ISLAM – begrebet fra 1910'erne til nu

Salmonsens konversationsleksikon, 1915-1930

Islam (arabisk ɔ: Hengivelse, nemlig i Guds Villie) er Betegnelsen for den af Profeten Muhammed forkyndte og paa ham støttede Religion; en Bekender af denne kaldes Muslim. Islam hviler dels paa Koranen, den nedskrevne kanoniske Samling af de Forkyndelser af Profeten, der betragtes som direkte Aabenbaring af Guds eget Ord, dels paa de ved mundtlig Tradition (Hadis) opbevarede Udtalelser af Muhammed selv. Dens Hoveddogme er det bekendte: La ilâha illa ’llâhu wa muhammadun rasûlu ’llâhi ɔ: »der eksisterer ingen Gud uden den ene sande, og Muhammed er dennes Udsending«. Ved Siden af dette med stor Styrke hævdede, monoteistiske Princip er det navnlig Troen paa et andet Liv med en for Evigheden gældende Dom samt Troen paa en fra Evighed af bestemt, uforanderlig Skæbne, der danner Grundpillerne i Muhammed’s Religion. Det har kostet den muhammedanske Teologi stor Møje at faa disse to, hinanden saa modstridende Læresætninger bragt i Samklang med hinanden; Menneskets fri Villie er jo den nødvendige logiske Forudsætning for hans Ansvarlighed og den deraf flydende Berettigelse til Løn eller Straf hinsides. Man har da i Almindelighed hjulpet sig med at hævde, at det kun er i de store Hovedtræk, Skæbnen er forudbestemt; de enkelte Tings Afgørelse er, selv om Enderesultatet bliver det samme, frit overladt Mennesket, og det er for de her tagne Bestemmelser, han bærer Ansvaret. De Pligter, som Islam. paalægger sine Bekendere, er væsentlig følgende fem: 1) Bekendelsen af Guds Enhed (Tauhîd), 2) Forpligtelsen til 5 Gange daglig at forrette Bønnen (Salât) med de dertil hørende Afvaskninger og ceremonielle Bøjninger, 3) Forpligtelsen til at afgive en vis Brøkdel af sin Ejendom som Almisse (Zakât), 4) Forpligtelsen til i Maaneden Ramadhàn at overholde en absolut Faste (Sôm) fra Solopgang til Solnedgang, 5) Forpligtelsen til mindst een Gang i sit Liv at foretage en Pilgrimsrejse (Hadj) til den hellige By Mekka; endvidere medregnes af nogle ogsaa 6) Forpligtelsen til ved alle Midler at virke for Udbredelsen af Islam (Djihad). Til disse seks kommer endnu enkelte Regler af mere rituel Natur, saaledes det fra Jødedommen optagne Forbud mod at nyde Svinekød; angaaende Nydelsen af Vin udtaler Koranen sig temmelig svævende; eet Sted (II, 216) siges det, at der i Vinen er baade godt og ondt, dog er det sidste det overvejende; et andet Sted (V, 92) erklæres i bestemtere Udtryk Vinen for at være en forbandet Opfindelse af Djævelen, som de Troende gør bedst i at holde sig fra; den senere Teologi har enstemmig fortolket disse Udtalelser som et absolut Forbud; som bekendt er i Praksis ingen af Islams Forskrifter bleven hyppigere overtraadt end denne. Omskærelsen, der uden Undtagelse iagttages af alle Muhammedanere, og som almindeligvis, ogsaa af dem selv, betragtes som en i Forbindelse med Religionen staaende Ceremoni, omtaler Koranen mærkeligt nok ikke med et Ord. Til disse rituelle Forskrifter har senere enkelte Sekter føjet ny, saaledes hos Wahhabitterne (se nedenfor) det med stor Strenghed overholdte Forbud mod at ryge Tobak, et Forbud, der ejendommeligt nok til Dels fremkaldtes ved, at Arabisk udtrykker Begreberne »ryge« og »drikke« med samme Ord.

Muhammed hævdede selv, at hans Forkyndelse var en videre Udførelse af og Afslutning paa de i Jødernes og de Kristnes hellige Bøger givne Aabenbaringer; det siges udtrykkelig (Koran III, 78—79); »Forkynd: Vi tror paa Gud, paa hvad han har aabenbaret for os, og hvad han har aabenbaret for Abraham, Ismael, Jakob og de 12 Stammer; vi tror paa de Aabenbaringer, som Moses, Jesus og Profeterne har modtaget fra deres Herre; vi gør ikke nogen Forskel paa nogen af dem; thi vi bekender os til Islam Følger nogen en anden Tro end denne, da vil den ikke blive anerkendt, og han vil i den anden Verden komme til at høre til de Fortabte«. Men samtidig med, at Profeten saaledes tog baade det gamle og det ny Testamente, hvis Indhold han rigtignok kun havde indirekte og tilmed temmelig overfladisk og forvirret Kundskab om, til Indtægt for sig, optraadte han skarpt overfor baade Jøder og de Kristne. De første søgte han vel i Begyndelsen af sin Virksomhed at vinde for sig ved flere Tilnærmelser; saaledes bestemtes det, at man under Bønnen skulde vende Ansigtet mod Jerusalem (senere forandredes det til, at Retningen, Kibla, skulde være mod Mekka). Men da dette ikke nyttede, slog han om og angreb Jøderne stærkt (sammenlign Koranen IV, 50 og 154—56). Imod de Kristne hævdede Muhammed navnlig Guds Enhed og Jesu menneskelige Natur; det siges udtrykkelig (Koranen CXII, 3): »Gud har intet Afkom og er ikke Afkom af nogen«. Ogsaa for den senere muhammedanske Teologi blev Treenighedslæren og Jesu dobbelte Natur samt Nadverlæren de tre Punkter i den kristne Dogmatik, hvorimod den vendte sine heftigste polemiske Angreb. Baade om Jøderne og de Kristne paastod Muhammed, at de havde forvansket den hellige Skrift (Koranen IV, 48; V, 18) for at tilintetgøre de Steder, der hentydede til hans Komme (sammenlign Isa), men i øvrigt stillede han sig noget mere venlig overfor de Kristne end overfor Jøderne (Koranen V, 85); Udtrykket i den muhammedanske Bøn (Koranen I, 7): »... de, der har paadraget sig din (ɔ: Guds) Vrede og de Vildfarende« fortolkes ogsaa saaledes, at der ved det første Led sigtes til Jøderne, medens der ved det andet menes de Kristne.

