Indflydelse paa Slavehandelens Afskaffelse. De meste bekjendte Negernationer ere : Mandingoer, et talrigt Folk, der strækker sig fra Kysten sandsynligt til Gambias Udspring; Jalosier eller Qualosier paa Nordsiden af Gambia; Dahomer, som efter 1724 tillige have bemægtiget sig de smaae Riger Whidah og Ardoa; Congierne i Nedre Guinea, hvortil komme Angoler og Bengueler; Karrouerne, der have skildt sig fra Fulahrne og beboe Lander fra Cap Monte tl Floden Sierra Leona; Anziskoer i Øvre og Nedre Æthiopien paa den østlige Side af Congo; Jaggaerne, der af Nogle forvexles med Atzikoerne fra Grændserne af Abyssinien til Kaffernes Distrikt; Gallaerne, hvis Sprog ei stemmer overens med nogen æthiopisk Dialæct, danne sex Folkeslag i deres oprindelige Land ved Grændserne af Abyssinien og Ujan; en Deel af dem besidder siden 1537 de sydlige Provindser af Abyssinien; Mamboer og Zimboer i Mono Smugi; Mokaranjier, den herskende Stamme i Monomotopa, af hvilken Keiseren vælges; Garnkolezer i Galani, et Landsskab i Nigritien. Foruden disse Negernes Hovedopholdssteder findes og Levninger og Grene af denne Nation i Marokko, Biledulgerid, paa Kysterne i Aian i Tunis, hvor de bleve herskende under Abucheferne (1206 til 1575), i den største Deel af Madagaskar, paa adskillige ostindiske og paa Sydsøeøerne, hvor de synes af være de ældste Indbyggere. At de findes som Slaver i de fleste enropæiske Besiddelser i Amerika er alerede bemærket. Her leve Mange, som have sat sig i Frihed ved Flugten, i en vild og uafhængig Tilstand der, hvor utilgjengelige Bjerge og Skove tillade det, og føre Krig mod Nabocolonierne.

Nordisk Conversations-Lexicon, 1858-1863

Negere kalder man sædvanlig med et fælleds Navn Folkeslagene af den khamitiske Klasse i den semitisk-khamitiske Race (se Folkeslag), som beboe deels det Meste af Afrika, deels en Deel af Øerne Øst for Asien og i Australien. Som Negrenes charakteristiske Kjendetegn nævner man i Almindelighed: sort Hudfarve, kruset Uldhaar, tykke og opkastede Læber, et smalt og paa Siderne noget sammentrykt Hoved. Men disse findes, saaledes samlede og bestemt udprægede, kun hos faa Folk, se II, Side 101, 1ste Spalte. Iøvrigt er det Fornødne om de Folk, der almindelig, meer eller mindre nøiagtig, henregnes til Negerbefolkningen, sagt under Artiklerne Afrika og Australien samt de enkelte Folkeslags Navne, især Artiklerne Fellataer, Gallaer, Mandingoer, Kaffere, Hottentotter, Haraforaer og flere.


Negrito's kalder man undertiden Negrene paa Øerne Øst for Afien og i Australien; flgn. Harafora'erne.


Negros (Negere) var en Øgenavn, som under de borgerlige Stridigheder i Spanien i de første Decennier af det 19de Aarhundrede gaves de Konstitutionelle af deres politiske Modstandere.

Nordisk Conversations-Lexicon, Anden Udgave, 1870-1878

Neger (det er Sort, af det latinske niger) kalder man sædvanligvis med et fælles Navn Folkeslagene af den chamitiske klasse i den semitisk-chamitiske Race (se Folkeslag), som beboe de Meste af Afrika. Som Negernes charakteristiske Kjendetegn nævner man i Almindelighed sort Hudfarve, kruset uldhaar, tykke og opkastede Læber, et smalt og paa Siderne noget sammentrykt Hoved. Men side findes, saaledes samlede og bestemt udprægede, kun hos faa Folk; s II, Side 112. Forøvrigt er det Fornødne om det Folk, der almindelig, meer eller mindre nøiagtig, henregnes til Negerbefolkningen, sagt under Afrika, ligesom de enkelte Folkeslags Navne findes i Artiklerne Fellataer, Gallaer, Mandingoer, Kaffere, Hottentotter, og flere. — Figurligt bruger man Neger om En, der er i den journalistiske Presses Tjeneste ("Bladneger").


Negros (det er Sorte), et Øgenavn, som under de spanske Partikampe i de første Decennier af dette Aarhundrede blev brugt om de Konstitutionelle af deres politiske Modstandere (Blancos, det er de Hvide).

Allers Illustrerede Konversationsleksikon, 1892-1899

Neger, Fælleskøn (af latin: niger, "sort"; fransk: nègre, spansk og italiensk: negro), Fællesbetegnelse paa Hovedmassen af Afrikas Befolkning Syd for Sahara. Spøgende kaldes en Døgnjournalist, der maa "slide haardt", Neger eller "Bladneger".


Afrika,
[...]
Afrika er blevet kaldt "det sorte Fastland" for at betegne, at dets Beboere udmærke sig ved en overordentlig mørk Hudfarve, der veksler fra kaffebrun til næsten ganske sort. Man henregner nu i Almindelighed Afrikas Befolkning til 6 forskellige Racer: Hottentotterne (Syd og Syd-Vest), Kaferne (fra Syd til noget Nord for Ækvator), Negrene (i Sudan), Fellaerne, der findes blandede ind mellem Negrene, Middelhavsracen, der naar ned til Ækvator, og Malajerne, der bebo den store indafrikanske Ø Madagaskar.
    Da Kendskabet til Afrika endnu kun er mangelfuldt, er man ikke i Stand til blot tilnærmelsesvis nøjagtig at angive Størrelsen af denne Verdensdels Befolkning; man anslaar den til noget over 200 Millioner. Islam er udbredt i hele Nordafrika, Sudan og Østafrika; Kristendommen, om end under ret ejendommelige Former, findes blandt Kopterne i Ægypten og i Abessinien, medens Hedenskabet i mange forskellige Skikkelser raader i omtrent hele den øvrige Del af Afrika.
    De forskellige kristne Kirkers Missionærer have allerede i mangfoldige Aar været virksomme trindt omkring i Afrika, og det er væsentligt dem, der have beredet Vej for de europæiske Magter, som stadig bemægtige sig større og større Dele af Afrika og allerede nu have delt omtrent 2/5 af hele AFrika mellem sig. Frankrigs afrikanske Landområde udgør nu omtrent 44.000 □ Mil med 20 Millioner Indbyggere. Tyskland, 39,000 □ Mil med 1½ Million, Portugals 32,000 □ Mil med 4½ Million, Storbritanniens 28,000 □ Mil med 5 Millioner, Spaniens 13.000 □ Mil med ½ Milllion; Udstrækningen af Italiens erhvervede Landomraade ved det røde Hav kan endnu ikke angives. Under Belgien hører den af Stanley grundlagte Kongostat 38,000 □ Mil stor med 24 Millioner Indbyggere.
    Overalt, hvor Europæerne trænge frem, føres der en energisk Kamp imod Slavehandelen, men de Resultater, der hidtil ere opnaaede, kunne hverken anses som betydelige eller fuldt sikre.

Salmonsens store illustrerede Konversationsleksikon - En nordisk Encyklopædi, 1893-1911

Neger (latin, niger ɔ: sort), Betegnelse for den mørkhudede indfødte Befolkning i Afrika. Om Negres Udseende, Karakter, Kultur og Udbredelse se Afrika S. 265. Til Neger-Typen henregne adskillige Antropologer endvidere Negritoer (se denne) og Papua'er (se denne), men om Berettigelsen hertil er der endnu ikke opnaaet Enighed.
(Litteratur: Foruden de under Afrika Side 268 opregnede Værker kunne nævnes [...])
C. Fr.

Neger bruges i overført Betydning om den, der virker i Dagspressens Tjeneste (»Bladneger«).


Negerhirse se P e n n i s e t u m.


Negerkaffe se C a s s i a.


Negerkorn se A n d r o p o g o n.


Negerpeber se X y l o p i a.


