INDIANERE – begrebet fra 1810'erne til nu

Conversations-Lexicon, 1816-1828

[ ingen artikel ]

Nordisk Conversations-Lexicon, 1858-1863

[ Kommer snart ]

Allers Illustrerede Konversationsleksikon, 1892-1899

Indianere, Amerikas oprindelige Beboere; de fik Navnet, fordi Columbus som bekendt mente, at der var Indien, han var kommet til. De havde og have en og samme Type over hele Amerika: kobberrød Hudfarve, glat sort Haar og et bredt Ansigt, men ogsaa deres Karaktertræk ere temmelig overensstemmende, saa at det er rimeligt nok, hvad Antropologerne mene, at Amerikas Befolkning i en meget fjern Fortid er indvandret fra Nordasien som et fuldstændigt uciviliceret Folk, har bredt sig over Verdensdelen, og at den paa sine Steder store indianske Kultur, som Spanierne traf paa i Mexiko, Peru og flere Stedet, har udviklet sig efterhaanden i selve Amerika. De kultiverede Indianere maatte først bukke under for de indtrængende, rovlystne Erobrere, og de nu levende, ucivilicerede Indianersatmmer, der leve rundt om i Nord- og Sydamerka, kunne ikke staa sig mod den fremtrængende Kultur og gaa stadigt og sikkert deres fuldstændige Undergang i Møde. De levende Indiandere falde i en stor Mængde Stammer og Folkeslag og tale over 400 forskellige Sprog; nogle faa af disse have dog delvis tilegnet sig den europæiske Kultur, have taget faste Boliger, beskæftige sig med Agerbrug og Bjærgværksdrift og have antaget Kristendommen og i Regelen ogsaa et europæisk Sprog (Spansk, Engelsk eller Fransk); andre strejfe om som Fiskere og Jægere, have ikke antaget Kristendommen og have bevaret deres Uafhængighed. I de Nordamerikanske Fristater er der omtrent 1/4 Million Indianere, i engelsk Nordamerika cirka 122.000.

Europæerne have behandlet Indianerne paa den skændigste Maade og have stadigt opført sig troløst imod dem, saa det er ikke til at undres over, at de ulykkelige undertrykte, der behandledes som Dyr og bleve drevne bort fra deres Hjem og berøvede deres Eksistensbetingelser trods alle givne Løfter, nu og da have rejst sig mod deres Forfølgere med et saaret Dyrs hele Vildhed. Det er muligt, at denne Folkerace ikke er modtagelig for europæisk Kultur, skønt der haves mange Eksempler paa det modsatte, men det er i hvert Fald sikkert, at særligt Englænderne ikke have gjort noget alvorligt Forsøg paa at behandle dem som Medmennesker, og at de have stødt dem bort i Stedet for at drage dem til sig.

Salmonsens store illustrerede Konversationsleksikon - En nordisk Encyklopædi, 1893-1911

Indianere er den almindeligst anvendte Betegnelse for de oprindelige Beboere af Nord- og Sydamerika, med Udelukkelse af Eskimoerne. Navnet anvendtes første af Columbus, der mente, at de Øer, han opdagede, vare en Del af Indien, og kom derefter i Brug, men er i Nutidens videnskabelige Terminologi afløst af Betegnelsen Amerikanere eller den amerikanske Race, en Betegnelse, der tillige omfatter Eskimoerne. Se i øvrigt Amerika, S. 698 ff. og Canada, S. 1140 (Litt.: se under Amerika)
C. Fr.


Amerika
[...]

Almindelig Karakteristik.
Af Jordklodens samlede landmasser, ifølge Wagner cirka 136 Millioner □ Kilometer, tilhøre de 42,860.000 □ Kilometer eller næsten 1/3 den ny Verden. [...]

Befolkning.
Ved en Skildring af Befolkningsforholdene er det nødvendigt skarpt at skelne mellem Tilstanden før og efter den »ny Verdens« Opdagelse. Europæernes Kolonisation og Overførelsen af den afrikanske Neger paa Amerikas Jord blev skæbnesvanger for den oprindelige Befolkning og originale Kultur. Aartusinders langsomme Udvikling, der vel ikke havde ført Hovedmassen af Indianerstammerne ud over Jæger- og Fiskerfolkenes raa Kulturtrin, men dog paa mange Steder lagt Spirer til og i de vestlige Bjærgegne paa visse Lokaliteter udviklet en ejendommelig Civilisation, blev afbrudt. [...]

