MENIGHEDSRÅDbegrebet fra 1810'erne til nu




Begrebet MENIGHEDSRÅD og dets historik

Få er klar over, at den gevaldige udvidelse af vælgerkorpset i Danmark til også at omfatte kvinder, tjenestefolk samt andre faktisk skete i 1903 og angik stemmeret til menighedsrådene. Først senere, i 1915, skete udvidelsen til også at omfatte valg til Rigsdagen.

De fleste nyere leksikonner vil berette, at menighedsrådene blev oprettet ved samme lejlighed, i 1903, men leksikonhistorien vil vide anderledes ...


Udvalgte leksikonartikler om begrebet MENIGHEDSRÅD

I de fleste leksikonner fra 1967 og fremefter forlyder det, at menighedsrådene blev oprettet i 1903.

Dog i den første artikel på dansk Wikipedia fra 2006 kan man læse, at menighedsrådene blev oprettet i 1856.

Menighedsrådene er i denne samling omtalt så tidligt som i 1858, hvor der tillige er megen omtale af de tilsvarende institutioner i Norge og Sverige.

Indførelsen af stemmeret til menighedsrådene til kvinder og uformuende i 1903 er overraskende udramatisk og svagt beskrevet i leksikonnerne fra den tid.

Man kan jo så diskutere, om det er skildringen af en fortsættelse af eller et brud på leksikontraditionen, men den tidligst opsporbare danske Wikipedia-artikel MENIGHEDSRÅD er gengivet fra Internet Archive, ligesom der også er link til den aktuelle Wikipedia-artikel.

Yderligere er der link til artiklen MENIGHEDSRÅD under portalen lex.dk.


  ¤   1816-1828, Conversations-Lexicon
  ¤   1858-1863, Nordisk Conversations-Lexicon
  ¤   1870-1878, Nordisk Conversations-Lexicon, Anden Udgave
  ¤  1892-1899, Allers Illustrerede Konversationsleksikon
  ¤  1893-1911, Salmonsens store illustrerede Konversationsleksikon - En nordisk Encyklopædi
  ¤  1915-1930, Salmonsens konversationsleksikon
  ¤  1916-1924, Store Nordiske Konversations Leksikon
  ¤  1933-1937, Illustreret dansk Konversationsleksikon
  ¤  1949, Den nye Salmonsen, A-Å
  ¤   1960-1964, Nordisk Konversations Leksikon
  ¤  1967, Hirschsprungs konversationsleksikon
  ¤  1972-1981, Lademanns leksikon
  ¤  1982-1988, Lademann
  ¤  1985, Gyldendal tobinds leksikon
  ¤  1997, Lademanns Multimedia Leksikon
  *   2006, Wikipedia, den frie encyklopædi
  *  Aktuelt, Wikipedia, den frie encyklopædi
  ~  Aktuelt, lex.dk




Conversations-Lexicon, 1816-1828

[ ingen artikel ]