Afrika.
[...]
Befolkning.
[...]
    Vi forlade nu Nordafrika og overskride det store Ørkenbælte, hvorved vi komme til at stifte Bekendtskab med den anden store Menneskerace i Afrika, den for dette særlig ejendommelige Race, nemlig Negrene.
    II. Negerracen falder i 3 store Afdelinger: De egentlige Negre, Bantufolkene og Hottentotterne.
    De egentlige Negre bebo Afrika Syd for Sahara fra Senegal til Dar Fur og til en Linie fra Nordsiden af Ukerewe til Biafrabugten. Renest finder man Negertypen mellem Senegal og Djuliba (Niger). I det yderste Vesten ved Senegal findes de meget mørke Woloffer eller Joloffer. Ved Guineakysten mærkes Krunegrene, bekendte som de bedste Søfolk mellem Negrene, og Indbyggerne i Aschanti og Dahomey. De Djulibas Delta leveIbo. Mellem Senegal og Djuliba bo Mandingo, der før Fellataernes Indtrængen var det mægtigste Folk og dannede det store Rige Melli. Nord-Øst for disse findes Sonrhai, der i det vestlige Mellemafrika spillede samme Rolle som Mandingoerne i Vestafrika. Syd for Sonrhai findes Haussafolket, hvis Sprog forstaas og benyttes i Handelssamkvemmet af de fleste Stammer ved Djuliba (Figur 8). Forlader man Djuliba og gaar mod Øst hen imod Tsadsøen, møder man i Bornu Kanori, der allerede i det 12. Aarhundrede dannede en Stat ved Tsadsøen. Beslægtede med dem ere Tibuerne eller Tedaerne, de gamles Garamanter, i det mellemste Saharas Oaser, særlig Tibesti. Øst for Tsadsøen ligger Negerriget Baghirmi (Figur 15) (Sprog: Bagrimma), Øst derfor igen Wadai, hvor Mabasproget er det herskende, og endelig Dar Fur (Figur 11). Langs med Nilen bo de mørke Dinka, Schilluk og Barifolk, medens ved Bahr-el-Gazal Bongofolket udmærker sig ved sin rødlige Farve. Hvorhen man skal regne Monbuttuerne (Figur 16) ved Uëlle er ikke sikkert; Schweinfurth taler om en Farve som malet Kaffe, men den samme rejsende gør ogsaa opmærksom paa den hyppige Forekomst af lyshaarede Individer; efter hans Angivelse maa mindst 5 pro Cent af Befolkningen regnes til Negrene. De ere ivrige Kanibaler ligesom de Nord for dem boende Niam-Niam (Figur 17), som ere af den mørkebrun, i det rød-brune spillende Farve. Som de yderste, sydøstlige Repræsentanter for de egentlige Negre maa endelig nævnes Schulifolket (Figur 18) Nord-Øst for Mvutan Nzige; det ernærer sig i Modsætning til de fleste andre Negerfolk af Jagt.
    Negrene ere i det hele stærkt og muskuløst byggede, i Arbejdsydelse staa de ogsaa Europæerne nærmest, Lemmerne ere derimod ikke kraftige; særlig karakteristisk er i saa Henseende de tynde Lægge. Hovedet er ejendommelig smalt og sammentrykt, Panden skraat tilbagevigende, hvorimod Kæbepartiet er stort og fremspringende, Fortænderne skraatstillede, Næsen, særlig Næseroden, flad og bred, Læberne tykke og svulmende, Haaret mørkt, kruset og uldagtigt. Farven er mørk, fra det dybeste ibenholtsorte til det smudsiggulbrune; visse mellemafrikanske Folks Farve er saa sort, at den endog spiller i det blaalige. Den mørke Farve skyldes et Pigment i Overhudens underste Lag, Slimlaget (rete Malpighii). Huden er blød, atlaskagtig, men har modbydelige, ammoniakalske Uddunstninger, der virker i høj Grad frastødende paa Europæerne i deres Omgang med de sorte.
    Negrenes Karakter ligner i mange Punkter Barnets. De ere i det hele Stemningsmennesker, hos hvem Fantasien er overvejende. Et Grundtræk i deres Temperament er derfor overgiven Munterhed, som ofte ved pludselig indvirkende Aarsager kan slaa over i sin Modsætning. Fra deres utøjlede Fantasi udspringer ogsaa deres Pyntesyge og Forfængelighed, der altid giver sig Udslag, saavel som deres Tilbøjelighed til larmende Skuespil og Danse. I denne Stemning ere de i Stand til at forglemme alle Sorger og Lidelser og at forsone sig med den haardeste Lod. Negeren er ligesom Barnet et Øjeblikkets Menneske, han lever saa at sige kun for den Dag i Dag og bekymrer sig hverken om Fremtiden eller Fortiden. Negerens i det hele ringe aandelige Energi har en vis Godmodighed, ja Blidhed til Følge, men lige saa godmodig han er over for sin Ven, lige saa hensynsløs og grusom er hans Færd over for hans Fjende, om end Indianerens raffinerede Grusomhed er ham fremmed. Negerens Liv bevæger sig i stadige Modsætninger; letfærdig, tom Lystighed veksler med Fortvivlelse, ovespændte Forhaabninger med dødelig Angest, letsindig Ødselhed med den smudsigste Gerrighed. Med Hensyn til sine aandelige Evner ligner Negeren ogsaa Barnet, hans Efterlignelsesevne er stor, men hvor det kommer an paa selvstændig Tænken, staar han kun paa et lavt Trin. Et Negerbarn er i de første Aar af sin Udvikling det hvide Barn overlegent, men paa et vist Tidspunkt staar det stille og bliver paa det samme Standpunkt hele Livet igennem. Negrene lære let fremmede Sprog, men sanserne for Tal er kun ringe, dog vise de i Handelssamkvem stor Snuhed og List. Negrene lader sig vel afrette, men sjælden virkelig opdrage.
    Som en Følge af det Klima, i hvilket Negrene bo, gaa de i Reglen nøgne; i mange Egne pleje de dog som Beskyttelse mod Solen af indgnide Kroppen i Fedt og visse Jordarter. Hvor Islam har fundet Indgang, bærer man en Klædning af lette Stoffer, der er vid og luftig og ikke hindrer Brugen af Lemmerne. Hals, Arme og Ben pyntes i Reglen med en eller anden Slags Prydelse, mest Snore af Glasperler eller Jærnringe, ligeledes hersker hyppig den Skil. at gemmembore Ørene eller en af Læberne og forsyne dem med Smykker. Almindelig udbredt blandt Negerfolkene er Tatovering ved Ridsning af Huden, dels som Pynt og dels som Stammetegn. (En Slags Tatovering findes ogsaa blandt Nubierne, Fundj og Bedja, idet de bibringe sig tre skraa Indsnit i hver Kind). I Forbindelse med denne Skik maa ogsaa nævnes en anden som bestaar i at file Fortænderne spidst til (Niam-Niam), ja endog slaa de forreste ud.
    Med Hensyn til Familieforhold hersker der mellem Negrene almindeligt Polygami; Negeren tager sig i Reglen saa mange Hustruer, som han kan ernære, jo flere Koner en Mand har, desto mere anset er han; blandt Konerne indtager een Stillingen som den egentlige Hustru, medens de øvrige mere kunne gælde for foretrukne Slavinder. Hustruen erhverves ved Køb, Betalingen bestaar i Køer eller andre Værdigenstande, og Størelsen retter sig efter de respektive Familiers Rigdom. Da Kvinden i Negerens Øjne ikke er nogen Person, men kun en Ting, som han kan købe for Penge, tilstaas der hende heller ingen Arveret. Dør en Mand, er i Regelen hans ældste Søn Arving; har han ingen Sønner, hans nærmeste mandlige Slægtning. Den partiarkalske Forfatning, som aabenbart er den oprindelige, findes nu kun i de færreste Egne af Negergebetet. Familierne ere mest forenede i Stammer, i Spidsen for hvilke der staar Høvdinger, der herske lige saa uindskrænket ver deres Undersaatter som de asiatiske Despoter. Som et Eksempler paa en ægte, despotisk Negerstat kan nævnes Dahomey i Øvreguinea, hvis Konge er et Mønster paa en uindskrænket Hersker i Ordets fuldeste Betydning. Kongeværdigheden er i de fleste arvelig, men gaar kun i de sjældneste Tilfælde over paa den ældste Søn, meget hyppig derimod over paa det ældste mandlige Medlem af Familien, altsaa den afdøde Konges ældste Broder.
    Hvad Negrenes Religion angaar, drejer den sig mere om Troen paa onde Aander end som Troen paa gode; thi hvorvel det ikke kan benægtes, at der enkelte Steder og navnlig blandt de intelligentere Dele af Befolkningen bliver troet ogsaa paa gode Aander, saa er denne Tro dog uden praktisk Betydning, da de intet Sted ere Genstand for særlig Kultus eller Ofringer. Derimod griber Troen paa eet eller flere onde Væsener dybt ind i Negrenes Liv, idet alle religiøse Bestræbelser dreje sig om at afvende disse Magters onde Indflydelse. Disse onde Magter tænkes egentlig ikke som eksisterende i den synlige Verden, men de have Kraft til at tage enhver Genstand i Besiddelse og bo i den; derved kunne de af dem besatte Genstande selv blive farlige og skadelige for Menneskene. Kun Troldmændene have Kraft til at hemme og uskadeliggøre disse Magters Indflydelse. Deri bestaar den saakaldte Fetichismes egentlige Væsen, den Religionsform er er den almindelige blandt alle afrikanske Negerfolk. Naar Negeren ærer et Træ, en Sten, en Slange eller et Ur eller andet Produkt af menneskeligt Snilde som Fetich, saa ærer han dermed ikke Genstanden selv, men den Aand, der har taget Bolig i den, og som han ved sin Ærefrygt vil stemme gunstig for sig. Præsterne (Troldmændene) beskæfige sig ikke blot med at formilde Fetichene ved Ofringer, men optræde ogsaa som Læger; enhver svær Sygdom, ethvert Dødsfald tilskrives onde Menneskers eller Aanders Indflydelse, som Troldmændene ved deres Magt maa kunne ophæve. Paa Grund af Afrikas ejendommelige Klimaforhold, hvor den periodiske Regn er uundgaaelig Betingelse for, at Græs og Korn kunne trives, og hvor Udeblivelse bringer Hungersnød med sig, spille de saakaldte Regnmagere en stor Rolle, men deres Beskæftigelse er lig saa livsfarlig som indbringende; thi profeterer han ikke rigtig, naar han har modtaget store Gaver, maa han være fattet paa at lade Liver som Offer for Stammens Raseri. Negrene tro som oftest paa et andet Liv, derpaa tyder ogsaa den almindelige udbredte Ærefrygt for de afdødes Aander, saavel som den Skik at medgive de døde Levnetsmidler, ja endog at slagte Slaver til Følge og Tjeneste i den anden Verden (Dahomey). — Deres Gudsdyrkelse stammer i det hele ikke fra religiøse og moralske Grundsætninger, men maa nærmest karakteriseres som udsprungen af Frygt. — Fetichismen, der stemmer ganske overens med Negrenes hele Hang til det fantastiske og overnaturlige, er den herskende overalt, hvor Islam ikke har fundet Indpas. Islam fandt allerede tidlig Indgang blandt de nordlig boende Negerfolk og er ogsaa flere Steder trængt igennem som den herskende Religion, saaledes i Mandingolandene, Bornu, Baghirmi, Wadai og Hausa; meget lettere end Kristendommen formaar den at trænge ind blandt Negrene; den optræder ikke som hin indskrænkende paa deres Livsvaner og Familieliv, den fordrer ikke den for Negrene saa strenge Moral og ubegrænsede Tro; Negeren ser, at dens almindeligste Apostel, Købmændene, væsentlig kæmpe med Fredens Vaaben og bringe ham Velstand og Rigdom; alt, hvad disse snu Mænd have at sige ham, er saa simpelt og afmaalt efter hans Begrebskreds, at det ikke falder ham svært, at forsage sine Feticher og tro på een Gud (Allah). Muhamedanismen er kort sagt Afrikas Fremtidsreligion.