Salmonsens konversationsleksikon, 1915-1930

Indianere, det almindeligt brugte Navn for de oprindelige Beboere af Amerika, ofte med Udelukkelse af Eskimoerne. En skarp Sondring mellem Indianere og Eskimoer er dog kunstig; thi disse afviger næppe mere fra den almindelige Type end Indianere paa Amerikas Nordvestkyst. Betegnelsen Indianer skyldes Columbus, der mente at være kommet til Indien. For at undgaa Misforstaaelser har man villet erstatte den med »Amerikanere«, »Amerinder« (af American Indians), men disse Navne har ikke vundet Hævd. Ordet »Rødhuder«, der nu saa godt som aldrig anvendes, hentyder ikke, som almindelig antaget, til Hudfarven, men til visse Stammers Skik at male Legemet rødt. De fleste Antropologer synes nu at henføre Indianere, Eskimoerne iberegnet, til en enkelt Race. Almindeligt udbredte Karakterer er det brede Ansigt med middelmaadigt fremspringende Kæbeparti, det glatte, sorte Haar og den temmelig ringe Skægvækst; mindre sikker er en ejendommelig Affladning af Laar- og Skinneben. Legemsproportionerne indtager en Mellemstilling mellem Mongolers og Eraners. I øvrigt fremviser Indianere store Forskelligheder i Udseende og Bygning. Hudfarven varierer fra gul (Eskimoer, Nordvest-Indianere, flere brasilianske Stammer) til mørk chokoladebrun (Stammer i det sydvestlige Nord-Amerika). Cheyenne-Indianere hører med en Middelhøjde af 1,74 meter til Jordens højeste Folkeslag, medens Ildlændere, Caraiber o. a. er udpræget lave af Vækst, cirka 1,57 meter. Man møder Indianere med meget lange, andre med meget korte Hovedskaller, de førstnævnte især samlede om St Lawrence-Bugten samt i SØ.-Brasilien og Patagonien. Forholdet mellem Øjehulens Længde og Bredde veksler ligeledes stærkt. Udtrykkene for disse Forskelligheder synes imidlertid at ordne sig symmetrisk om visse Middelstørrelser og tør derfor næppe betragtes som Vidnesbyrd om dybt gaaende Raceforskelligheder. Alt i alt lader den indianske Race til i sig at forene Træk, der ellers findes dels hos Mongoler, dels hos Eraner, hos Folkene nærmest Bering-Strædet med en vis Understregning af de mongolske, hvilket rimeligvis skyldes Indblanding af asiatisk Blod. Hvad Racens Alder angaar, kan den følges til Istiden. De Fund af Menneskeknogler, som efterhaanden er gjort i Amerika, viser alle den indianske Races Kendetegn (Skeletresterne fra Calaveras, Lansing, Lagoa Santa o. s. v.), men kan i nogle Tilfælde tyde paa en Forskydning mellem de lokale Typer: i Ecuador er der saaledes fundet Spor af Lagoa Santa-Typen fra Ø.-Brasilien. — Sprogligt udviser Indianerre en overordentlig Splittethed; man regner foreløbig med cirka 81 selvstændige Ætter i N.-Amerika og 84 i S.-Amerika; men nærmere Kendskab vil sikkert formindske disse Tal betydeligt. Den eneste Æt, der er fælles for Amerika og den gamle Verden, er den eskimoiske, idet nogle faa Eskimoer i en aabenbart sen Tid har slaaet sig ned ved Asiens NØ.-Spids. Nogen særlig Ejendommelighed for samtlige indianske Sprog lader sig ikke fastslaa. — Ogsaa m. H. t. Kultur viser Indianere et yderst broget Billede. Yderpunkterne er paa den ene Side de omstrejfende Ildlændere og Botocuder, paa den anden de meksikanske og peruanske Folk, der drev Agerbrug med kunstig Vanding, opførte imponerende Bygningsværker og forarbejdede Redskaber og Smykker af Kobber, Bronze, Guld og Sølv. I mange Retninger har disse Kulturfolk øvet en betydelig Indflydelse selv paa ret fjernt boende Stammer. I N.-Amerika kan man desuden paa adskillige Punkter spore en asiatisk Paavirkning.
(Litt.: Cl. Wissler, The American Indian [New York 1917]; Handbook of American Indians North of Mexico, I—II [30. Bulletin of the Bureau of Ethnology, Washington 1907]; The American Anthropologist, n. s. XVI [Lancaster 1914]; J. Deniker, Les races et les peuples de la terre [Paris 1900]; A. Hrdlička, Skeletal Remains suggesting or attributed to Early Man in North America [33. Bulletin of the Bureau of Ethnology, Washington 1907]; Samme, Early Man in South America [52. Bull. etc., Washington 1912]; E. Nordenskiöld, »De sydamerikanska Indianeres kulturhistoria« [Stockholm 1912]).
K. B.-S.

Den nye Salmonsen, A-Å, 1949

indi'a'nere, almindelig betegnelse for Amerikas oprindelige befolkning; indianere tilhører den mongolide racegruppe. Om indianernes kultur se artiklen amerikansk arkæologi og etnografi. Navnet indianere skyldes Columbus, der troede, at han havde fundet søvejen til Indien.