Et andet Tilknytningspunkt for sin ny Religion havde Muhammed i de samtidige Araberes religiøse Ceremonier. Her optog han navnlig Valfarten til Kaaba, det hellige Tempel i Mekka, som et Led i den ny Gudsdyrkelse; da Kaaba jo antoges for opført af Abraham, og da Muhammed som Profet maatte betragtes som dennes sidste Arvtager, foregik denne Tilpasning uden Vanskelighed, og en gammel, hævdvunden Skik, som Araberne næppe havde villet slippe, og hvortil der knyttede sig mange praktiske Fordele ved det forøgede Handelssamkvem og lignende, blev saaledes paa en behændig Maade gjort til et yderligere Bindeled mellem den ny Religions Bekendere. Derimod gør Islam bestemt Front mod alle polyteistiske Tendenser; de gamle Beduiners Sol- og Maanetilbedelse forbydes (Koranen XLI, 37), ligeledes den fetichistiske Dyrkelse af mærkelige Træer eller Stene (for øvrigt er det aldrig lykkedes Islam ret at fordrive disse to religiøse Momenter, hvoraf der endnu i vor Samtid hist og her findes Spor hos Ørkenstammerne). I Tilslutning hertil blev det ogsaa forbudt at søge Orakler samt at opstille Afgudsbilleder (Koranen V, 92); ved en misforstaaet Udvidelse af Begrebet blev dette sidste Forbud skæbnesvangert for hele Kunstens Udvikling paa en stor Del af det islamitiske Kulturomraade, idet enhver kunstnerisk Fremstilling af levende Væsener anses for syndig.

Ogsaa i sin Morallære stod Islams Stifter paa mange Punkter paa samme Trin som sine hedenske Samtidige. Han hævder saaledes Kvindens Underlegenhed under Manden (Koranen IV, 38) og lagde dermed og med Tilladelsen til Polygami (med 4 retmæssige Hustruer som Maksimum) Spiren til senere Tiders saa skæbnesvangre Fornedrelse af Kvinden i Orienten. Hans barokke, næsten brutale Fremstilling af de Glæder, der venter de i Kødet opstandne Troende i Paradisets kølige Haver med de evig jomfruelige Huris (Koranen LVI, 11—38), giver ingen særlig gunstig Forestilling om Profetens moralske Standpunkt. Alligevel tør man vel tro, at han har haft sin bestemte Hensigt med disse Forkyndelser, saa meget mere som det viser sig, at det netop er de her fremdragne Punkter, der i senere Tiders Propaganda har været et af de virksomste Midler til at gøre fremmede Folkeslag, ganske vist alle lavere staaende, modtagelige for Islam. I mangt og meget optraadte Profeten ogsaa som mildnende Samtidens Sædvaner; han gjorde saaledes Ende paa den hos de hedenske Arabere herskende barbariske Skik at dræbe de nyfødte Døtre ved at begrave dem levende (Koranen XVI, 61), og han traf en Række humane Forskrifter angående Slaveriet, der blev bestemmende for alle senere Tider, og som ved deres milde Karakter forskaanede Orienten for den store, sociale Fare, hvis heftige Storme den klassiske Oldtid gentagne Gange havde prøvet.

I s l a m s H i s t o r i e. Der er i ovenstaaende givet en kort Udsigt over de væsentligste og mest karakteristiske Sider ved den af Profeten Muhammed stiftede Religion; at gaa ind paa Spørgsmaalenes Enkeltheder vilde føre for vidt. Man er undertiden tilbøjelig til at tro, at Muhammed fremtraadte med sin Lære som et fuldt og færdigt, helstøbt System, og endnu mere til at mene, at Islam senere har stagneret uden at undergaa nogen fortsat Udvikling. Begge Dele er lige fejlagtige. Man kan, delvis endog af Koranen selv, paavise, hvorledes Muhammed efterhaanden arbejder sig mere og mere fri af de jødiske og kristelige Forestillinger, der synes at have givet ham den første Impuls, og paa samme Maade blev den under senere Kalifer og Sultaner forkyndte Religion paa mange Punkter forsk. fra den, Profetens nærmeste Samtidige havde hyldet. Muhammed var ikke blot Forkynderen af Guds Ord, han blev tillige derigennem det arab. Folks verdslige og aandelige Overhoved, dets Leder indadtil og udadtil. Islam blev derfor ikke blot en Religion eller et Moralsystem, men tillige et socialpolitisk System med Koranen som verdslig Lovbog, og det var netop denne Dobbelthed, der blev bestemmende for hele den følgende Udvikling. Det blev dels de af spekulative Teologer fremsatte Meninger med de deraf følgende Kampe mellem Kætteri og Ortodoksi, dels de til Islam uopløselig knyttede praktisk politiske Spørgsmaal med deres indre Modsætninger, der fik Islam til i Aarhundredernes Løb at antage vekslende Former, og ved adskillige Lejligheder kom disse to Momentrækker til paa en virkningsfuld Maade at gribe ind i hinanden.