    Som den karakteristiske Bygningsstil maa betragtes de med spidst Tag forsynede, bikubeformede Hytter. Døren findes i Reglen ikke umiddelbart ved Jorden, men noget højere, af Frygt for Slanger og andet Kryb; den er saa lille, at Beboerne ofte maa krybe ind paa alle fire. Vinduer og andre lignende Aabninger forefindes ikke. I Reglen staa flere Hytter sammen og danne en Landsby omgiven med Jordvolde og Hække. Uden for Landsbyen findes Brønden og Begravelsespladsen, den sidste paa en skyggefuld, behagelig Plads. Der findes i Negerlandene temmelig betydelige Byer med indtil 70—80,000 Indbyggere, saaledes Kuka og Timbuktu. — Negrenes Fødemidler ere dels af animalsk, dels af vegetabilsk Natur. I begge Retninger spise de alt, hvad blot er spiseligt, for saa vidt ikke religiøse Hindringer forbyde dem det. Kød spises dog aldrig raat, Ild frembringes ved to Stykker Træ. Den vegetabilske Kost bestaar af Hirse, Majs, Durra. Som berusende Drik tjener Palmevin. Tobak er almindelig brugt og ryges af store Lerpiber. — Negrenes vigtigste Næringsveje ere Agerbrug og Kvægavl. Jagt og Fiskeri drives kun sjælden og væsenlig kun for at sælge Udbyttet til fremmede. Kvægavl drives i Vesten kun af de Folk, der ere komne i nærmere Berøring med Fellastaerne, navnlig Mandingoerne, mod Øst særlig af Stammerne om Bahr el Abiad, Dinka og Barifolkene; her spores sandsynligvis en Indvirkning fra de sydligere boende Bantufolk. Agerbruget er Hovederhvervet; det drives paa en ydersst primitiv Maade med et spadeformet Værktøj af Jærn eller haardt Træ, med hvilket man river Grunden op til nogle Tommers Dybde, hvorfor Kornet, da det ligger saa nær Overfladen, let gaar til Grunde ved længere Tids Tørke. Der dyrkes især Majs, Ris, Bønner, Durra, samt Bomuld og Tobak, endvider Maniok og Jordnødder. Landbruget drives af Kvinderne, i de rigere Egne ogsaa af Slaver. Det er ogsaa Kvinderne, der besørge Arbejdet uden for Huset, medens Arbejdet i Huset, sasom Pasning af Kvæget, paahviler Manden. — Industri og Handel, for saa vidt disse Navne kunne bruges, finder kun Sted, hvor Negrene ere komne i Berøring med højere kultiverede Folk, sltaa fortrinsvis i Vest og Nord-Vest samt i Kystegnene. Begavede med et fortrinligt Efterlignelsestalent forstaa Negrene af aflure andre deres Kunstgreb og udbytte dem til Fordel for sig selv. Den originale Industris Produkter, som komme fre det indre, forraade vel ingen særlig Kunstfærdighed, dog ere mange og navnlig de af Metal forfærdigede nydelige og fint forarbejdede. Det sidste maa forbavse saa meget mere, som disse sorte Smedes Værktøj er højst primitivt; overhovedet har Negeren som end kun ringe Kunstsans saa dog et stort mekanisk Talent. I Vest- og Mellemafrika staa enkelte Industrigrene forholdsvis højt, saaledes Farveri, Væveri og Garveri, Tilberedning af Sæbe og andet. Haandværkerne indtage dog overalt en foragtet Stilling, naturligvis mest, hvor Industrien kun er ringe, saasom i Nilegnene; der ere endog Smedene, der ellers staa højest, en saa foragtet Stand, at det er dem forbudt at tale med ved offentlige Forhandlinger (Kaufmann, »Schilderungen aus Centralafrika«). Den Handel, der drives overalt i Afrika, bestaar i de fleste Tilfælde i Afsætning af de Raaprodukter, som Landet afgiver, mod andre Artikler, som man selv trænger til; saaledes finder der en stærk Udveksling Sted af Korn fra Sudan mod Salt fra Sahara, man har truffet Karavener paa indtil 3000 Kameler belæssede med Salt. Kun i Vest- og Centralafrika, men navnlig i Kystegnene drives Handel i europæisk Forstand med Benyttelse af Mønt som Betalingsmiddel. I de fleste Egne i det indre træder Kaurimuslinger i Stedet for Smaamønt, Jærn- eller Kobberstykker i Stedet for større Pengestykker. For Udførslen kommer navnlig i Betragtning Olie af Oliepalmen og Palmekerner fortrinsvis fra Øvreguineas Kyst, endvidere Kopalgummi, Strudsfjer, Guld, Kaffe, Farve- og Smykketræ. I det indre maa særlig fremhæves Slavehandelen, der endnu drives over store Strækninger og bevirker, at tidligere rige og tæt befolkede Egne nu ligge øde hen; mange hedenske Fyrster sælge deres Undersaatter, og selv muhamedanske Herskere i Sudan gøre aarlig Røvertog til de omliggende Riger efter Slaver, ja for Fyrsterne i Bornu og Baghirmi maa Slavehandelen endog anses for den vigtigste Indtægtskilde.
    bantufolkene deles i Kaffer og Congofolkene, men skønt de bebo hele Sydafrika med Undtagelse af Caplandet og en Del af Vestsiden Nord derfor, ligner deres Sprog dog hverandre saa meget, at for Eksempel en Suahelier fra Østkysten til Dels forstaar en Mpongwe fra Vestkysten, hvilket tyder paa et nært Slægtskab mellem dem. Udtrykket Kaffer stammer fra det arabiske Ord Kafir (Vantro), som blev adopteret af Portugiserne; det betegnet nu alle Stammerne i det sydøstlige Afrika. AF disse ere især Amazuluerne (Figur 14) blevne bekendte ved deres Erobringer under kigerske HØvdinger som Tschaka (»Afrikas Napoleon«), Umzilikatsi og senest Cetewayo. Vest for de egentlige Kaffer i det indre af Kontinentet bo Betschuanerne (Figur 23) fra omtrent 28°—16° sydlige Bredde. De deles i 23 Stammer, hvoraf Basutoerne og Makaloloerne ere de bekendteste. Vest for Betschuanerne bo Damas (Damaras), hvoraf en Gren, Ova-heroro, ved Ngamisøen. Paa Østsiden fra Kap Delgado indtil Simaliernes Land træffes Suahelierne (Figur 28), der, hvad baade deres Legemsbygning og Sprog vise, ere stærkt blandede med arabisk Blod. Ved de store Søer maa nævnes Monyamwesi og Waganda, der sidste Nord-Vest for Victoria Njansa, særlig bekendt ved Stanleys Besøg hod deres Kejser Mtesa. Ved Sambesis midterste Løb findes Marutse og Mambunda, som de to vigtigste af 18 til eet stort Rige forenede Stammer hedde. Makaloloerne trængte frem mod Nord og beherskede en Tid dette Rige, men bleve ved en Opstand næsten fuldstændig udryddede, deres Sprog holdt sig dog og er nu det almindelige Samkvemssprog ved Sambesi. — Paa Vestkysten bo Congofolkene, til hvilke Beboerne af Benguela, Angola, Congo og Loango samt Stammerne ved Congofloden høre. Endvidere mod Nord ved Gabun Mpongwe (Figur 1-2) og Fan (Pongwe) (Figur 9), ved Kamerun Dualla indtil 6° nordlig Bredde.
    Bantufolkene ligne i det ydre meget de egentlige Negre, men ere gennemgaaende bedre proportionerede og stærkere. Farven er gulbrun, snart med et lysere, snart med et mørkere Anstrøg; dybt sort findes i Vest og Nord-Øst, sandsynligvis paa Grund af Blandinger med egentlige Negre. Med Hensyn til Karakter og Kultur vise Bantufolkene mange Overensstemmelser med de egentlige Negre, men de udmærker sig dog gennemgaaende ved større Alvor og Selvbevidsthed. Lige over for de lettroende Negre ere Kafferne af en mere skeptisk Natur; medens Negrenes barnlige Tankegank er opfyldt af en Mængde uklare og eventyrlige Ideer om skjulte Kræfter, gøre Kaffene sig ikke gerne Tanker om ting, som ikke umiddelbart hænge sammen med det daglige Liv, og synes at nøjes med de simpleste religiøse Forestillinger. Et punkt, i hvilket Kafferne adskille sig væsentlig fra Negrene, er Manglen på Slaveri og det friere Forhold, i hvilket den meninge Mand staar til sin Høvding; Sudanfyrsternes despotiske Herredømme er ukendt. Kafferen giver sig sjælden i den Grad hen til Ladhed og Driveri som Negeren, han udviser større Energi, Tapperhed og Maadehold i Drik. Tyveri, der forekommer saa hyppig iblandt de egentlige Negre, træffes sjælden. Bantufolkenes Byer bestaa af et Kompleks af flere Hytter med en Indhegning udenom, inden for hvilken ogsaa Kvæget findes om Natten; saa store, faste Byer som blandt de egentlige Negre findes dog ikke, begrundet pa deres vigtigste Næringsvej, Kvægavl, det tvinger dem til hyppigt at skifte Opholdssted. Kafferne ere et udpræget Nomadefolk. Alle Kafferstammer vise en særlig Forkærlighed for Kvægavl, som gælder for et saa ærefuldt Erhverv, at det udelukkende bliver drevet af Mændene, medens Agerbruget som en Bibeskæftigelse udøves af Kvinderne. Kaffernes vigtigte Næringsmiddel er sammenlæben Mælk; af Korn dyrkes og spises især de saakaldte Kafferkorn (Sorghum saccharatum) og Majs. Ingen Kaffer mangler Snustobak og Pibe. Blandt Vaabnene staa Lansen, Kastespyd (Assagai) og Kølle øverst, Bue og Pil forekomme i Reglen ikke.
    I den sydligste Del af Afrika langs det atlantiske Ocean bor den tredje Gren af de afrikanske Negerfolk; den falder i to Afdelinger Hottentotter (Figur 21-22) og Buskmænd (Figur 25-26). Tidligere var de Indehavere af hele Sydafrika indtil Cunene og Sambesi, men ere af de Nord-Øst fra indtrængende Bantofolk, særlig Kafferne, tvungne længere og længere ud mod Vestsiden, som de nu bebo fra Sydspidsen til 19° sydlig Bredde. Da Europæerne besatte Cap, fandtes der en Mængde Stammer af Hottentotter, men en hensynsløs Forfølgelse, saa grusom som maaske intet andet Sted, fra de hvides Side, først Hollænderne, senere Englænderne, havde formindsket deres Antal, saa der nu kun findes to Stammer af de egentlige Hottentotter tilbage, Namaqua og Koraqua. Griquaerne ere kun Blandinger af Hottentotter og hvide og tale Hollandsk. I Caplandet ere de fleste Hottentotter nu Tjenestefolk hos de hvide, medesn de Nord for Oranjefloden boende ernære sig af Kvægavl; Buskmændene, der, spredte i mange Horder, bebo de sandede og bjærgrige Dele af det Indre, ernære sig derimod af Jagt. Hottentotterne kalde siv selv Koi-Koin, Buskmændene Sân, de nu almindelig brugte Navne stamme begge fra Hollænderne; de adskille sig i det ydre fra de øvrige, sydafrikanske Folk ved deres lædergule Farve og buskede Haarvækst, Buskmændene tillige ved deres ringe Højde, kun 1450 Millimeter, for en voksen Mand. Kvinderne hos begge Folk udmærker sig ved en stærkt udpræget Steatopygi, en stærk, fedtagtig Udvikling af Sædepartiet. Skægvæksten er sparsom, og Legemet næsten ubehaaret. Næseroden rager saa godt som ikke ud over Omgivelserne, saa at Næsten først træder tydelig frem i Nærheden af Munden. Hottentotterne staa paa et meget lavt Kulturtrin og mangle i høj Grad Energi, ligesom Ladhed er et fremtrædende Karaktertræk hos dem, selv Sult formaar sjælden at tvinge dem til at arbejde. Boligerne ere bikubeformede Hytter af flettede Kviste, flere saadanne Hytter samles til en »Kraal«; Buskmændene have sjælden faste Boliger, men nøjes med Huller i Jorden eller sove paa den flade Mark med et Skinc over sig. Karakteristisk er den Forkærlighed, Hottentotfolkene nære for Bue og Pil (Buskmændene) og Geværer (Hottentotterne) i Modsætning til Kafferne, der have bibeholdt Kølle og Spyd. Nærmest til Buskmændene slutter sig maaske Dværgfolket Akka (Figur 24) ved Uëllefloden, Herotods og Aristoteles'es Pygmæer; Schweinfurth, der under sig Ophold i Monbuttuernes Land først kom i personlig Berøring med disse Dværge, angiver deres Gennemsnitshøjde til kun 1450 Millimeter. Dise sammen med enkelte andre Dværgfolk ved Ogove, i Loango og Abessinien synes at være en Rest af et Urfolk af ringe Legemsdimensioner, som af de kraftigere og mere til politiske Enheder grupperede Negerfolk ere sprængte fra hinanden og fortrængte til skjulte, skovrige eller ørkenagtige Egne af det afrikanske Fastland.
    Medens man paa Fastlandet udelukkende træffer Folk af den eranske Race eller Negerracen, finder man paa Madagaskar et Folk, Hovaerne, der absolut maa regnes til Malajerne og særlig til Battaerne paa Sumatra; herpaa tyder saavel deres Sprog som Kendskab til forskellige, malajiske Indretninger, saasom Blæsebælge til Udsmelting af Jærn, dannede af to Bambusrør, og Udlæggere pa Baadene for at forhindre Kæntring. De sammesteds boende Sakalaver (Figur 27) høre derimod snarere til Bantufolkene. — Tallet af samtlige Beboere i Afrika leder sig kun tilnærmelsesvis bestemme, men anslaar det til cirka 150 Millioner. (Literatur: O. Peschel, »Völkerkunde«) [Leipzig 1881]; Friedrich Müller, »Algemeine Etnographie« [Wien 1879]; E. Løffler »Haandbog i Geografien«; Hartmann, »Die Nilländer«; Schweiger-Lerchenfeld; »Afrika«; Fritsch, »Die Eingeborenen Südafrikas«).
C. A.