ameri'ka'nsk arkæologi og etnografi. Amerokas indfødte, indianerne, er indvandret fra Asien over Bering-strædet omkring istidens slutning eller kort efter. Fra Alaska er vandringer gået sydpå indtil både Nord- og Sydamerika. var befolket. Fælles kulturtræk i Nordamerika og det sydligste Sydamerika viser sammenhængen; i mellemliggende egne kom forskelligartede kulturer til udvikling, farvet af de lokale forhold. - De ældste kendte redskaber i Amerika, opkaldt efter lokaliteterne Sandia og Folsom, er fortrinsvis fundet i syd'vestlige USA og stammer fra en jægerkultur. I samme egne optræder senere en basketmaker- (kurvemager) kultur, i hvis slutning keramik optræder og majsdyrkning begynder. Her foregår overgangen til pueblokulturen, endnu levedygtig blandt puebloindianerne. Samtidig, og før, opstod den såkaldte arkaiske kultur i México-Mellemamerika, af hvilken disse landes høje kulturer udvikledes: maya- og toltekkulturen og den senere aztek-kultur. Disse var baseret på majsagerbrug og påvirkede ved deres udstrålinger store dele af Amerika, mod Nord. - Jægerkulturer strakte sig over 3 store områder: det nordlige nåleskovsområde med rensdyrjagt, prærien med bisonjagt, som efter Amerikas erobring intensificeredes ved indførelse af hesten, og Nordvest-kysten, hvor man drev jagt på havdyr, men hvor fiskeri af laks og helleflynder var af endnu større betydning. Endelig var samler- og jægerkultur repræsenteret i California og på det indre plateau i Rocky Mountains. Sydanerikas højeste kultur opstod i cordillerelandene, baseret på majsagerbrug. I Perus kystland fandtes flere tidlige kulturfolk, i Perus og Colombias højland tiahuanacokulturen, som afløstes af inkakulturen, der også senere dominerede kysten. Chibchakulturen i Colombia blomstrede tildels samtidig med, men uafhængigt af inkakulturen, som derimod kraftigt påvirkede folk mod Syd og Sydøst. Mens cordillerekulturerne forfaldt ved erobringen, levede indfødt kultur i Amazon-lande mange steder uanfægtet videre op til vore dage. Majs kendtes, men vigtigere var maniok, som dannede grundlag for ernæringen lige fra Vestindien og ned til Chacoen i Syd-Bolivia; indsprængt i dette mægtige område fandtes primitive folk uden agerbrug; i øvrigt er fiskeri hos mange af Amazonlandets folk fuldt så vigtigt som maniokdyrkning. Jægere træffes i Sydamerika, navnlig syd for Chacoen, på pampaen og i Patagonien, ligesom på prærien ophjulpet i Patagonien ved erhvervelse af heste. En enkelt gruppe ildlændere havde samme erhverv; hos de egentlige ildlændere ved Chiles kyst var tilværelsen baseret på fiskeri. Det er stadig uafgjort, om Sydamerikas kulturer har udviklet sig helt og holdent på Amerikas grund. Givet er det, at de første indvandrere stod på et lavt føragerbrugstrin. Ingen oprindelige amerikanske kulturplanter er fælles for Amerika, og den gamle verdenn. Ved erobringen levede alle Amerikas folk i en stenalder, om end de i cordillere-landene og Mexico stod ved overgangen til en bronzealder; jern kendtes ikke, heller ikke trækdyr el. hjulet. Visse kulturelementer, som det gamle Amerika, har fælles med Oceanien, tyder på påvirkning fra stillehavsfolk, ligeledes visse sprogllige lighedspunkter. Spørgsmålet om oceanisk påvirkning er endnu uløst; derimod kan de påståede forbindelser med Afrika og Europa over fortidslandet Atlantis henvises til fantasiens verden.


indianerreservationer, områder i USA og Canada forbeholdt beboelse af indianere; nu I6l af forskellig udstrækning. Lignende i flere latinamerikanske lande.