Profetens Samtidige havde været alt for optagne af den ny Forkyndelse med alle de mange ydre Omvæltninger, den medførte, og tillige alt for grebne af Muhammed’s egen mægtige Personlighed, til at de følte Trang til en nærmere dogmatisk Begrundelse af Islams Læresætninger. Først efterhaanden, som den udbredte sig mere til fremmede Folkeslag, kom netop ved Berøringen med dem og deres Religion Muhammedanerne til at anstille Betragtninger over det, deres egen Lære indeholdt. Ved Siden af underordnede rituelle Spørgsmaal, der foranledigede Dannelsen af de fire, som lige gode Ortodokser anerkendte Retninger, Schafeitter, Hanefitter, Hanbalitter og Malekitter, var det navnlig Problemet om Guddommens Natur samt, som ovenfor antydet, det vanskelige Spørgsmaal om Skæbnens Forudbestemmelse og Menneskets fri Vilje, der beskæftigede Sindene. Med Hensyn til det første havde Muhammed selv øjensynlig staaet paa et temmelig raat, antropomorfistisk Standpunkt; han tillægger Gud rent ydre, menneskelige Attributter, Hænder, Fødder, Haar o.s.v. Denne Opfattelse af Guddommen søgte man allerede tidlig at rense ved Bortforklaring og Allegoriseren, og der dannede sig allerede i 8. Aarhundrede Mutazilitternes berømte Sekt, som i den følgende Tid fik saa stor Indflydelse paa hele det aandelige Liv i Islam, og som kom til at tælle Orientens mest aandrige og højtbegavede Mænd i sine Rækker. Denne Retning hævdede med Styrke, at det var en Blasfemi at tillægge Guddommen nogen som helst Egenskab; Gud var den rene Aand, ikke den despotiske, hævnsyge Selvhersker, i hvis Skikkelse den ortodokse Islam med Fastholdelse af den ursemitiske Guddomsopfattelse tænkte sig ham. Og idet det menneskelige Liv saaledes blev unddraget Guds vilkaarlige Bestemmelse, blev Menneskets egen fri Vilje sat som det øverste Princip, og Mutazilitterne kom altsaa til at staa som afgjorte Modstandere af Prædestinationslæren.

Denne Sekts Opfattelse af Guddommens Væsen blev ogsaa bestemmende for dens Holdning i et andet, saare vigtigt Problem i den muhammedanske Teologi, nemlig Spørgsmaalet, om Koranen er skabt, eller om den er til fra Evighed af. Den ortodokse Lære, som Muhammed selv havde antydet, men dog ikke videre udført, gaar ud paa at betragte Koranen, Guds Ord, som en Emanation af Guddommen selv, og altsaa maatte den have været til fra Evighed af; fremsat i Billeder udtryktes dette saaledes, at Koranens Original fra Tidernes Begyndelse havde ligget nedskreven i Himmelen, indtil den, da Tidens Fylde kom, aabenbaredes for Muhammed ved Englen Gabriel’s Mellemkomst. Denne Opfattelse havde de første Kaliffer begunstiget; jo mere umuligt det blev at anfægte Koranen, desto fastere blev ogsaa deres udelukkende paa denne støttede Magt. Mutazilitterne maatte ud fra deres Opfattelse af Guds Væsen gaa imod denne Teori, og da de dristig havde sat den menneskelige, fri Vilje i Højsædet, maatte de bekæmpe enhver Tro paa, at denne skulde være bunden af visse fra Evighed af eksisterende Forskrifter; Menneskets egen moralske Følelse var tilstrækkelig til at skelne mellem godt og ondt, og dertil behøvedes ingen Aabenbaring. I deres Bevisførelse for, at Koranen ikke havde været til fra Evighed af, støttede Mutazilitterne sig paa de ret talrige Tilfælde, hvor senere forkyndte Afsnit af Koranen staar i Modstrid med eller indeholder Berigtigelser til foregaaende. Denne Sekts dogmatiske Anskuelser ang. Koranen er særlig nedlagte i den af den store Lærde Zamakhschari (død 1143), en af de aandrigeste Arabere, forfattede Kommentar, al-Kaschschâf; den i Orienten senere hyppigst anvendte Kommentar, forfattet af Beidhåwî, er i Virkeligheden ikke andet end en Udskrift af denne, hvor med ortodoks Ængstelighed alle de kætterske Udtalelser er fjernede.

Det havde utvivlsomt bragt Velsignelse for Orientens Kulturliv, saafremt den Udvikling af Islam, som Mutazilitterne havde givet Stødet til, og hvor dristig Rationalisme var parret med religiøs Idealisme, var gaaet af med Sejren. Dette blev ikke Tilfældet. Mutazilitterne, der havde døjet en Del under de sidste umajjadiske Kalifer, nød for en kortere Tid godt af den politiske Omvæltning, der fandt Sted ved Abbasidernes Sejr over disse. Den fri, ofte fritænkerske Tone, der herskede under de første Abbasider, den glade, somme Tider lovlig ubundne Livsanskuelse, der gav det muntre og aandrige Kalifhof i Bagdad sit særlige Præg, maatte være fjendtlig mod al Ortodoksiens Knarvorenhed og Pindehuggeri og begunstige de højtbegavede mutazilitiske Filosoffers dristige Spekulationer. Men ogsaa paa dette Omraade kom snart den politiske Dekadence, der saa hurtig indtraadte under Abbasiderne, til at gøre sig gældende; man saa nu i Kalifatets synkende Magt og Herlighed en Guds Straf for tidligere Slægters overmodige Udskejelser, man tabte Tilliden til sig selv og søgte Trøst i en ængstelig Bogstavtro. Hertil kom saa, at, som naturligt var, Folkets store Masse i Grunden altid var bleven ret uberørt af Mutazilitternes overlegne og dybsindige Spekulationer. Da Kalifen Mutewakkil (847—861) søgte at frigøre sig for sin tyrkiske Livvagts Overherredømme, kunde han som den tyrkiske Sultan Mahmud i 19. Aarhundrede kun finde en Modvægt mod de overmodige Prætorianere ved at kaste sig i Armene paa selve Folket, men den nærmeste Vej til at vinde dette var at optræde som Ortodoksiens Genopretter; han vandt tillige derved alle de underordnede Gejstlige, hvis Fanatisme var lige saa stor som deres Uvidenhed, og som hver i sin Kreds havde stor Indflydelse paa Befolkningen. At Mutewakkil trods sin Grusomhed; Vilkaarlighed og Ødselhed kunde regere uhindret i hele fjorten Aar, viser bedst, hvor megen Ret han havde haft i sine Beregninger, da han søgte sin Støtte i det fanatiske Reaktionsparti. De mutazilitiske Lærdomme blev erklærede for Kætteri; dog blev Forfølgelsen mod Personer ikke saa streng som i senere Aarhundreder i Europa, til Dels maaske fordi de kætterske Meninger var stærkest repræsenterede i de socialt højest staaende Klasser.