Salmonsens konversationsleksikon, 1915-1930

Neger (latin niger, ɔ: sort), Betegnelse for den mørkhudede indfødte Befolkning i Afrika. I antropologisk Henseende betegner Neger et af Yderpunkterne for Menneskeslægtens Variation. Fælles for dem er plump Knoglebygning, meget mørk (»sort«) Hudfarve, fløjlsagtig Hud, flad, bred Næse, fremspringende Kæbeparti med tykke Læber, ejendommeligt affladet Skinneben og lang Hæl. Hovedskallen er hos største Delen lang; kun nogle Stammer i Kongo-Omraadet og enkelte Egne af Sudan viser Tendens til Kortskallethed. Lemmerne er hos de fleste meget lange i Forhold til Kroppen. Medens de nævnte Træk henviser Negre til et mere oprindeligt Trin end den eranske Race, er Haarets Bygning mindre primitiv end hos denne og betinger dets uldagtige Karakter. Skægvæksten er ringe. Legemshøjden varierer en Del, men er ofte betydelig (Kaffere, Stammer ved øvre Nil). Den skildrede Type findes mest udpræget i Sudan og ved Guinea-Kysten, hvis Befolkning derfor undertiden betegnes som de egentlige Negre. I det østlige Savanneland, hvortil der er aaben Adgang fra Nord, findes der paa Grund af vidtgaaende Blandinger alle Overgange til de hamitiske (eranske) Folk i Nordafrika. Neger-Racen er sikkert ældgammel, om end Pygmæer og Buskmænd maa anses for fortrængte Rester af en endnu ældre, afrikansk Befolkning. Imidlertid kan næppe noget sikkert udtales om Negrenes Slægtskabsforhold til denne saa lidt som til Negritoer og Melanesiere i Sydasien og Australien eller til de Rester af en negeragtig Befolkning, der er fundet fra palæolitisk Tid i Europa (Grimaldi-Racen). — Nogen sproglig Enhed udgør Negrene ikke. Den største Sprogæt er Bantu-Folkenes, som indtager hele Centralafrika og store Dele af Sydafrika. I Sudan findes derimod en stor Mængde Sprog, hvis Slægtskabsforhold endnu kun delvis er udredede. Man sondrer mellem en vestsudansk, en centralsudansk og en nilotisk Gruppe (se afrikanske Sprog). — Negrenes Kultur faar et vist Fællespræg ved det overalt udbredte Kendskab til Jernet og de ensartede Næringsveje, Agerbrug og Kvægavl, af hvilke det første er fremherskende i Skovegnene, den sidste paa Savannerne. Fra Middelhavsegnene er der, lige siden det gamle Ægyptens Dage, udgaaet en stærk Kulturindflydelse til Negrene, ikke mindst efter at Muhammedanismen i Middelalderen havde faaet Adgang til Sudan. Fra Sydasien har de østafrikanske Negre, maaske allerede fra meget tidlig Tid, modtaget Paavirkninger. — Fra 16. til 19. Aarhundrede har Slavehandelen bragt en stor Mængde Negre til Amerika, hvor de især lever idet sydøstlige U. S. A., Vestindien og det østlige Sydamerika; sine Steder udgør de over 50 % af Befolkningen, og navnlig i U. S. A. er de dertil knyttede, sociale Spørgsmaal brændende.
(Litteratur: J. Dowd, The Negro Races, I [New York 1907]; K. Weule i »Verhandl. d. XIX Deutsch. Geographentages zu Strassburg« [Berlin 1915]; B. Ankermann i »Zeitschr. f. Ethnol.«, XXXVII [Berlin 1905]; F. v. Luschan, smst. XLI [Berlin 1909]; L. Frobenius, »Der Ursprung der afrikanischen Kulturen« [Berlin 1898]; Samme, »Und Afrika sprach —« [3 Bd, Berlin 1912—14]; Collections des Monographies Ethnographiques, ed. C. van Overbergh [Bryssel]; G. Fritsch, »Die Eingeborenen Südafrikas« [Breslau 1872]; G. W. Stow, The Native Races of South Africa [London 1905]; H. H. Johnston, The Negro in the New World [London 1910]).
K. B.-S.