Hirschsprungs konversationsleksikon, 1967

indi'anere (efter Columbus' fejlagtige formodning om at være kommet til Indien da han fandt idianernes hjemsted), også kaldet rødhuder (på grund af visse stammers bemaling): den oprindelige befolkning i Amerika bortset fra de nordligste egne. Indianeres hudfarve varierer fra kobber-rødbrun til grågul, ansigtet er bredt med fremstående kindben, mørke øjne, lige eller krum næse, vigende pande, svagt fremspring af kæbepartiet, ringe skægvækst; håret er mørkt og stridt. Indianere udviser store indbyrdes forskelle både i udseende, sprog og kultur; dette betragtes som et resultat af at de er kommet til Amerika i flere indvandringsbølger fra Asien over Bering-Strædet, efter istiden. Racen er nærmest mongolid. Sprog- og kulturgrænser falder ikke sammen. Vigtige sprog-grupper er mellem mange andre athapaskan, algonkin og irokesisk i Canada og USA; sioux-sprogene mellem Mississippi og Rocky Mountains, uto-aztekisk i Sydvest-USA og en del af Mexico; samme sprog og maya i México og Mellemamerika; chibcha, quechua, aruakisk, caraïbisk, tupí og gês i Sydamerika. Forskellene i kultur skyldes blandt andet de uensartede forhold indianerne har levet under: højslette og lavslette, næsten arktisk klima i Nord-Canada over tropisk regnskovsklima i Amazonas til subarktisk i Ildlandet. Groft deler man også indianere i højlands- og lavlands-indianere; førstnævnte har gennemgående den højeste kultur. Lavest, som samlere og lavere jægere, står ildlændere, flere stammer i Amazonas, botokuder i Øst-Brasilien og oprindelig flere stammer i California og Vest for Rocky Mountains. Halvagerbrugere var indianere i skovområdet Øst for Mississippi og i størstedelen af Sydamerika, her med maniok som hovedafgrøde. Typiske jægere var prærieindianerne, bl. a. cheyenne, dakota, comanche og blackfoot, der som hovedjagtbytte havde bison, samt visse algonkin-indianere, der jagede rensdyr. Nordvest-indianerne jagede mest havdyr, såsom havodder, samt fiskede, især laks. Patagoniere jagede guanako. Helagerbrugere var og til dels er pueblo-indianerne, der i Syd-Vest-USA nåede en høj kultur; majs var vigtigste afgrøde og mange steder dyrkedes den udelukkende ved hjælp af kunstvanding. Helagerbrugere var også inkafolket i Peru og aztekerne og mayaerne i Mexico og Mellemamerika; disse havde, da den europæiske kolonisering satte ind efter 1492, nået en høj kultur, med fremragende byggeteknik, veludviklet vejnet, postvæsen, social inddeling af befolkningen, hieroglyf-skrift og ikke ringe kendskab til flere videnskaber, blandt andet astronomi. Nomadisme synes at have været ukendt blandt indianerne, men goajiro i Nord- Colombia har optaget denne erhvervsform. Indianernes religioner var præget af totemisme og shamanisme-lignende kult, og blandt andet jæger-indianerne søgte gennem forgiftninger og selvpinsler at fremkalde hallucinationer for derigennem at opnå kontakt med guderne. Fælles for alle indianere, da Columbus kom til Amerika, var, trods den stedvis høje kultur, at de stod på sten- elller bronzealdertrinnet; plov og hjul kendtes ikke, og af husdyr var der få. Europæernes indtrængen ændrede meget i indianernes kulturer, for eksempel fik prærie-indianerne og patagoniere nu heste og ildvåben, og jagten blomstrede op. Men ellers betød konIakten med den fremmede kultur mest forfald og ødelæggelse, idet indianernes land de fleste steder blev taget fra dem således at ikke-assimilerede indianere overvejende kom til at leve i de goldeste og mest utilgængelige egne eller i reservater, hvoraf i USA mere end 200. I 1958 ansloges antallet af indianere i Nord-Amerika til ca. 500.000. De fleste indianere lever i México, Mellem- og Sydamerika. (Ill. spalte 2025-26).