Til menuen




Nordisk Conversations-Lexicon, 1858-1863

Menighedsraad kaldes i den evangelisk-lutherske Kirke en blandt den enkelte Menigheds Medlemmer udvalgt Forsamling af Mænd, hvis Opgave det skal være deels af staa Præsten bi i det christelige Livs Opvækkelse og Styrkelse, Kirketugtens Haandhævelse og Kjærlighedsgjerningers Udøvelse i Menigheden, deels at være Menighedens Tolk ligeoverfor Præsten. En Tilladelse til at oprette saadanne Menighedsraad i Danmark blev meddeelt ved Kultusministeriets Circulaire af 24de September 1856; men da denne Tilladelse ikke er bleven benyttet i synderlig Udstrækning, og da den tillige lod Menighedsraadenes Virksomhed henstaae temmelig ubestemt, arbeider Regjeringen fremdeles paa, ved nye Lovforanstaltninger deels nøiere at fastsætte Udstrækningen af Grændserne for denne Virksomhed, deels af bevirke en mere almindelig Gjennemførelse af Institutionen, saa at derved et Grundlag for en fremtidig Kirkeforfatning kunde dannes. I Norge er nedsat en Kirkecommission, blandt hvis Opgaver det ogsaa er at tage Indførelsen af Menighedsraad under Overveielse. I Sverrig haves en meget eiendommelig Institution af presbyterial Charakteer, den saakaldte "Sockenstämma" eller Sogneforsamling, der dannes af alle Indehavere af matriculeret Grundeiendom, som efter en gammel Beskatningsregel er inddeelt i visse Lodder (Hemman); Stemmerne tælles efter Antallet af disse Hemman, ikke efter de Stemmegivendes Antal. Dette Menighedsraad sammentræder under Præstens Forsæde mindst to Gange om Aaret, og besørger ethvert Sogns territorial-kirkelige og dermed beslægtede Anliggender, deels umiddelbart ved, at samtlige Medlemmer i Forsamlingsmøderne i Fællesskab udøve Administrationsret, Beskatningsret, Valgret og så videre, deels middelbart ved særskilte Afdelinger af Sogneforsamlingen. Disse Afdelinger ere: 1) Kirkeraadet, hvis Medlemmer ere Præstens Bisiddere og Raadgivere i Haandhævelse af Kirketugten, 2) Almueskoledirectionen under Præstens Forsæde, 3) Kirkeforstanderne, som med Præsten bestyre Kirkekasserne og Kirkegodset, og 4) Sogneraadet (Sockenämnd), som udfører de administrative Forretninger og siden 1847 tillige besørger Fattigpleien. Sogneforsamlingens Forretninger bestaae fornemlig i at vælge og afskedige Medlemmerne af de nævnte Afdelinger, de underordnede Kirkebetjente, Skolelærerne og saa videre, besørge Opførelsen og Vedligeholdelsen af Kirke, Præstegaard, Skole og saa videre og træffe Overenskomster til befordring af almindelig Orden og Sædelighed i Sognet. Oprindelsen til denne Institution er meget gammel; i Gustav I's Kirkeanordning af 1554 nævnes den som en allerede længe bestaaende Sædvane, hvis Auvendelse pa det kirkelige Gebeet Kongen godkjendte; den omhandles senere i Geistelighedens Privilegier som en af Kirkens og fornemmlig Lægfolks betydeligste Rettigheder og en senest 1817 og 1843 udførlig reguleret ved Lovbestemmelser. Den vigtigste af Sogneforsamlingens Afdelinger er Kirkeraadet, som bestaar af 4—8 gudfrygtige, ansete Indvaanere under Sognepræstens Forsæde. Det er en Selvfølge, at dette Raad ikke er saa gammelt, som Sockenstämman, da den katholske Kirke ikke kunde give Plads for en saadan Institution. Det antages ikke at have sin Oprindelse fra nogen hos Lægfolket selv vaagnet Bevidsthed om Menighedens ret til Deeltagelse i Kirketugten, men maa hedledes fra en Overenskomst mellem de paa Rigsdagen i Nyköping 1612 forsamlede Geistelige, der saaledes anerkjendte Menighedens Ret i denne Henseende. Fra den Tid bleve Kirketugts-Spørgsmaal behandlede i Sogneforsamlingen, og endskjøndt der paa de forskjellige Steder herskede Uovereensstemelse, blev denne Skik dog stedse almindeligere og erholdt endelig Sanction som Lov ved Geistelighedens Privilegier af 1650 og 1675. Men da Kirketugts-Tilfælde i Almindelighed ikke egnede sig til Behandling i en saa stor Forsamling, fremgik efterhaanden af denne Kirkeraadet i sin nuværende Skikkelse. I den lutherske Kirke i Frankrig og i flere lutherske Lande i Tydskland ere Menighedsraad ligeledes, tildeels i den nyeste Tid, blevne indførte.

Til menuen




Nordisk Conversations-Lexicon, Anden Udgave, 1870-1878

Menighed, den christne, betegner egentlig den hele Christenhed, Kirken, Samfundet af alle de Troende, men dernæst bruges Menighed ogsaa ...
[...]
Menighedsraad kaldes i den evangelisk-lutherske Kirke en blandt den enkelte Menigheds Medlemmer udvalgt Forsamling af Mænd, hvis Opgave det skal være deels af understøtte Præsten i hans Arbejde paa at vække og styrke det christelige Liv, at hævde Kirketugten og fremme Kjærlighedens Gjerninger i Menigheden, deels at være Menighedens Tolk overfor Præsten. I Danmark blev der 24 September 1856 ved et Circulaire fra Kultusministeriet meddeelt Tilladelse tl at oprette saadanne Menighedsraad; men det var kun forholdsviis faa Steder i landet, at denne Tilladelse blev benyttet, og de Menighedsraad, der virkelig bleve oprettede, fik saa liden Betydning, at den hele Institution efterhaanden døde hen af sig selv.