Negerhirse se P e n n i s e t u m.


Negerkaffe se C a s s i a.


Negerkorn se A n d r o p o g o n.


Negerpeber se X y l o p i a.


Afrika.
[...]
Befolkning.
[...]
    Vi forlader nu Nordafrika og overskrider det store Ørkenbælte, hvorved vi kommer til at stifte Bekendtskab med den anden store Menneskerace i Afrika, den for denne Verdensdel ejendommelige Race, nemlig Negrene.
    II. Negerracen falder i 3 store Afdelinger: De egentlige Negre, Bantu-Folkene og Hottentotterne.
    De egentlige Negre bebor Afrika Syd for Sahara fra Senegal til Dar Fur og til en Linie fra Nordsiden af Ukerewe til Biafra-Bugten. Renest finder man Negertypen mellem Senegal og Niger. I det yderste Vesten ved Senegal findes de meget mørke Djoloffer (Joloffer, Woloffer). Ved Guinea-Kysten mærkes Kru-Negrene, bekendte som de bedste Søfolk mellem Negrene, og Indbyggerne i Ashanti og Dahomey. Ved Nigers Delta lever Ibo. Mellem Senegal og Niger bor Mandingo, der før Fellataernes Indtrængen var det mægtigste Folk og dannede det store Rige Melli. Nord-Øst for disse findes Sonrhai, der i det vestlige Mellemafrika spillede samme Rolle som Mandingoerne i Vestafrika. Syd for Sonrhai findes Haussa-Folket, hvis Sprog forstaas og benyttes i Handelssamkvemmet af de fleste Stammer ved Niger og Binuë, saasom Koto-Stammen ved Niger. Forlader man Niger og gaar mod Øst hen imod Tsad-Søen, møder man i Bornu Kanorierne, der allerede i 12. Aarhundrede dannede en Stat ved Tsad-Søen. Beslægtede med dem er Tibuerne eller Tedaerne, de Gamles Garamanter, i det mellemste Saharas Oaser, særlig Tibesti. Øst for Tsad-Søen ligger Negerriget Baghirmi (Sprog: Bagrimma), Øst derfor igen Wadai, hvor Maba-Sproget er det herskende, og endelig Dar Fur. Langs med Nilen bor de mørke Dinka-, Schilluk- og Bari-Folk, medens ved Bahr-el-Ghasal Bongo-Folket udmærker sig ved sin rødlige Farve. Hvorhen man skal regne Monbuttuerne ved Uëlle, er ikke sikkert; Schweinfurth taler om en Farve som malet Kaffe, men den samme Rejsende gør ogsaa opmærksom paa den hyppige Forekomst af lyshaarede Individer; efter hans Angivelse maa mindst 5 % af Befolkningen være »blonde«; dog maa de vist nærmest regnes til Negrene. De er ivrige Kannibaler ligesom de Nord for dem boende Niam-Niam, som er af en mørkebrun, i det rødbrune spillende Farve. Som de yderste sydøstlige Repræsentanter for de egentlige Negre maa endelig nævnes Schuli-Folket Nord-Øst for Mvutan Nzige; det ernærer sig i Modsætning til de fleste andre Negerfolk af Jagt.
    Bantu-Folkene deles i Kaffer og Kongo-Folkene, men, skønt de bebor hele Sydafrika med Undtagelse af Kaplandet og en Del af Vestsiden Nord derfor, ligner deres Sprog dog hverandre saa meget, at for Eksempel en Suahelier fra Østkysten til Dels forstaar en Mpongwe fra Vestkysten, hvilket tyder paa et nært Slægtskab imellem dem. Udtrykket Kaffer stammer fra det arabiske Ord »Kafir« (Vantro), som blev adopteret af Portugiserne; det betegner nu alle Stammerne i det sydøstlige Afrika. Af disse er især Amazuluerne blevne bekendte ved deres Erobringer og Kampe med Europæerne under krigerske Høvdinger som Chaka (»Afrikas Napoleon«), Umzilikatse og senest Cetewayo. Vest for de egentlige Kaffer i Midten af Kontinentet bor Betschuanerne fra omtrent 28°—16° sydlig Breddegrad. De deles i en Mængde Stammer, hvoraf Basutoerne og Makololoerne er de bekendteste. Vest for Betschuanerne bor Damas (Damaras), hvoraf en Gren Ova-herero ved Ngami-Søen. Paa Østsiden fra Kap Delgado indtil Somaliernes Land træffes Suahelierne, der, baade hvad deres Legemsbygning og Sprog viser, er stærkt blandede med arabist Blod. Ved de store Søer maa nævnes Monyamwesi og Waganda, de sidste Nord-Vest for Victoria Njansa i det vigtige Negerrige Uganda. Ved Sambesis midterste Løb findes Marutse og Mambunda, som de to vigtigste af 18, tidligere til et stort Rige forenede, Stammer hed. Makololoerne trængte frem mod Nord og beherskede en Tid dette Rige, men blev senere ved en Opstand næsten fuldstændig udryddede; deres Sprog holdt sig dog og er nu det almindelige Samkvemssprog ved Sambesi. Paa Vestkysten bor Kongo-Folkene, til hvilke Beboerne i Benguella, Angola, Kongo og Loango samt Stammerne ved Kongo-Floden hører. Endvidere mod Nord ved Gabun Mpongwe og Fan (Pongwe), ved Kamerun Dualla indtil 8° nordlig Breddegrad.
    I den sydligste Del af Afrika langs det Atlantiske Ocean bor den tredie Gren af de afrikanske Negerfolk; den falder i to Afdelinger: Hottentotter og Buskmænd. Tidligere var de Indehavere af hele Sydafrika indtil Cunene og Sambesi, men er af de fra Nord-Øst indtrængende Bantu-Folk tvunget længere og længere ud mod Vestsiden, som de nu bebor fra Sydspidsen til 19° sydlig Breddegrad. Da Europæerne besatte Kap, fandtes der en Mængde Stammer af Hottentotter, men en hensynsløs Forfølgelse, saa grusom som maaske intet andet Sted fra de Hvides Side, først Hollænderne, senere Englænderne, har formindsket deres Antal, saa at der nu kun findes to Stammer af de egentlige Hottentotter tilbage, Namaqua og Koraqua. Griquaerne er kun Blandinger af Hottentotter og Hvide og taler Hollandsk. I Kaplandet er de fleste Hottentotter nu Tjenestefolk hos de Hvide, medens de Nord for Oranje-Floden boende ernærer sig af Kvægavl. Buskmændene, der spredte i mange Horder bebor de sandede og bjergrige Dele af det Indre, ernærer sig derimod ved Jagt. Hottentotterne kalder sig selv Koi-Koin, Buskmændene Sân; de nu almindeligt brugte Navne stammer begge fra Hollænderne. — Nærmest til Buskmændene slutter sig maaske Dværgfolket Akka ved Uëlle-Floden, Herodots og Aristoteles’ Pygmæer. Schweinfurth, der under sit Ophold i Monbuttuernes Land var den første, som kom i personlig Berøring med dem, angiver deres Gennemsnitshøjde til kun 1450 mm. Disse, sammen med enkelte andre Dværgfolk ved Ogowe, i Loango og Abessinien synes at være en Rest af et Urfolk af ringe Dimensioner, som af de kraftigere og mere til politiske Enheder grupperede Negerfolk er sprængt fra hinanden og fortrængt til skjulte, skovrige eller ørkenagtige Egne af det afrikanske Fastland. — Negrene er i det hele stærkt og muskuløst byggede, i Arbejdsydelse staar de ogsaa Europæerne nærmest; Lemmerne er derimod ikke kraftige, særlig karakteristiske er i saa Henseende de tynde Lægge. Hovedet er ejendommelig smalt og sammentrykt, Panden skraat tilbagevigende, hvorimod Kæbepartiet er stort og fremtrædende, Fortænderne skraatstillede, Næsen, særlig Næseroden, flad og bred, Læberne tykke og svulmende, Haaret mørkt, kruset og uldagtigt. Farven er mørk, fra det dybeste ibenholtsorte til det smudsig gulbrune; visse mellemafrikanske Folks Farve er saa sort, at den endog spiller i det blaalige. Den mørke Farve skyldes et Pigment i Overhudens underste Lag, Slimlaget. Huden er blød, atlaskagtig, men har modbydelige, ammoniakalske Uddunstninger, der virker i høj Grad frastødende paa Europæerne i deres Omgang med de Sorte.
    De forskellige Negerfolks Karakter er overordentlig forskellig, om man end kan udskille fælles Grundtræk, som ogsaa med mange Forandringer giver sig til Kende i det ydre, saasom Tatovering, Udbryden eller Filing af Tænder, Omskæring, Læbers og Ørers Prydelser, barnligt Begær efter Prydelser (Halsbaand af Perler, Arm- og Benringe, kunstig Opsætning af Haar og saa videre). Som en Følge af det Klima, i hvilket Negrene bor, gaar de i Reglen nøgne; i mange Egne plejer de dog som Beskyttelse mod Solen at indgnide Kroppen i Fedt og visse Jordarter. Hvor Islam har vundet Indpas, bærer man en Klædning af lette Stoffer, der er vid og luftig og ikke hindrer Brugen af Lemmerne.
    Med Hensyn til. Familieforholdene hersker der mellem Negrene almindelig Polygami; Negeren tager sig i Reglen saa mange Koner, som han kan ernære, jo flere han har, desto mere anset er han. Hustruen erhverves ved Køb, og Kvinden anses nærmest som Slavinde; noget højere er hendes Stilling hos de fleste Bantu-Folk; hun har derfor heller ikke Arveret; dør en Mand, er i Reglen hans ældste Søn Arving. Hos mange Folkeslag arver dog ikke en Søn af en Høvding Titlen, men hans Broder eller Brodersøn. Den patriarkalske Forfatning, som aabenbart er den oprindelige, findes nu kun i de færreste Egne af Negeromraadet. Familierne er mest forenede i Stammer, i Spidsen for hvilke der staar Høvdinger, der hersker lige saa uindskrænket over deres Undersaatter som de asiatiske Despoter. Staterne er i Reglen smaa, og, da de er Erobringsriger, sjælden af lang Varighed; kun faa Steder har man set kortvarige større Sammenslutninger. Denne Splittelse i mange Smaastammer har i høj Grad lettet Europæernes Indtrængen.
    Hvor ikke Muhammedanismen (eller Kristendommen) er bleven indført, hersker overalt en raa Fetischisme. Nogle Folk har kun de tarveligste religiøse Forstillinger, knap nok med Anelse om en andet Liv, saaledes Buskmændene. Hos andre, som Kafferne, træffer man Ofre til Forfædrenes Aander, og almindelig er det at give den Afdøde Gaver af Mad og Drikke, ja, endogsaa dræbte Slaver eller Hustruer med paa Vejen til det andet Liv. Deres Gudsdyrkelse er nærmest Tro paa onde og gode Aander, af hvilke man navnlig ofrer til de første som Forsoning. Præsterne er tillige Medicinmænd, Spaamænd, Troldmænd, hos Kaffer og Hottentotter ogsaa Regnmagere. Sygdom og Død skyldes altid Indvirkning af ildesindede Mennesker eller Hekseri, derfor de talrige Hekseforfølgelser. — Muhammedanismen fandt allerede tidlig Indpas blandt de nordlig boende Negerstammer og hersker nu over den største Del af Sudan og Østkysten til Syd for Sansibar. Kristendommen har derimod ikke vundet stærkt Fodfæste uden for de allersydligste Egne, men kristne Missionsselskaber arbejder dog mange Steder ikke blot langs Kysten, men dybt i det Indre (Uganda).
    De vigtigste Næringsveje er Agerbrug og Kvægavl. Den sidste drives især som Hovednæringsvej af de fleste Kafferfolk, Hereroer, Nama og Hottentotter; Buskmændene og enkelte vilde Stammer i det Indre (Akka) lever af Jagt. Resten lever overvejende af Landbrug med større eller mindre Kvægavl. De vigtigste dyrkede Planter er Hirse, Durra, Majs, Maniok, Bananer og Jordnødder, og den almindeligste Form for Landbruget er Hakkedriften. Den selvstændige oprindelige Form for Landbrug er dog forandret i mange Kystegne ved Europæernes Paavirkning; saaledes har Negrene i flere vestafrikanske Kolonier udelukkende kastet sig over Dyrkning af Jordnødder, der sælges til Europæerne, som saa til Gengæld forsyner dem med alle mulige andre Fornødenheder fra Levnedsmidler til Redskaber. — Industrien er kun ringe, dog forbavses man over de ofte fint forarbejdede Jernvarer trods Smedenes primitive Værktøj; Lervarer laves overalt, Fletning af Maatter og Kurve er almindelig, ligesom Vævning og Farvning. — Den simpleste Hytteform er Jægernes halvkugleformede Grenhytte; den samme Form med fastere Stel og Beklædning af Maatter eller Ler træffes hos Hottentotter, Hereroer, Kaffer og endnu nordligere Stammer. En anden Grundform er Keglehytten med cylindrisk Væg og kegleformigt Tag; en tredie Form er Gavlhytten i Vestafrika, hos Monbuttuerne og Niam-Niam.
    Medens man paa Fastlandet udelukkende træffer paa Folk af den Eranske Race eller Negerracen, finder man paa Madagaskar et Folk, Hovaerne, der absolut maa regnes til Malajerne og særlig til Battaerne paa Sumatra; herpaa tyder saavel deres Sprog som deres Kendskab til forskellige malajiske Indretninger, saasom Blæsebælge til Udsmeltning af Jern, dannede af to Bambusrør, og Udliggere paa Baade for at forhindre Kæntring. De har antaget Kristendommen. De sammesteds boende Sakalaver hører derimod utvivlsomt til Bantu-Folkene.