Ved Siden af disse indre Kampe blev Islams religiøse Udvikling endnu mere bestemt ved udefra kommende Indflydelse, og der kan her bemærkes en bestemt geografisk Sondring mellem den afrikanske og asiatiske Islam. I Afrika traf den ny Religion kun paa den faldefærdige byzantinske Kultur, der ikke i sig rummede Mulighed for ny Impulser, eller paa lavtstaaende hedenske Folkeslag, som naturligvis endnu mindre skulde bringe ny Tanker ind i Islam. Heraf kom det, at den afrikanske Islam forholdsvis let bevarede sin oprindelige Karakter og blev sig selv lig ned igennem Aarhundrederne; kun paa et enkelt Punkt, Mahdi-Læren (sammenligning nedenfor), har den ladet sig paavirke Øst fra.

Ganske anderledes blev Forholdet i Asien, hvor den ny Religion fik med saa højtbegavede Nationer som Persere og Indere at gøre. Den semitiske Races ejendommelige Hang til at se et svælgende Dyb mellem Guddommen og Mennesket maatte her vige for Indoeuropæernes Tilbøjelighed til panteistiske Spekulationer. Den ældgamle, asiatiske Tro paa, at Guddommen med visse Mellemrum i Historien aabenbarer sig i en menneskelig Inkarnation, sneg sig ogsaa ind i Islam og gav Anledning til forskellige Sektdannelser; om Kalifen Ali blev det af hans Tilhængere snart efter hans Død sagt, at Gud havde haft Bolig i hans Legeme, og det samme blev sagt om flere senere Imamer. Og da saaledes den oprindelige Islams krast monoteistiske Princip var brudt, var dermed Vejen banet for alle Slags eksalterede Mystikeres panteistiske Drømmerier; ved Hengivelsen i den mystiske Ekstase blev det muligt at assimilere sig med Guddommen, saa at en af de ældste Mystikere, Hallâdj (død som Martyr 921 A. D.), endog kunde udraabe: »Jeg er Gud!«. Man bibeholdt vel Koranens Bogstav, men fortolkede hele dens Indhold allegorisk; paa denne Maade udvikledes den Retning, der fik Navnet Sufisme (se denne), og som navnlig gennem sine talrige Munkeordener og hemmelige Broderskaber kom til at faa stor Betydning lige til vore Dage. Sufierne løste sig efterhaanden mere og mere ud fra det overleverede Indhold af Islam; ligesom de Ortodokse i deres Kamp med Rationalisterne havde sagt: »Traditionen staar over Fornuften«, saaledes sagde nu Sufierne: »Intuitionen staar over Traditionen«, og det var dermed i Grunden fuldstændig overladt den individuelle Spekulation, hvor langt man vilde fjerne sig fra den oprindelige Islam.

Trangen til Mysticisme gav sig ogsaa Udslag i en stigende Forkærlighed for at beskæftige sig med Fremtiden og navnlig med Verdens sidste Dage. Efterhaanden som den islamitiske Kultur sank sammen, og den videnskabelige Forskning døde ud, blev denne usunde Aandsføde, fantastiske Spekulationer over Verdens Undergang, slugt med stadig større Begærlighed. Man søgte ogsaa i Drømmerierne om Fremtiden en Trøst for den sørgelige Erkendelse af, at Islam efterhaanden mere og mere viste sig Vestens Kultur underlegen. Den islamitiske Nationalstolthed kunde ikke nøjes med Bevidstheden om, at de Rettroende skulde gaa lige lukt ind i Paradiset, medens Helvedes Flammer ventede de forhadte Europæere; man vilde have Oprejsning allerede i denne Verden, og ud af alle disse Momenter dannedes Mahdi-Læren, der navnlig i 19. Aarhundrede har haft saa betydningsfulde Konsekvenser.

Mahdien er den sidste af de tolv Imamer, der umiddelbart før Verdens Undergang skal komme og afslutte Profeternes Række. Værdigheden som Imam betragtedes i Islams første Aarhundreder som arvelig i Kalifen Ali’s Slægt, men da den tolvte i Rækken forsvandt som ung, dannede der sig hurtig den Forestilling, at han lever skjult et Sted for, naar Tidens Fylde kommer, at vende tilbage som Mahdi. Et Folk har altid vanskeligt ved at finde sig i Forestillingen om sine religiøse eller politiske Yndlinges virkelige Død. En Tradition, der udsagde, at der imellem Profeten og Mahdien’s Genkomst skulde ligge tolv Aarhundreder, har bevirket, at netop 19. Aarhundrede har set adskillige Mahdier fremstaa, af hvilke den betydeligste blev Muhammed Ahmed, Beherskeren af Sudan.

At Mahdismens Tilhængere imidlertid ikke altid er sig dens eschatologiske Enkeltheder bevidst, men at Bevægelsen ogsaa maa opfattes som Udslag af et almindeligt Ønske om en religiøs Reform, ses deraf, at Bevægelsen i Sudan kunde holde sig efter Muhammed Ahmed’s Død, sas at ogsaa denne ligesom Profeten kunde faa sin Kalif som Efterfølger. De religiøse Broderskaber, de forskellige Dervischordener, hvorfra Mahdien rekruterede sine fanatiske, dødsforagtende Krigere, vil ogsaa i Fremtiden bestandig være rede til at følge ny opdukkende Profeters Kalden; det vilde være forhastet at tro, at den afrikanske Islam, der i sin Propaganda blandt de indfødte Stammer viser saa stor Livskraft, har sagt sit sidste Ord i den store Politik.

Ved Siden af Mahdismen har Islam i 19. Aarhundrede endnu to Reformbevægelser at opvise, nemlig Senusismen i Afrika og Wahhabismen i Centralarabien. Begge Retninger tilstræber en Reaktion i Islam, en Tilbageføren af Religionen til dens oprindelige Simpelhed og Renhed. Den første stiftedes af Muhammed ben Ali as-Senusi, der i Begyndelsen af 19. Aarhundrede Stødtes i Tlemcen i Algérie, og hans Tilhængere findes endnu spredte i forskellige Broderskaber i hele Nord- og Centralafrika; Wahhabitternes Sekt dannedes af Ibn Abd-el-Wahhab, der grundede det endnu i Centralarabien bestaaende Puritanersamfund. I deres Stræben efter at genoprejse den sande Islam kom begge til stærkt at understrege det asketiske Moment; Ibn Abd-el-Wahhab forbød sine Tilhængere som ovenfor nævnt at ryge Tobak, at bære Silkeklæder o.s.v., og da Wahhabitterne 1803 erobrede Mekka, ødelagde de alle de hellige Gravsteder og berøvede Kaaba’en sin Pynt. Deres politiske Magt blev snart efter knækket af Muhammed Ali, idet Ibrahim Pasha 1818 indtog deres Hovedstad Dereja, men de har senere grundet et nyt Rige med Riad som Hovedstad og holder sig endnu bestandig med sekterisk Selvgodhed i streng Afsluttethed fra alle andre Muhammedanere. Umiddelbart før Verdenskrigen forsøgte Englænderne en Tilnærmelse til Wahhabitfyrsten i Riad, men denne Politik blev overflødig, da Sherifen af Mekka, den senere Konge af Hedjaz, Husajn 1916 sluttede sig til England.