Lademanns leksikon, 1972-1981

indianere: den oprindelige befolkning i Amerika, bortset fra de nordligste egne. Navnet stammer fra Columbus, der troede, at, han havde fundet Indien; på dansk fik man senere skilt begreberne indere og indianere, men på engelsk, hvor de stadig kan forveksles, søger man nu at indføre betegnelsen amerind eller amerindian. Det andet navn, rødhuder, kommer af visse stammers krigsmalings-skikke. Indianernes hudfarve varierer fra kobber-rødbrun til grå-gul; ansigtet er bredt med fremstående kindben, mørke øjne, lige eller krum næse, vigende pande, svagt fremspringende kæbeparti og ringe skægvækst; håret er mørkt og stridt. De udviser store indbyrdes forskelle både i udseende, sprog og kultur; dette betragtes som et resultat af, at de er kommet til Amerika i flere indvandringsbølger fra Asien over Bering-strædet ad en landbro, der fandtes omkring sidste istid. Racen er nærmest mongolid. Sprog- og kulturgrænserne falder ikke sammen. Vigtigste sprog-grupper er mellem mange andre athabaskan, algonkin og irokesisk i Canada og USA; sioux-sprogene mellem Missisaippi og Rocky Mountains, uto-aztekisk i det sydvestlige USA og en del af México; samme sprog og maya i México og i Mellemamerika, samt chibcha, quechua, arawakisk, caraibisk, tupé og gês i Sydamerika. Forskellene i kultur skyldes bl.a. de uensartede forhold, indianerne har levet under: højslette og lavslette, næsten arktisk klima i Nord-Canada over tropisk regnskovsklima i Amazonas til subarktisk i Ildlandet. Groft deler man også indianerne i højlands- og lavlandsindianere; førstnævnte har gennemgående den højeste kultur. Lavest, som samlere og lavere jægere, står ildlænderne, flere stammer i Amazonas, botokuderne i Østbrasilien og oprindelig forskellige stammer i California og vest for Rocky Mountains. Halvagerbrugere var indianerne i skovområdet øst for Mississippi og i størstedelen af Sydamerika, her med maniok som hovedafgrøde. Typiske jægere var prærie-indianerne, bl.a. cheyenne, dakota, comanche og blackfoot, der som hoved-jagtbytte havde bison, samt visse algonkinindianere, der jagede rensdyr. Nordvest-indianerne jagede mest havdyr som havodder og fiskede, især laks. Patagonierne jagede guanaco. Helagerbrugere var og til dels er pueblo-indianerne, der i det sydvestlige USA nåede en høj kultur; majs var vigtigste afgrøde, og mange steder dyrkedes den udelukkende ved hjælp af kunstvanding. Helagerbrugere var også inkafolket i Perú og aztekerne og mayaerne i Mexico og Mellemamerika; disse havde, da den europæiske kolonisering satte ind efter 1492, nået en høj kultur, med fremragende byggeteknik, veludviklet vejnet, postvæsen, social inddeling af befolkningen, hieroglyf-skrift og ikke ringe kendskab til flere videnskaber, bl.a. astronomi. Nomadisme synes at have været ukendt blandt indianerne; men goajiro i det nordlige Colombia har optaget denne erhvervsform. De indianske religioner var præget af totemisme og shamanisme-lignende kult, og bl.a. jæger-stammerne søgte gennem forgiftninger og selvpinsler at fremkalde hallucinationer for derigennem at opnå kontakt med guderne. Fælles for alle indianere, da Columbus kom til Amerika, var, trods den stedvis høje kultur, at de stod på sten- eller bronzealdertrinnet; plov og hjul kendtes ikke, og af husdyr var der kun få. Europæernes indtrængen ændrede meget i indianernes kulturer; f.eks. fik præriefolkene og patagoniere nu heste og ildvåben, og jagten blomstrede op. Men ellers betød kontakten med den fremmede kultur mest forfald og ødelæggelse, idet urbeboerne havde ringe modstandskraft over for europæiske sygdomme og alkohol, og deres land blev de fleste steder taget fra dem, så at de ikke-assimilerede indianere overvejende kom til at leve i de goldeste og mest utilgængelige egne eller i reservater, hvoraf der i USA alene er mere end 200. Af USAs cirka 650.000 indianere lever nu 450.000 i eller omkring reservaterne, især i Oklahoma, Arizona og New México, hvor de sociale forhold trods forskellige hjælpeforanstaltninger ofte er elendige. Ifølge Nixon-planen af 1970 blev der indledt et storstilet udviklingsprogram, hvor ledelsen for første gang betros til indianerne selv i stedet for hvide myndigheder, skønt indianerne faktisk fra 1924 har haft i USA-statsborgerskab. USAs indianere har i øvrigt haft flere nationalt-religiøse opblusninger, hvor kristendom og indiansk åndetro indgik i besynderlig forening, især Åndedansbevægelsen cirka 1870-90 og den nutidige peyote-kult. — I Canada er der ca. 250.000 indianere; en del stammer lever i reservater og opretholder omsorgsfuldt forfædrenes fine kultur, andre er med held integreret i moderne samfundsliv. — I Sydamerika anslås de rene indianere i dag at udgøre cirka 10 millioner personer; præcis det samme antal som før europæerne myldrede ind og slæbte afrikanere og asiater med sig. Dertil kommer, at en meget stor del af den øvrige befolkning har mere eller mindre indiansk blod i sig (mestizer). Den indianske islæt er dog meget ujævnt, fordelt; i lande som Bolivia, Peru og Ecuador udgør det langt størstedelen af befolkningen, mens den i Argentina og Uruguay er næsten rent europæiske og i Guyana afroasiatisk. De sydamerikanske indianere er for en stor del bønder, men lever endnu som naturfolk (jægere og samlere) nogle steder, bl.a. i Brasilien, hvor der frygtes at foregå folkedrab på dem. Det må bemærkes, at nor en del indianer-grupper i Sydamerika lever på et ret primitivt stade, er der ofte tale om et bevidst valg: de kender det, vi kalder fremskridt, og afskyr det. — I Mellemamerika er der knap 2 millioner indianere, ujævnt fordelt, på nogle øer 0, i Guetemala 55 % af folket. Der findes nogle steder naturfolk; men i México havde man allerede i 19. århundrede en indianer som præsident (Juarez); — indianer-platy (Platy'poecilus variatus):) lille levendefødende tandkarpe fra det sydalige México; populær akvariefisk, af hvilken der er fremavlet en række ganske farveprægede former.