Store Nordiske Konversations Leksikon, 1916-1924

Neger (af latin niger, sort), den sorte Folkerace, hvis Hjemstavn er Afrika; derfra adskiller man de andre sorte Stammer: Dravidafolkene i Indien, Papuaerne og de sorte Malajer. Ligeledes udsondrer man fra de egentlige Negre Buskmænd og Hottentotter samt de i Sudan levende Semitter Og Hamitter. Negre deles i Bantunegre og Sudannegre efter Sprogstammerne. De fleste Negre har aflange, meget haarde Hjerneskaller, ofte med høj, smal Pande, fremstaaende Kæber, flad Næse, tykke Læber, kruset (Uldhaar) sort Haar, som Regel skægløse, Platfødder, Skelettet gennemgaaende spinkelt, men haardt. Negeren er livlig, lyrisk, barnlig, elsker Musik, lærevillig, men ikke udholdende, heller ikke videre udviklingsdygtig; moralsk set er han let til det gode, som til det onde; Medlidenhed er sjældnere end Grusomhed. Hvor Negere skal regere (som paa Haïti), bliver det næsten altid despotisk. Forfængeligheden er stærk hos Negre og tit af ganske barnlig Art, ligeledes Løgnagtigheden. I det 16. Aarhundrede begyndte man at indføre Negere som Slaver til Amerika, da Indianerne ikke duede til strengt Arbejde. Slavehandelen vedvarede i cirka 300 Aar. Efter Borgerkrigen i De Forenede Stater er Negrene ligeberettigede med de hvide, men behandles ingenlunde som Ligemænd. I Afrika regner man 130 Millioner Negre, i de andre Verdensdele ialt 20 Millioner, deraf 7 i De Forenede Stater, 4 i Vestindien. Se iøvrigt Folkeracer.

Illustreret dansk Konversationsleksikon, 1933-1937

Neger, af latin niger, sort, kaldes alle helt eller næsten helt sorte Folkeslag. Negre er mest udbredt i Afrika, hror de udgør Hovedmassen af Befolkningen, men ogsaa Australiens og en Del af de melanesiske Øers Urbefolkning regnes for Negre. Der er overalt store forskelligheder, og de eneste Fællestræk er det krusede Har og den manglende Skægvækst. Sædvanligvis regner man Negre paa den mellemste Del af Afrikas Vestkyst for de mest typiske, fordi de er bedst kendte som Slaver i Nordamerika, hvor deres Efterkommere endnu lever i stort og stadig stigende Antal. Disse Negre er gennemgaaende velvoksne med forholdsvis lange Arme og Ben, lang Hovedform med fremstaaende Kæbeparti, tykke Læber og bred Næse, men i det øvrige Afrika er der mange andre Typer, hvorom nærmere Oplysning (med Illustration) findes under Afrika, Befolkning. Om Australneger, se Australien, Befolkning.
S.Il.


Negerhirse, Pennisetuam typhoideum, et 2 meter højt Græs af lignende Udseende som Hirse. Det dyrkes i store Dele af Afrika, og Kornene bruges af de indfødte i deres daglige Føde, mest kogt som Grød.
A.L.


Negerskulptur. Denne Del af Billedhuggerkunsten, som er begrænset til de Arbejder, der er udført af de afrikanske Negerstammer, er endnu ikke endeligt udforsket og har saaledes ikke faaet sin endelige historiske Stilling med fast paaviselig Oprindelse og Udvikling. Dens Tilblivelse taber sig i Urtidens Mørke, som dens Værker endnu for største Delen skjuler sig i Urskovens Dybder. Den er nøje forbundet med Negerstammernes religiøse Kultus og bestaar hovedsalig af Afgudsbilleder, Fetishfigurer og Talisman-Statuetter og er saa at sige altid Billedskærerarbejder – grotesk bemalede Figurer, udskaret i Træ og med overdreven Betoning af særlige Egenskaber som Frugtbarhed eller som det frygtindgydende i Hovedets Udstyr med Prydelser af forskellig Art, blandt andet broget Bemaling. I deres primitive Form viser disse Negerskulpturer ofte, trods fuldkomne Forvanskninger af Proportionerne og milefjern Afstand fra det klassiske Skønhedsbegreb, en ikke ringe skulpturel Formfølelse, der med sin Primitivitet undertiden ejer en forbavsende, tæt koncentreret Monumentalitet, paaagaaende Udtryk og næsten altid overraskende Fantasi. Dette har bevirket, at særlig den Retning inden for den moderne europæiske Kunst, der har lagt særlig Vægt på Udtrykket i dets Primitivitet, Ekspressionismen, har bragt Negerskulpturen paa Mode – en Slags Parallelbevægelse til Jazz'ens Indførelse i vor Tids europæiske Musik. I Frankrig har især Picasso befordret Indslydelsen fra Negerskulpturen. Herhjemme har Carl Kjersmeier ydet et af Litteraturens og Forskningens betydeligste Bidrag til dens Historie i sit Værk om Negerskulpturen (1934), hvortil han for største Delen har indhentet Materialer paa strabadserende Forskningsrejser i Afrika.
K.F.


Negro, engelsk, Neger; negroid, negeragtig; se endvidere Menneskeracer.