I Asien kom, af de ovenfor udviklede Grunde, de religiøse Reformbevægelser til delvis at gaa uden for den egentlige Islams Ramme. Mahdi-Læren blandedes her sammen med de gamle panteistiske Forestillinger; den, der i Afrika kun kunde blive en Profet, kunde her paa indoeuropæisk Jordbund betegne sig som en Emanation af Guddommen, saaledes som netop i den mærkeligste religiøse Rejsning, der i 19. Aarhundrede har fundet Sted i den asiatiske Islam, nemlig Babismen i Persien. Denne Sekt, stiftet af Ali Muhammed, kaldet Bâb (ɔ: Porten, nemlig til Himlen), blev mærkelig ved, modsat andre islamitiske Sekter, at optage socialpolitiske Elementer i sin Lære, idet den forkyndte en Slags Kommunisme; det var dette, som bragte den ellers tolerante pers. Regering til at skride ind, og 1850 maatte Bâb med mange Tilhængere lide Martyrdøden. Sekten vedblev dog at bestaa; en Halvbroder til Bâb’s Efterfølger, en Mand ved Navn Beha-ullah, proklamerede sig som ny Profet, og i den af ham reformerede Skikkelse, Behaismen, fik den ny Lære stærk Fremgang og naaede endog at danne Menigheder i Amerika og Europa.

Ved Siden af alle disse, udelukkende eller hovedsagelig rent religiøse Bevægelser blev Udviklingen i Islam ligeledes betinget af dens Egenskab som den vigtigste Faktor i det verdslige politiske Liv. Det er en ældgammel, semitisk Statstanke, at i et Samfund den øverste aandelige og verdslige Myndighed forenes hos een og samme Person. Fastholdelsen af denne Tanke bevirkede, at der hos de islamitiske Folk aldrig opstod noget Hierarki; den underordnede den gejstlige Autoritet under den verdslige og gjorde derved paa mange Maader Religionens Udvikling afhængig af Politikkens Svingninger.

Allerede under de første Kalifer kom dette lydelig for Dagen. De Borgerkrige, der førtes under Osman og Ali, og som afsluttedes med dennes Drab og Umajjadernes Sejr, var foranledigede af rent verdslige Hensyn. Alligevel foraarsagedes derved det største religiøse Skisma i Islam, idet Ali’s Tilhængere udskilte sig under Navnet Shiitter og erklærede de 3 første Kalifers Valg for ugyldigt; Shiitterne, der senere saa at sige overførte hele den Ærbødighed, som skyldtes Profeten, paa Ali og hans Sønner og derved lagde den første Grund til Helgendyrkelse inden for Islam, blev særlig fremherskende i Persien; den øvrige muhammedanske Verden samlede sig under Fællesnavnet Sunnitter ɔ: Tilhængere af Traditionen. Den statslige Grundtanke i Islams ældste Tid, at Værdigheden som Kalif, som Profetens Stedfortræder og derved den øverste Behersker af alle Troende, overleveredes fra Slægt til Slægt ved Valg af den ældste og værdigste inden for Muhammed’s Familie, blev ogsaa snart forrykket. Allerede under Umajjaderne i Damaskus blev Valget en ren Formsag og Kalifatet et arveligt Despoti. Og endnu mere fjernede man sig fra det ældste Princip, da Islam politisk set deltes i to Dele med en Kalif i Bagdad og en i Cordoba, der begge erklærede sig for de Troendes Behersker. Dette førte til vigtige Modifikationer i den islamitiske Statsret. Man anerkendte, ogsaa i Teorien, at der meget vel kunde være mere end eet gejstligt Overhoved, og drevet af Kendsgerningernes Magt endte man endog med at indrømme, at det gejstlige Supremati ogsaa kunde gaa over paa fremmede Usurpatorer uden for de gamle Kalifslægters Kreds. Stat og Kirke kunde jo engang ikke skilles; Statens Herre blev derfor eo ipso ogsaa Kalif. Det er støttet paa denne Statsretslære, at de tyrkiske Sultaner har kunnet hævde for sig Retten til at anerkendes som de Troendes Behersker, og efterhaanden har saa godt som hele den islamitiske Verden i Følelsen af det nødvendige af at have et Overhoved sluttet sig til denne Opfattelse. Sultanen af Tyrkiet er Profetens direkte Efterfølger og Islams Overhoved, ikke blot for Konstantinopels Indbyggere, men ogsaa for de fjerne, indiske og malayiske Muhammedanere. Det Baand, der binder hele Islam sammen, uanset Nationalitets- og Sprogforskel, er vel ikke altid synligt, men det er dog saa stærkt, at man, som engelske Politikere endnu efter Verdenskrigen med Rette har fremhævet, ogsaa i Fremtiden vil gøre klogt i at tage det med i Betragtning.

Islam tæller efter et tilnærmelsesvis Skøn for Tiden (1921) cirka 230 Mill. Bekendere.

(Litteratur: Sprenger, »Das Leben und die Lehre Muhammed’s« [3 Bd, Leipzig 1865]; Dozy, »Het Islamisme« [Haarlem 1863]; Kremer, »Gesch. der herrschenden Ideen des Islams« [Leipzig 1868]; Le Chatelier, L’Islam au dixneuvième siècle [Paris 1888]; Goldziher, »Muhammedanische Studien« [2 Bd, Halle 1889—90]; Samme, »Vorlesungen über den Islam« [Heidelberg 1910]).
J. Ø.