Lademann, 1982-1988

indianere: den oprindelige befolkning i Amerika, bortset fra de nordligste egne, der befolkedes af eskimoer. Navnet stammer fra Columbus, der troede, at, han havde fundet Indien; på dansk fik man senere skilt begreberne indere og indianere, men på engelsk, hvor de stadig kan forveksles, søger man nu at indføre betegnelsen amerind eller amerindian. Det andet navn, rødhuder, kommer af visse stammers krigsmalingsskikke. Indianernes hudfarve varierer fra kobberrødbrun til grå-gul; ansigtet er bredt med fremstående kindben, mørke øjne, lige eller krum næse, vigende pande, svagt fremspringende kæbeparti og ringe skægvækst; håret er mørkt og stridt. De udviser store indbyrdes forskelle både i udseende, sprog og kultur; dette betragtes som et resultat af, at de er kommet til Amerika i flere indvandringsbølger fra Asien over Bering-strædet ad en landbro, der fandtes omkring sidste istid. Racen er nærmest mongolid. Sprog- og kulturgrænserne falder ikke sammen. Vigtigste sproggrupper er mellem mange andre athabaskisk, algonkin og irokesisk i Canada og USA, sioux-sprogene mellem Missisaippi og Rocky Mountains, uto-aztekisk i det sydvestlige USA og en del af Mexico, samme sprog og maya i Mexico og i Mellemamerika, samt chibcha, quechua, arawakisk, caraibisk, tupé og gês i Sydamerika. Forskellene i kultur skyldes bl.a. de uensartede forhold, indianerne har levet under: højslette og lavslette, næsten arktisk klima i Nord-Canada over tropisk regnskovsklima i Amazonas til subarktisk i Ildlandet. Groft inddeler man også indianerne i højlands- og lavlandsindianere; de første har gennemgående den højeste kultur. Lavest, som samlere og lavere jægere, står ildlænderne, flere stammer i Amazonas, botokuderne i Østbrasilien og oprindelig forskellige stammer i California og vest for Rocky Mountains. Halvagerbrugere var indianerne i skovområdet øst for Mississippi og i størstedelen af Sydamerika, her med maniok som hovedafgrøde. Typiske jægere var prærieindianerne, bl.a. cheyenne, dakota, comanche og blackfoot, der som hovedjagtbytte havde bison, samt visse algonkinindianere, der jagede rensdyr. Nordvestindianerne jagede mest havdyr som havodder og fisk, især laks. Patagonierne jagede guanaco. Helagerbrugere var og til dels er puebloindianerne, der i det sydvestlige USA udviklede en høj kultur; majs var vigtigste afgrøde, og mange steder dyrkedes den udelukkende ved hjælp af kunstvanding. Helagerbrugere var også inkafolket i Peru og aztekerne og mayaerne i Mexico og Mellemamerika; disse havde, da den europæiske kolonisering satte ind efter 1492, udviklet en højkultur med fremragende byggeteknik, veludviklet vejnet, postvæsen, social inddeling af befolkningen, hieroglyfskrift og et ikke ringe kendskab til flere videnskaber, bl.a. astronomi. Nomadisme synes at have været ukendt blandt indianerne; men goajiro i det nordlige Colombia har optaget denne erhvervsform. De indianske religioner var præget af totemisme og shamanismelignende kult, og bl.a. jægerstammerne søgte gennem forgiftninger og selvpinsler at fremkalde hallucinationer for derigennem at opnå kontakt med guderne. Fælles for alle indianere, da Columbus kom til Amerika, var, trods den stedvis høje kultur, at de stod på sten- eller bronzealdertrinnet; plov og hjul kendtes ikke, og af husdyr var der kun få. Europæernes indtrængen ændrede meget i indianernes kulturer; f.eks. fik præriefolkene og patagoniere nu heste og ildvåben, og jagten blomstrede op. Herudover betød kontakten med den fremmede, europæiske kultur mest forfald og ødelæggelse, idet urbeboerne havde ringe modstandskraft over for europæiske sygdomme og alkohol; deres land blev de fleste steder taget fra dem, så at de ikke- assimilerede indianere overvejende kom til at leve i de goldeste og mest utilgængelige egne eller i reservater, hvoraf der i USA alene er mere end 200. Af USAs indianere lever nu størsteparten i eller omkring reservaterne, især i Oklahoma, Arizona og New Mexico, hvor de sociale forhold trods forskellige hjælpeforanstaltninger ofte er elendige. Ifølge Nixon-planen af 1970 blev der indledt et storstilet udviklingsprogram, hvor ledelsen for første gang betros til indianerne selv i stedet for hvide myndigheder, skønt indianerne faktisk fra 1924 har haft i USA-statsborgerskab. USAs indianere har i øvrigt haft flere nationalt-religiøse opblusninger, hvor kristendom og indiansk åndetro indgik i besynderlig forening, især Åndedansbevægelsen cirka 1870-90 og den nutidige peyote-kult. I Canada lever der ca. 250.000 indianere; en del stammer lever i reservater og opretholder omsorgsfuldt forfædrenes kultur; andre er med held integreret i moderne samfundsliv. I Sydamerika anslås de rene indianere i dag at udgøre cirka 10 millioner personer, præcis det samme antal som før europæernes komme. Dertil kommer, at en meget stor del af den øvrige befolkning har mere eller mindre indiansk blod i sig (mestizer). Den indianske islæt er dog meget ujævnt, fordelt; i lande som Bolivia, Peru og Ecuador udgør indianere langt størstedelen af befolkningen, mens Argentina og Uruguay er næsten rent europæiske og Guyana afroasiatisk. De sydamerikanske indianere er for en stor del bønder; men visse lever endnu som naturfolk (jægere og samlere), bl.a. i Brasilien, hvor der frygtes at foregå folkedrab på dem. Når en del indianergrupper i Sydamerika lever på et rent primitivt stade, er der ofte tale om et bevidst valg; de kender europæisk levevis, men ønsker ikke at optage den. I Mellemamerika er der knap 2 millioner indianere.