Negroid, se Negro.


Negro Spirituals, Betegnelse for de nordamerikanske Negres religiøst prægede Folkesange, oftest af melankolsk Art og stærkt synkoperede. Allerede i 1878 stiftede Europa Bekendtskab med disse ejendommelige Sange, senere igen gennem den med Jazzen tæt forbundne nyere Negro Spiritual-Sang.

Den nye Salmonsen, A-Å, 1949

neger (spansk, af latin niger sort), mennesker der tilhører den negride racegruppe.


negermusik. Den oprindelige afrikanske negermusik er pentatonisk, stærkt rytmisk betoner og præget af en udstrakt anvendelse af synkoper. Karakteristisk er en højt udviklet improvisationskunst. Ved mødet med den hvide musik opstod i USA negro spirituals. Improvisationskunsten, sansen for rytme og synkoper genfindes i ragtime og jazz. Evnen til at udtrykke sig musikalsk og naturlige anlæg for sang har hos negrene affødt en stor sanglitteratur. Navnlig fra slaveriperioden er sangene præget af melankoli og længsel.


negerskulptur, skulpturarbejder udført af afrikanske negerstammer i træ, bronze eller elfenben, undertiden ...


negerspørgsmålet i USA. Fra 1619 begyndte amerikanske plantegeejere af indføre negerslaver fra Afrika, da indianerbefolkningen ikke egnede sig til landbrugsarbejdet. I følgende århundreder fortsattes transporterne; slaverne var ikke retsløse, men i praksis hjælpeløst undergivet deres herrer. Først under borgerkrigen 1861-65 ophævedes slaveriet, med stærk økonomisk nedgang i Sydstaterne som følge. De frigjorte negre fik stemmeret, men havde hyppigt hverken oplysning eller mod til at bruge den, og i sydstaterne hindrede de hvide systematisk negrene i at få indflydelse (terror gennem lynchning; Ku-Klux-Klan m.m.). en virkelig ligestlling mellem de to racer kom ikke, og unionens lovvedtagelser har ikke hindret et i dagliglivet skarpt optrukket skel mellem hvid og »kulørt« (coloured people) (særlige negerkvarterer også i Nordstaterne). 1940 var 12,9 millioner af USAs 132 millioner indbyggere negre; en del er flytte fra landbrugsarbejde til byerne og er sydfra vandret mod Nord og Vest. Negrene lønnes ringere end hvide, også fordi de gennemgående er ringere uddannet, beskæftiges ved groft arbejde og som tyende; de fleste bor endnu i Sydstaterne, men under halvdelen af USAs negre er nu beskæftiget i landbruget. 2. Verdenskrigs behov for arbejdskraft har i mange tilfælde ført til højere løn og dannelse af en talrigere negermiddelstand, ligesom negrene som soldater i det hele opnåede mindre racediskrimination; men særlig de fattige hvide i Syden understreger racemodsætningen skarpt, og lynchning forekommer stadig; februar 1949 nedlagde sydstatsrepræsentanter i kongressen skarp protest mod regeringsforslag om love mod lynchning, valgtryk, raceforskelle.

Nordisk Konversations Leksikon, 1960-1964

neger, (af latin niger, sort), betegnelse for den mørkhudede befolkning, der er udbredt i Afrika Syd for Sahara, samt de derfra ved slavehandel til andre verdensdele overførte. Negre udgør en af de tre store racegrupper og karakteriseres, foruden ved hudfarven, tillige ved bred næse og fremskudt underansigt, tykke læber og kruset hår; negre varierer imidlertid stærkt; alle nuancer af brunt er repræsenteret, og der skelnes mellem en række underracer, af hvilke de vigtigste er gamnmelnegriderne (i Congo), ungnegriderne, der især er udbredt i Sudan, og som med deres grove legemsbygning, stærkt fremtrædende mundparti, udkrængede læber og brede næse regnes for den mest udprægede neger-type; bantu-negrene lever i Øst- og Sydafrika; niloterne ved den øvre Nil er nogle af jordens højeste, slankeste og smukkeste folk. Sydvestafrikas khoisanider (hottentotter og buskmænd) indtager en særstilling og er sandsynligvis en selvstændig race. Udenfor Afrika kendes folk tilhørende negrenes racegruppe fra Melanesien og Forindien. Negre ernærer sig som samlere og jægere, hyrdefolk og halvagerbrugere, varierer sprogligt og kulturelt stærkt, fra primitive stammefolk, der lever i regnskovene, til højt organiserede statssamfund, ofte despotisk styrede. Fetichisme og kannibalisme har tidligere været meget udbredt. Håndværk og kunst står højt (se Benin), og stærkt rytmepræget musik og dans spiller en stor rolle i negrenes liv; alle de nævnte kunstformer har øvet indflydelse i Europa og Amerika.
A.A.


negerhirse: (Pennisetum typhoideum): (se denne).


negerkunst, betegnelse for kunst og kunsthåndværk hos de afrikanske negre. Portrætter og skulpturer er oftest udført i træ, men også metal anvendes, f.eks. bronze eller messing, endvidere elfenben, ler og sten. Negerkunst viser også fremragende eksempler på smuk og hensigtsmæssig udført brugskunst, ler- og keramikarbejder, våben etc. Også masker (se denne) og smykker spiller en betydelig rolle i negerkunst. Portrætter og skulpturer er ofte udført med sans for både personlighed og noget grotesk karikering. Negerkunst har spillet en betydelig rolle inden for europæisk kunst, særlig for ekspressionismen. – Den for negerkunst undertiden anvendte betegnelse »primitiv kunst« er misvisende. De fineste prøver på negerkunst findes hos stammerne ashanti, baluba, bambara og benin (se disse artikler med illustrationer). – Nationalamuseet i København besidder en fremragende samling negerkunst.


negrid, (af neger, se denne), hørende til eller særpræget for negrene (den negride race); negroid, negeragtig, negerlignende.


negritos, (spansk), fællesbetegnelse for de små negeragtigt udseende stammefolk på Andamanerne, Philippinerne og i Malaya.
A.A.


negro spiritual, ['ni:_grou 'spiritjuel], sang af åndeligt, ofte bibelsk indhold, skabt af sydstatsslaver i USA. Den negroide oprindelse giver sig til kende i livlig, synkoperet rytmik, vekslen mellem forsanger og forsamling, improvisationselementet og ordvalget, der på dialekt giver udtryk for negrenes slette forhold og deres tro. Melodikken er pentatont præget, som f.eks. også engelsk-amerikansk folkesang og cowboysang. Harmoniseringer med raffinerede akkorder er ikke originale.
H.R.-V.

Hirschsprungs konversationsleksikon, 1967

neger (spansk eller portugisisk negro: sort): 1) menneske tilhørende den negride racegruppe; 2) person der udfører åndsarbejde i en andens navn.


Afrika [...]
Befolkning: Hovedparten: ca. 200 millioner, er negre som af de hvide, der udgør knap 2,5 % af den samlede befolkning, en overgang blev presset bort fra de frugtbare egne. I Afrikas indre findes endnu primitive samfund: pygmæer i det indre Kongo, buskmænd i de sydlige ørken-områder. Her hersker primitive religionsformer, mens muhamedanismen er udbredt blandt Nord- og Østafrikas mange arabere. I den mellemste del af Østafrika og i Sydafrika bor mange indere. Tættest befolket er Nildalen, Nildeltaet og visse egne i Atlasbjergene, tyndest Sahara.

Lademanns leksikon, 1972-1981

neger: fra spansk eller portugisisk negro det vil sige sort; dels betegnelsen for et menneske af den negride racegruppe, dels for en person, der udfører åndsarbejde i en andens navn.


negerflue: sjældnere anvendt navn for sørgeflue.



negerhirse: (Pennisetum typho'ideum): perlehirse; indtil 3 meter højt enårigt duskgræs, som dyrkes i blandt andet Forindien, Arabien og Sudan. Melet fra de 30 cemtimeter lange kolber egner sig kun til grød.



negerlitteratur: omfatter såvel litteratur fra Afrika som litteratur skrevet af negerforfattere fra USA, Mellem- og Sydmerika og øerne i Caraibiske Hav. Den gamle afrikanske poetiske tradition var som oftest mundtlig og omfattede religiøse hymner, jagt- og arbejdssange, satiriske og historiske sange, ordsprog, gåder og fortællinger. Ved visse vestafrikanske hoffer fandtes en poesi, der kan sammenlignes med troubadour-poesien i Europa. Denne litteratur eksisterer stadig mange steder, men samtidig er en ny negerlitteratur opstået på en række områder: romaner, noveller og digte, almindeligt beskrivende eller koncentreret om politiske eller sociale emner; kampen for uafhængighed spiller her en væsentlig rolle. Denne nye, trykte negerlitteratur har i de engelsksprogede områder særlig blomstret i Sydafrika og Nigeria. I de fransktalende områder, såvel i Afrika som ved Caraibiske Hav, kom surrealismen, forenet med elementer fra afrikansk folklore, studiet af gammel afrikansk kultur og kravet om et uafhængigt Afrika til at præge en snart eksperimenterende, snart traditionelt præget digtning, hvis største navne er Léopold Sedar Senghor (født 1906) og Aimé Césaire (født 1912). Andre betydelige negerforfattere udtrykker sig, på begge sider af Atlanterhavet, på portugisisk og spansk. Blandt den nordamerikanske negerlitteraturs vigtigste frembringelser er spirituals, men en rigt blomstrende digtning har i trykt form eksisteret siden 1920rne. Blandt de vigtigste navne er digterne Sterling A. Brown (født 1901), Langston Hughes og romanforfatterne Richard Wright, Ralph Ellison (født 1914) samt James Baldwin (født 1924).