Den nye Salmonsen, A-Å, 1949

'islam (arabisk: hengivelse (nemlig i Guds vilje)), er den af Muhamed stiftede religion. Han betragtede sig som en profet, der var sendt til araberne ligesom Abraham, Moses og andre til jøderne og Jesus til de kristne, og ville advare sine landsmænd mod den kommende dom. De åbenbaringer, han modtog fra Gud, formidlet gennem engelen Gabriel, er senere samlet i Koranen. De genstridige stillede han helvedes rædsler i udsigt, de troende Paradisets materielle glæder. I den nye religion trådte især 5 bud i forgrunden: 1) trosbekendelsen: der er ingen Gud uden Allah, og Muhamed er hans profet; 2) bønnen d.v.s. knælen og nedkastelse med panden mod jorden under fremsigelse af bestemte ord. Den foretages 5 gange om dagen med ansigtet vendt mod Mekka; 3) almisse til nødstedte; 4) pilgrimsfærden til Mekka ; 5) fasten d.v.s. afholdelse fra mad og drikke fra solopgang til solnedgang i hele måneden Ramadan (d. 9.). - Grundlaget for islam, der ikke var efterladt af profeten som en fuldt udviklet religion, har først og fremmest været Koranen. I næste række kom traditionen om, hvad der havde været skik og brug (arabisk: sunnah) for profeten og den ældste menighed. Sunnitterne (tilhængerne af sunnah) udgør hovedparten af islams bekendere. Efterhånden udformedes detaillerede systemer, der fremstillede de troendes pligter under alle livets forhold. En faktor af allerstørste betydning for islams udvikling har idjmâ-princippet været. Læren om idjmâ (arabisk: enighed) betyder, at menigheden ikke kan tage fejl i noget, som den er enig om. Selv om der hermed er skabt mulighed for nye tanker og sæder, har dette dogme ganske overvejende virket i konservativ retning som værn om det nedarvede. I øvrigt rummer i talrige sekter af de forskelligste afskygninger. I mødet med vesterlandsk tænkning og kultur er islam blevet sat på en svær prøve. Ved allegorisk og rationalistisk fortolkning af Koranen har man forsøgt at tilpasse i efter den europæiske tænknings og videnskabs krav.

Nordisk Konversations Leksikon, 1960-1964

islam, (arabisk: hengivelse i Allah's vilje), navn for den af profeten Muhammed (570-632) skabte verdensreligion; en bekender af islam kaldes muslim. Islam bygger på Koranen (se denne), de på mundtlig tradition opbevarede udtalelser af Muhammed (Hadith), de ved traditionen overtagne forskrifter (Sunna), og ved menighedens overensstemmelse (Idschma'). Islams hoveddogme indeholdes i sætningen: Der er ingen Gud uden den sande, og Muhammed er hans profet, hvori det monoteistiske princip fremtræder med den største skarphed og simpelhed. Desuden lærer islam troen om et andet liv med en fra evigheden gældende dom og tro på en fra evighed skabt uforanderlig skæbne. Den muhammedanske teologi har haft vanskeligt ved at forene de to modstridende sætninger; menneskenes frie vilje er forudsaetningen for lønn eller straf hinsides, men man har bl.a. hjulpet sig med en henvisning til Guds barmhjertighed. De pligter, islam pålægger sine bekendere, er : 1) bekendelsen om Guds enhed, 2) de fem daglige bønner med tilhørende afvaskninger, 3) pligten til at give en brøkdel af sin ejendom som almisse, 4) faste i Ramadan-måneden fra solopgang til solnedgang, 5) pligten til mindst en gang i sit liv at foretage en pilgrimsrejse til Mekka. Hertil føjer nogle forpligtelsen til at udbrede islam, om fornødent ved våbenmagt. Desuden kommer visse forbud, bl.a. mod nydelsen af svinekød og vin. Muhammed søgte i begyndelsen af sin forkyndelse at nærme sig de bestånde religioner, især kristendommen og jødedornmen, og fik nationalhelligdommen i Mekka, Kaaba'en, lempet ind i sit religiøse system, men gjorde skarp front mod den gamle arabiske afgudsdyrkelse. Efter Muhammeds død udviklede islam sig til et socialpolitisk system med Koranen som lovbog; herved udvikledes fire juridiske skoler, der alle ansås for ortodokse, grundet på forskellige opfattelser af rituelle spørgsmål; samtidig opstod dogmatiske skoler, der gjorde islams trosindhold til genstand for spekulation; isaer stredes man om gudsbegrebet, åbenbaringslæren og læren om den frie vilje. Den berømteste teologiske skole er mutazilieterne. Også mystikken og askesen blev optaget i islam. Islam er delt i to hovedsekter, sunniter (s.d.) og shiiter, (s.d.), der oprindeligt opstod af politiske partier. - Litteratur: I Galdziher: Vorlesungen über den Islam.
Hu.A.

Gyldendal tobinds leksikon, 1985

'islam [arab.: is'la:m], muhammedanismen: den yngste af de store verdensreligioner, stiftet af •Muhamed mellem 610 og 632. Ordet islam betyder bade hengivelse og fred, dvs. underkastelse under den ene, sande gud, Allah, og den fred Allah giver. Den der hengiver sig til Allah kaldes muslim. Allahs endegyldige abenbaring blev givet til Muhamed og findes nedskrevet i Koranen. Endvidere bygger islam på sunna, dvs. sædvanen i den første menighed, overleveret i traditionssamlingen hadith. I islam ses stærk indflydelse fra den gamle arabiske stammereligion, jødedommen og kristendommen. Gamle Testamentes profeter og Jesus er tidlige åbenbarere af Allahs vilje. I trosbekendelsen understreges den strenge monoteisme: Der er ingen gud uden Gud (Allah), og Muhamed er hans profet. Hovedpunkter i islam er endvidere troen på at Allah fra evighed har bestemt menneskets handlinger og skæbne, og på opstandelsen på den sidste dag. Islams fromhedsliv er koncentreret om troens 5 søjler: trosbekendelse, bøn (5 gange daglig med Mekka som bederetning), almisse, faste (i •ramadhan-måned) og valfart. Valfarten hadjdj skal foretages mindst en gang i en muslims liv til det centrale helligsted, •Ka'ba i Mekka. Gudstjeneste finder sted i en moske, fra hvis tårn, minareten, muezzinen kalder til bøn. Der er forbud mod fremstilling af gudebilleder. Endvidere er der forbud mod vin og svinekød. Op til fire hustruer er tilladt.