Gyldendal tobinds leksikon, 1985

indi'anere: Amerikas ældste befolkning (foruden eskimoerne); indvandringen af folk fra NØ-Asien via Beringstrædet til Alaska går sandsynligvis 20.000-25.000 år tilbage, og siden fulgte talrige indvandringsbølger; tidspunktet for indianernes overgange til Sydamerika har ikke kunnet fastslås. Den etapevise indvandring har medført dybtgående kulturel og sproglig opdeling. Erhvervskulturelt omfattede indianerne samlere og jægere, men de fleste indianere havde dog gennemført overgangen til agerbrug, hvor især majsdyrkningen spillede en vigtig rolle, før europæernes ankomst; den højeste udvikling nåedes i Mexico, Mellemamerika og vestlige Sydamerika hos bl.a. azteker og mayaer og i Inkariget. Europæernes kolonisering af Amerika brød ikke blot indianernes selvstændige kulturudvikling, men udleverede dem også til social undertrykkelse og folkemord. Af de oprindeligt 1-2 millioner indianere i Nordamerika er nu henved ½ million tilbage. i Vestindien udryddedes indianerne totalt og i Mellem- og Sydamerika danner indianerne et retsløst bondeproletariat; små indianske grupper i Amazonområdet forfølges og trues af udslettelse.

Lademanns Multimedia Leksikon, 1997

indianere: den oprindelige befolkning i Amerika, bortset fra de nordligste egne, der befolkedes af eskimoer. Navnet stammer fra Columbus, der troede, at han havde fundet Indien; på dansk fik man senere skilt begreberne indere og indianere, men på engelsk, hvor de stadig kan forveksles, søger man nu at indføre betegnelsen amerind eller amerindian. Det andet navn, rødhuder, kommer af visse stammers krigsmalingsskikke. Indianernes hudfarve varierer fra kobberrødbrun til grågul; ansigtet er bredt med fremstående kindben, mørke øjne, lige eller krum næse, vigende pande, svagt fremspringende kæbeparti og ringe skægvækst; håret er mørkt og stridt. De udviser store indbyrdes forskelle både i udseende, sprog og kultur; dette betragtes som et resultat af, at de er kommet til Amerika i flere indvandringsbølger fra Asien over Bering-strædet ad en landbro, der fandtes omkring sidste istid. Racen er nærmest mongolid. Sprog- og kulturgrænserne falder ikke sammen. Vigtigste sproggrupper er mellem mange andre athabaskisk, algonkin og irokesisk i Canada og USA, sioux-sprogene mellem Mississippi og Rocky Mountains, uto-aztekisk i det sydvestlige USA og en del af México, samme sprog og maya i México og i Mellemamerika, samt chibcha, quechua, arawakisk, caraibisk, tupé og gês i S-Amerika. Forskellene i kultur skyldes bl.a. de uensartede forhold, indianerne har levet under: højslette og lavslette, næsten arktisk klima i N-Canada over tropisk regnskovsklima i Amazonas til subarktisk i Ildlandet. Groft inddeler man også indianerne i højlands- og lavlandsindianere; de første har gennemgående den højeste kultur. Lavest, som samlere og lavere jægere, står ildlænderne, flere stammer i Amazonas, botokuderne i Ø-Brasilien og oprindelig forskellige stammer i California og V for Rocky Mountains. Halvagerbrugere var indianerne i skovområdet Ø for Mississippi og i størstedelen af S-Amerika, her med maniok som hovedafgrøde. Typiske jægere var prærieindianerne, bl.a. cheyenne, dakota, comanche og blackfoot, der som hovedjagtbytte havde bison, samt visse algonkinindianere, der jagede rensdyr. Nordvestindianerne jagede mest havdyr som havodder og fisk, især laks. Patagonierne jagede guanaco. Helagerbrugere var og til dels er puebloindianerne, der i det sydvestlige USA udviklede en høj kultur; majs var vigtigste afgrøde, og mange steder dyrkedes den udelukkende ved hjælp af kunstvanding. Helagerbrugere var også inkafolket i Perú og aztekerne og mayaerne i México og Mellemamerika; disse havde, da den europæiske kolonisering satte ind efter 1492, udviklet en højkultur med fremragende byggeteknik, veludviklet vejnet, postvæsen, social inddeling af befolkningen, hieroglyfskrift og et ikke ringe kendskab til flere videnskaber, bl.a. astronomi. Nomadisme synes at have været ukendt blandt indianerne, men goajiro i det nordlige Colombia har optaget denne erhvervsform. De indianske religioner var præget af totemisme og shamanismelignende kult, og bl.a. jægerstammerne søgte gennem forgiftninger og selvpinsler at fremkalde hallucinationer for derigennem at opnå kontakt med guderne. Fælles for alle indianere, da Columbus kom til Amerika, var, trods den stedvis høje kultur, at de stod på sten- eller bronzealdertrinnet; plov og hjul kendtes ikke, og af husdyr var der kun få. Europæernes indtrængen ændrede meget i indianernes kulturer; f.eks. fik præriefolkene og patagoniere nu heste og ildvåben, og jagten blomstrede op. Herudover betød kontakten med den fremmede, europæiske kultur mest forfald og ødelæggelse, idet urbeboerne havde ringe modstandskraft over for europæiske sygdomme og alkohol; deres land blev de fleste steder taget fra dem, så at de ikke-assimilerede indianere overvejende kom til at leve i de goldeste og mest utilgængelige egne eller i reservater, hvoraf der i USA alene er mere end 200. Af USAs indianere lever nu størsteparten i eller omkring reservaterne, især i Oklahoma, Arizona og New Mexico, hvor de sociale forhold trods forskellige hjælpeforanstaltninger ofte er elendige. Ifølge Nixon-planen af 1970 blev der indledt et storstilet udviklingsprogram, hvor ledelsen for første gang betros til indianerne selv i stedet for hvide myndigheder, skønt indianerne faktisk fra 1924 har haft USA-statsborgerskab. USAs indianere har i øvrigt haft flere nationalt-religiøse opblusninger, hvor kristendom og indiansk åndetro indgik i besynderlig forening, især Åndedansbevægelsen ca. 1870-90 og den nutidige peyote-kult. I Canada lever der ca. 300.000 indianere; en del stammer lever i reservater og opretholder omsorgsfuldt forfædrenes kultur; andre er med held integreret i moderne samfundsliv. I S-Amerika anslås de rene indianere i dag at udgøre ca. 21 mill. personer, præcis det samme antal som før europæernes komme. Dertil kommer, at en meget stor del af den øvrige befolkning har mere eller mindre indiansk blod i sig (mestizer). Den indianske islæt er dog meget ujævnt fordelt; i lande som Bolivia, Perú og Ecuador udgør indianere langt størstedelen af befolkningen, mens Argentina og Uruguay er næsten rent europæiske og Guyana afroasiatisk. De sydamerikanske indianere er for en stor del bønder, men visse lever endnu som naturfolk (jægere og samlere), bl.a. i Brasilien, hvor der frygtes at foregå folkedrab på dem. Når en del indianergrupper i S-Amerika lever på et rent primitivt stade, er der ofte tale om et bevidst valg; de kender europæisk levevis, men ønsker ikke at optage den. I Mellemamerika er der ca. 26 mill. indianere.