neger-tetra: (Nann'æthiops 'unitæniatus): en fra Centralafrika stammende akvariefisk af karpelaksenes familie; fredelig og hårdfør; ynglevillig.


negresse (fransk): negerkvinde.


negrid: [ne'grið] (spansk eller portugisisk): karakteristisk for negre; tilhørende den sorte race; — negride race: en i AFrika, Melanesien og USA udbredt race med mørk hudfarve, oftest kruset hår og bred næse; langskallede; — negrider: mennesker af den negride race.


negritoer (spansk): dværgfolk i Øst- og Syd-øst-Asien. Findes blandt andet i isolerede områder på Andamanerne, Malacca-halvøen, Ny Guinea og Filippinerne. Negritoer har meget mørk hudfarve, krushår, bred næse, fyldige læber og er i modsætning til negre kortskallede.


négritude [negri'tyd] (fransk): de særlige erfaringer og kulturelle værdier, som er fælles for alle afrikanske negre. Den fransksprogede afrikanske litteratur (Senghor, Césaire) har négritude-forestillingen som baggrund og bygger desuden på bantu-forestillinger om eksistensen af en samhørighed og vekselvirkning mellem levende og døde, om at mennesker og ting er samordnede kræfter, og om at ordet er en magisk, almægtig kraft. Hertil kommer en væsentlig indflydelse fra europæisk surrealisme og marxisme.


negro spirituals ['ni•grou 'spiritjuəlz] (engelsk): amerikanske religiøse negersange, en blanding af europæisk salmesang og afrikansk synkoperet rytmik. Teksterne er ofte en naiv, følelsesbetonet genfortælling af de bibelske fortællinger. Negro spirituals har haft afgørende indflydelse på især tidlig jazz.


negro'fil (spansk-græsk): »negerelsker«; negervenlig.


negro'id (spansk eller portugisisk): negeragtig, negerlignende.

Lademann, 1982-1988

neger spansk eller portugisisk negro, det vil sige sort menneske af den negride racegrupe. Tillige folkeligt om en person, der udfører åndsarbejde i en andens navn.


negerhirse: (Pennisetum typho'ideum): perlehirse; indtil 3 meter højt, enårigt duskgræs, som dyrkes i blandt andet Indien, Arabien og Sudan. Melet fra frøene i de 30 cemtimeter lange kolber egner sig kun til grød, ikke til bagning.



negerhånd: se figenkaktus.



negerkunst: betegnelse for især træskulpturer og kunsthåndværk i messing eller sølv, udført af Afrikas negerbefolkning, se også afrikansk kunst.



negerlitteratur: omfatter såvel litteratur fra Afrika som litteratur skrevet af negerforfattere fra USA, Mellem- og Sydmerika og øerne i Caraibiske Hav. Den gamle afrikanske poetiske tradition var som oftest mundtlig og omfattede religiøse hymner, jagt- og arbejdssange, satiriske og historiske sange, ordsprog, gåder og fortællinger. Ved visse vestafrikanske hoffer fandtes en poesi, der kan sammenlignes med troubadour-poesien i Europa. Denne litteratur eksisterer stadig mange steder; men samtidig er en ny negerlitteratur opstået på en række områder: romaner, noveller, skuespil og digte, almindeligt beskrivende eller koncentreret om politiske eller sociale emner; kampen for uafhængighed spiller her en væsentlig rolle. Denne nye, trykte negerlitteratur har i de engelsksprogede områder særlig blomstret i Sydafrika og Nigeria. I de fransktalende områder, såvel i Afrika som ved Caraibiske Hav, kom surrealismen, forenet med elementer fra afrikansk folklore, studiet af gammel afrikansk kultur og kravet om et uafhængigt Afrika til at præge en snart eksperimenterende, snart traditionelt præget digtning, hvis største navne er Léopold Sedar Senghor og Aimé Césaire. Andre betydelige negerforfattere udtrykker sig, på begge sider af Atlanterhavet, på portugisisk og spansk. Blandt den nordamerikanske negerlitteraturs vigtigste frembringelser er spirituals; men en rigt blomstrende digtning har i trykt form eksisteret siden 1920rne. Blandt de vigtigste navne er digterne Sterling A. Brown (født 1901), Langston Hughes samt romanforfatterne Richard Wright, Ralph Ellison og James Baldwin.


negertetra: (Nann'æthiops 'unitæniatus): akvariefisk fra Centralafrika afkarpelaksenes familie; fredelig, hårdfør og ynglevillig.


negresse (fransk): negerkvinde.


negrid: [ne'grið] (spansk eller portugisisk): karakteristisk for negre; tilhørende dne sorte race.


negride race: i Afrika, Melanesien og USA udbredt race med mørk hudfarve, oftest kruset hår og bred næse; langskallet.


negrider: Mennesker af den negride race.


negritoer (spansk): dværgfolk i Øst- og Syd-øst-Asien. Findes blandt andet i isolerede områder på Andamanerne, Malacca-halvøen, Ny Guinea og Filippinerne. Har meget mørk hudfarve, krushår, bred næse, fyldige læber og er i modsætning til negre kortskallede.


négritude [negri'tyd] (fransk): de særlige erfaringer og kulturelle værdier, som menes fælles for alle afrikanske negre. Den fransksprogede afrikanske litteratur (Senghor, Césaire) har négritude-forestillingen som baggrund og bygger desuden på bantu-forestillinger om eksistensen af en samhørighed og vekselvirkning mellem levende og døde, om at mennesker og ting har samordnede kræfter, og om at ordet er en magisk, almægtig kraft. Hertil kommer i nyere tid en væsentlig indflydelse fra europæisk surrealisme og marxisme.


negro spiritual ['ni.grou 'spiritjuəl] (amerikansk): amerikansk religiøs negersang, en blanding af europæisk salmesang og afrikansk synkoperet rytmik. Teksterne er ofte en naiv, følelsesbetonet genfortælling af bibelske fortællinger. Har haft afgørende indflydelse på især den tidlige jazz.


negro'fil (spansk-græsk): »negerelsker«; negervenlig.


negro'id (spansk eller portugisisk): negeragtig, negerlignende.

Gyldendal tobinds leksikon, 1985

neger: menneske tilhørende negride race; person som udfører især litterært arbejde i en andens navn.


negrider: en af hovedgrupperne i inddelingen af menneskeracer. Negrider er karakteriseret ved bl.a. mørk hudfarve, kruset hår (fladt i tværsnit) og brede læber; er især knyttet til Afrika.

Lademanns Multimedia Leksikon, 1997

neger spansk eller portugisisk negro, dvs. sort; menneske af den negride racegruppe. Tillige folkeligt om en person, der udfører åndsarbejde i en andens navn.


negerhirse (Pennisetum typho'ideum) perlehirse; indtil 3 m højt, enårigt duskgræs, som dyrkes i bl.a. Indien, Arabien og Sudan. Melet fra frøene i de 30 cm lange kolber egner sig kun til grød, ikke til bagning.


negerhånd se figenkaktus.


negerkunst ældre betegnelse for afrikansk kunst, især træ-og metalskulpturer og masker. Nogle henregner desuden kunsthåndværk som tekstiler, metalsmykker, læderarbejde og keramik til afrikansk kunst. Se også afrikansk kunst.


negerlitteratur ældre betegnelse for såvel afrikansk litteratur som afroamerikansk litteratur skrevet af forfattere fra USA, Mellem- og S-Amerika og øerne i Caraibiske Hav.


negertetra (Nann'æthiops 'unitæniatus): akvariefisk fra Centralafrika af karpelaksenes familie; fredelig, hårdfør og ynglevillig.


Afrika. Befolkning. Afrikas befolkning, cirka 600 millioner, er etnisk meget kompliceret, da der ikke hersker nogen overensstemmelse mellem race, religion og sprog. Dersom man anerkender den capoide race som selvstændig, må man regne med repræsentanter for 3 hovedgrupper, nemlig den hvide (europide) race, repræsenteret ved europæiske indvandrere, semitter og hamitter (ægyptere, berbere, arabere, fulbe, masaier m.fl.), den sorte (negride) race (sudan- og bantufolk) og den capoide (buskmænd). Hertil kommer blandingsfolk, opstået ved kontakt mellem europider og negrider, bl.a. i Nubien. Religiøst er Afrika opdelt mellem muslimer, kristne, bl.a. kopterne i Etiopien, og hedenske religioner (åndetro, animisme), som dog stadig trænges tilbage som følge af islams og de kristnes missionsvirksomhed. I Østafrika findes indiske religioner blandt de mange dertil indvandrede indere. Groft set kan det siges, at Afrika nord for ækvator, med undtagelse af Etiopien, er behersket af islam, mens kristendommen har sin hovedudbredelse i Zaïre, Øst- og Sydafrika.

Gads Lille Leksikon, 1999

>Neger, 1) menneske der tilhører den negride race; benævnelsen anses i slutningen af 1999erne for "politisk ukorrekt" og nedsættende; 2) person der udfører især litterært arbejde for en anden uden at lægge navn til.

Wikipedia, den frie encyklopædi, 17. september 2004

Neger
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

En neger er en person, der tilhører den negride race. Der er en tendens til, at ordet, der betyder sort, betragtes som racistisk og pejorativt. I USA betegner negerne sig som sorte eller afro-amerikanere.

I Danmark bruges ordet dog stadig af mange mennesker uden en racistisk intention. Ordet beskriver en snævrere gruppe af mennesker, end sort.

Wikipedia, den frie encyklopædi, aktuel

Neger
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

lex.dk, aktuel

neger
Den Store Danske