• UDBREDELSE. Princippet om hellig krig, djihad, der i vore dage adskillige steder tolkes åndeligt, førte efter Muhameds udvandring, hidjra, fra Mekka til Medina i 622 (begyndelsesåret for islams tidsregning) til en hurtig politisk og religiøs underlæggelse af Arabien. Under Muhameds efterfølgere, kalifferne, udbredtes islam helt frem til Europa; ekspansionen standsedes her af Karl Martel i slag ved Tours 732. Islam er nu udbredt i Nord- og Central-Afrika, Mellemste Østen. Pakistan, dele af India, Malaysia og Indonesien og har ca. 500 mio tilhængere. Politiske og dogmatiske stridigheder skabte i tidens løb forskellige retninger inden for islam, hvoraf de to vigtigste er de ortodokse •sunnitter i fx Arabien og •shi'itterne i fx Iran. Som mere sekteriske retninger kan nævnes •bahaismen og •Ahmadiyya. Sidstnævnte har mission i bl.a. Skandinavien med moské i Hvidovre (1967).

• ISLAM OG POLITIK i NUTIDEN. Af muslimer opfattes islam ikke blot som en religion, men som den altomfattende og altbestemmende faktor i livet. Centralbegrebet bag opfattelsen af islam som komplet lære og livsmønster er shari'a, loven, der hviler direkte pa Guds åbenbaring i Koranen. Shari'a er givet en gang for alle; en ny lovivning er utænkelig, kun en lovfortolkning er mulig. Shari'a udelukker muligheden for verdsliggjorte stater og er grundvold bag styreformer i en række nye islamiske stater: Libyen, Bangladesh, Pakistan, Iran. - Såvel inden for sunnitter som inden for shi'itter findes der en række •fundamentalistiske bevægelser: i Egypten, Pakistan og Saudi-Arabien, i "Det muslimske Broderskab", og i den "islamiske revolution" i det shi'itiske Iran. Med den vigtige pakistanske ideolog, Mawdudis, (d. 1979), formulering ønsker man et „teo-demokrati", dvs. et samfund der ikke er demokratisk-socialistisk i vestlig, verdslig forstand, men et gudsstyret, retfærdigt samfund. - De islamiske lande har i 1970erne institutionaliseret deres samarbejde gennem topkonferencer og verdensforbund (Muslim World League); en baggrund herfor er valfarten til Mekka (hadjdj) hvor toppolitikere kan mødes; dette understreger ogsa kultstedernes, Saudi-Arabiens. centrale placering i den islamiske verden.