Wikipedia, den frie encyklopædi, 7. marts 2008

Oprindelige amerikanere
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Indianere)

Oprindelige amerikanere (Amerikas oprindelige befolkning, indfødte amerikanere, indianere) er en samlet betegnelse for de folkeslag og deres efterkommere, som boede i Amerika før den europæiske kolonisering. Nogle af disse etniske grupper findes stadig.

De levede endnu der, da Erik den Røde opdagede Amerika eller hvad de kaldte "Den Nye Verden". Vikingerne lod dem være og "koncentrerede" sig mere om Grønland end Amerika. Så Christoffer Columbus "opdagede" derefter Amerika under hans søgen efter Indien og troede så han havde opdaget Indien (og tog samtidig al æren for at have fundet Amerika). Han opkaldte så de indfødte indianere.

I Canada anvender man nu generelt det politisk korrekte udtryk First Nations/Premières Nations (de første nationer), når man taler om de oprindelige amerikanske folk. I Alaska er udtrykket Alaskan Native (indfødt fra Alaska) dominerende af juridisk-lovmæssige grunde samt på grund af tilstedeværelsen af inuit-, yupik- og aleut-folkene.

I resten af USA er den politisk korrekte betegnelse nu Native Americans (indfødte (eller hjemmehørende, naturlige) amerikanere). For eksempel sendte præsidentkandidat John Kerry en hilsen til Native Americans i en valgkampsdebat forud for præsidentvalget i 2004.

Verdens største skulptur, Crazy Horse Memorial, er ved blive indhugget i et bjerg i South Dakota, USA, på initiativ af overlevende fra Lakota-stammen, der deltog i Slaget ved Little Bighorn. Den symboliserer de oprindelige beboere af de store sletter i det midterste USA.

Indianere udgør officielt flertallet af befolkningen i Bolivia og Guatemala og har betydelige befolkningsandele i andre spansktalende amerikanske lande, dog måske med undtagelse af Costa Rica, Cuba, den Dominikanske Republik og Uruguay.

Indholdsfortegnelse
    * 1 Klassifikation
    * 2 Trivia
    * 3 Se også
    * 4 Ekstern henvisning

Klassifikation
Etnografer opdeler normalt USA's oprindelige befolkning i ti geografiske regioner, som har fælles kulturelle træk, se

    * Etnografisk klassifikation af oprindelige amerikanere

Trivia
Der er et stjernebillede der hedder Indianeren.

Se også

    * Kultur
    * Sprog

Ekstern henvisning

    * Indianske sprog

Wikipedia, den frie encyklopædi, aktuel

Amerikas oprindelige folk

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
    (Omdirigeret fra Indianere)

lex.dk, aktuel

indianer
Den Store Danske