Lademanns Multimedia Leksikon, 1997

islam [is'lα.m] (arabisk): underkastelse under Allahs åbenbarede vilje; den af profeten Muhamed mellem ca. 610 og 632 udformede verdensreligion. Ordet islam bruges tillige om de troendes samfund. Religionens kerne er den strenge monoteisme: der er kun én gud (Allah), en reaktion mod det forvirrede mangeguderi, der trivedes omkring Ka'aba i Mekka. Muhamed anerkendte imidlertid, at denne gud havde åbenbaret sig for mange forskellige folk gennem tiderne, og en muslim er forpligtet til at tro på alle guds sendebud; blandt disse er Abraham, Moses og Jesus; men islam tager naturligvis skarpt afstand fra påstanden om Jesu guddommelighed. Muhamed er den sidste store profet, der bringer den endelige og fuldkomne lov; han hyldes som "profeternes segl, profeternes herre, den bedste af mennesker" osv. Islam bygger på 5 "søjler": bekendelse, bøn, faste, almisse eller fattigskat og valfart. Bekendelsen, der gør folk til muslimer (bekendere af islam), lyder: La ilaha illallah muhammadur-rasulullah, dvs. Ingen er tilbedelse værdig med undtagelse af den ene sande Gud, og Muhamed er Hans sendebud. Gud er efter sit væsen uerkendelig, men åbenbarer sine egenskaber: han er den nådige, den barmhjertige, herren på dommens dag, den alvidende, den almægtige, den ophøjede, den viise, den elskende osv. Nogle muslimer nævner under jødisk indflydelse 99 egenskaber, men i Koranen omtales direkte eller indirekte mere end 100 guddommelige egenskaber. Fem gange om dagen lyder muezzinens kald til bøn: før solopgang, over middag, senere på eftermiddagen, efter solnedgang og når natten er faldet på. Det er særlig fortjenstfuldt at bede i fællesskab, f.eks. i en moské. Den rituelle bøn består af recitation, bøjninger og nedkastelse medpanden på jorden, samtidig med at Gud påkaldes og hans egenskaber erindres. Fattigskatten blev oprindelig opkrævet med satser, fastsat af den centrale myndighed, men er nu nærmest en privat pligt, som dog ofte og gerne opfyldes. Fasten finder sted i den 9. måned i måneåret, nemlig Ramadan, i hvilken åbenbaringen af Koranen tog sin begyndelse. Man faster fra gry, dvs. ½ time før solopgang, til solnedgang. I fastetiden afholder man sig i dagens timer fra at spise og drikke, fra rygning og seksuelt samkvem og bruger så meget af sin tid som muligt på bønner og Koran-læsning. Pilgrimsfærden til Ka'aba i Mekka, der betragtes som den første helligdom for den ene, sande Gud, genopbygget af Abraham og Ismael, skal foretages én gang i livet, såfremt omstændighederne tillader det og man har råd til at tage sin familie med eller forsørge dem derhjemme. Ved den årlige valfart, regnet efter måneåret, følges nøje det ritual, Muhamed fastlagde, da han selv ledede færden år 10 e.H. (632 e.Kr.). Allerede af disse fem grundpiller ses, at islam i mindre grad er præget af dogmer end af praktiske love og forskrifter, der regulerer hele den muslimske tilværelse. Islamisk eksegese har derfor ofte haft et juridisk-moralistisk tilsnit snarere end et teologisk. Af stor praktisk betydning er forbudene mod nydelse af svinekød og vin. Forbudet mod at afbilde levende væsner, overtaget fra det 2. af Moselovens 10 bud, blev tidligere i de fleste islamiske lande overholdt bogstaveligt, hvilket gav anledning til fremkomsten af den karakteristiske islamiske kunst, der samler sig om plantemotiver og arabesker. I moderne islamiske samfund fortolkes budet efter sit indhold, dvs. som et forbud mod billedtilbedelse. Bestemmelsen om, at en muslim må have indtil fire hustruer, har gennem tiderne kun været af betydning for et mindretal af muslimerne og er helt uden betydning i moderne islamiske lande. Et punkt i islams lære, der har givet anledning til dogmatisk strid og sektdannelse, er qadar eller taqdir, der betyder forudtilmåling eller skæbne. Dette er af nogle blevet opfattet som prædestination, hvilket imidlertid strider mod Muhameds lære om de dødes opstandelse til dommen, hvor de ugudelige straffes, mens de fromme går ind til paradisets glæder. I moderne islamisk fortolkning er derfor qadar udlagt som en forudbestemmelse, ikke af handlingen, men af handlingens konsekvens. Islams hellige skrift er Koranen, al-Qur'an, der rummer Allahs åbenbaringer til Muhamed gennem ærkeenglen Gabriel, ifølge overleveringen nedskrevet, efterhånden som åbenbaringerne fandt sted. Dertil kommer som rettesnor for ortodokse muslimer hadith, profetens udsagn og handlinger, som nogle hundrede år senere er nedfældet i Sunna, der rummer profetens og hans første menigheds praksis. Langt de fleste muslimer er sunnitter, dvs. følger sædvanen som fastlagt i Sunna. Den største ikke-ortodokse retning er shiitterne, som har deres egne traditionsbøger, men i øvrigt følger Koranen; shiitterne mener, at kaliffen, islams åndelige overhoved, skal nedstamme fra profeten (der findes en del slægter, der nedleder deres herkomst fra profetens datter Fatima). Shiitterne udgør henved 10 % af muslimerne og findes især i Iran og Indien. Inden og uden for de to hovedretninger er der gennem tiderne opstået en del sekter, bl.a. sufier, wahabitter og ismaelitter. Ved Muhameds død var det meste af Arabien vundet for islam, og i de følgende årtier foretog den unge tro et enestående erobringstog. Over hele Nære og Mellemste Østen, gennem det fordum mægtige Perserrige og langs hele N-Afrika gik kaliffens hære deres sejrsgang, og straks efter åbnedes et vældigt knibtangsangreb på Europa. Det østlige fremstød blev foreløbig standset foran Konstantinopels mure 718; først adskillige årh. senere kunne en ny islamisk ekspansion båret af tyrkerne vinde fodfæste på Balkan, erobre Konstantinopel (1453) og det meste af Ungarn og til slut true Wien (1683). Det vestlige fremstød erobrede Den iberiske Halvø og standsedes først ved Poitiers i Frankrig 732. De undertvungne folk beholdt fuld religionsfrihed; men i Østen og N-Afrika gik de fleste over til islam, der senere også bredte sig til Indien, Indonesien, Centralasien og dele af det sorte Afrika. I 7.-8. årh. var islam samlet i ét vældigt imperium under Omajjade-kalifferne i Damaskus. Under Abbasiderne (fra 750) faldt riget fra hinanden i et antal helt eller delvis selvstændige kalifater, sultanater og emirater i Bagdad, Córdoba, Cairo og andre steder. Fra 8. årh. til korstogstiden blomstrede en islamisk højkultur, til hvilken europæisk videnskab står i stor gæld. Det skyldes islams videnskabelige tolerance, at oldgræske og hellenistiske værker i stort tal er bevarede. I den islamiske verden foregik en livlig og fordomsfri forskning, der dels byggede på Det nære Østens gamle kulturer, dels hentede værdifulde impulser i Indien, f.eks. titalssystemet med nullet. Arabiske gloser, der er gået ind i de fleste europæiske sprog, vidner om de felter, hvor islamiske lærde blev Europaslæremestre: (al)kemi, algebra, almanak, ciffer, zenit og mange flere. Islam tæller nu ca. 700 mill. tilhængere. Den er den fremherskende religion i N-Afrika, Nære og Mellemste Østen og Indonesien og har mange tilhængere i Ø- og V-Afrika, Indien, dele af Rusland og SØ-Europa. En moderne, missionerende retning er Ahmadiyya-bevægelsen, der arbejder i hele verden og har bygget 6 moskeer i Europa, deriblandt Nusrat Djahanmoskeen i Hvidovre, indviet 1967; samme år udkom Koranen på dansk og en Muhamed-biografi offentliggjordes. Efter de sidste årtiers indvandring er der henved 30.000 muslimer af udenlandsk, mest tyrkisk og pakistansk herkomst i Danmark, og de agter at opføre en stor moské med tilhørende sociale og kulturelle institutioner på Islands Brygge i København. I 1970erne vågnede den islamiske fundamentalisme, der længe havde været i baggrunden, og skabte såvel indre som ydre problemer for mange islamiske lande.

Gads Lille Leksikon, 1999

is'lam, arabisk: hengivelse; verdensreligion grundlagt af Muhamed mellem 610 og 632. I lslams lære er påvirker af såvel jødedom som kristendom. Islams hellige skrift er koranen, samt overleveringerne om Muhameds ord og gerninger (Sunna). Islam afviser kristendommens lære om treenigheden ("Der er ingen gud uden Allah, og Muhammed er hans profet"). Fromhedslivet er koncentreret om "De 5 søjler": tro, bøn, almisse, pilgrimsfærd til Mekka, faste. Foruden to hovedretninger, shiitter og sunnitter, findes talrige sektdannelser og særretninger. Cirka 500 millioner tilhængere, muslimer; → fundamentalisme. K

Wikipedia, den frie encyklopædi, 12. september 2003

Islam
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Islam er en religion baseret på profeten Muhammeds åbenbaringer, som efter hans død blev nedskrevet i Koranen.

Udøvere af Islam kaldes muslimer.

Bygningerne hvor muslimer samles til bøn kaldes moskeer.

En anden ældre profet i Islam er Jesus af Nazareth.

Wikipedia, den frie encyklopædi, aktuel

Islam
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

lex.dk, aktuel

islam
Den Store Danske