Til menuen




Allers Illustrerede Konversationsleksikon, 1892-1899

[ ingen artikel ]

Til menuen




Salmonsens store illustrerede Konversationsleksikon - En nordisk Encyklopædi, 1893-1911

Menighedsraad er den sædvanlige Betegnelse for Menighedens Bestyrelse i de protestantiske Lande, hvor overhovedet en Kirkeforfatning er gennemført. Et Menighedsraad er sædvanlig sammensat af Menighedens Præster og nogle Lægfolk med Sognepræsten som født Formand. Dets Myndighed er højst forskellig, størst hos de Reformerte, mindre hos de Lutherske, hvor den øverste kirkelige Styrelse (Kirkeministeren og Biskopperne) altid har en betydelig Indflydelse (se Kirkeforfatning). I Danmark lovede Junigrundloven i § 80, at Folkekirkens Forfatning skulde ordnes ved Lov, og Tanken om Oprettelse af Menighedsraad har flere Gange været fremme, men er som alle Planer om Kirkeforfatning ikke bleven realiseret. Kommissionen af 17. December 1853, som skulde gøre Udkast til en Kirkeforfatning, og som talte flere af den danske Kirkes betydeligste Mænd i sin Midte, navnlig H. N. Clausen og Martensen, anbefalede stærkt Menighedsraad. Kulturminister Hall opfordrede ogsaa 1856 Præsterne til at oprette Menighedsraad, men disses Myndighed blev ikke nærmere bestemt, kun ønskede Ministeren, at de skulde øve Kirketugt, og da dette vakte Modsigelse, fik Opfordringen ingen Betydning. Der blev vel oprettet Menighedsraad cirka 250 Steder, men disse Menighedsraad opløstes snart. 1859, da Monrad var Minister, søgte han at føre Sagen igennem, idet han foreslog at befale Oprettelsen af Menighedsraad, men hans Forslag fandt ingen Klangbund: Kirkekommissionen af 18. Juni 1868 mente, at Tiden nu ikke egnede sig for en almindelig Indførelse af Menighedsraad, og dermed faldt Sagen næsten ganske hen, indtil J. C. Christensen 1900 forelagde Folketinget et stærkt demokratisk farvet Forslag om Oprettelsen af Menighedsraad. Forslaget vandt ikke videre Tilslutning, hverken fra kirkelig eller fra konservativ-politisk Side, og endnu (1901) staar Spørgsmaalet om Oprettelsen af Menighedsraad aabent. (Litteratur: H. L. Martensen, »Den danske Folkeikrkes Forfatningsspørgamaal« [1851] og »Den danske Folkekirkes Forfatningsspørgsmaal paa ny betragtet« [1867]; P. Madsen, »Embedets og Menighedens Samvirken i det kirkelige Arbejde« [1894]; L. Koch, »Fra Grundtvigianismens og den indre Missions Tid« [1898])
A. Th. J.
    Som i Danmark har ogsaa i Norge Tanken om Indførelse af Menighedsraad oftere været fremme uden at have ført til noget praktisk Resultat. Spørgsmaalet kom for første Gang til Behandling paa Stortinget 1857, da der blev fremsat tre private Forslag herom — hvoraf det ene af O. G. Ueland —, af hvilke dog intet blev vedtaget. Samme Skæbne havde et lignende Forslag af Ueland paa Stortinget 1859—60. Den i Mellemtiden mellem Stortingene 1857 og 1859—60 nedsatte Kommission (se Kirkekommissioner) afgav under 29. Marts 1862 motiverede Udkast til Love om Menighedsraad og Medhjælpere. Kommissionens Flertal udtalte sig her for, at Menighedsraad blot burde være en Repræsentation for Menigheden uden tillige at have nogen Del i det gejstlige Embedes Udøvelse, medens Mindretallet vilde, at Menighedsraadenes Medlemmer tillige skulde være Præstens Medhjælpere og indtage en selvstændig Stilling lige over for ham. Lige saa lidt som denne Kommissions Behandling af en Række andre kirkelige Spørgsmaal førte dens Betænkning om Menighedsraad til noget praktisk Resultat. Et Forslag om Menighedsraad, i det væsentlige stemmende overens med Kommissionens Forslag, fremsattes atter paa Stortinget 1868—69 af O. Irgens og førte til en Lovbeslutning om Menighedsraad, som dog i væsentlige Punkter afveg fra Forslaget. Ved kongelig Resolution af 5. Juni 1869 blev imidlertid denne Beslutning nægtet Sanktion, idet Regeringen mente, at Sagen trængte til en mere alsidig Drøftelse. Spørgsmaalet hvilede nu, indtil der 1886 fremsattes for Stortinget som kongelig Proposition et af Jakob Sverdrup udarbejdet og af Johan Sverdrup tiltraadt Forslag til Lov om Menighedsraad og Menighedsmøder. Forslaget kom til Behandling i det følgende Aar, men forkastedes enstemmig i Odelstinget. Samme Skæbne havde 1887 et efter Foranledning af det 9. frivillige kirkelige Stiftsmøde (Kria 1884) til Stortinget indsendt »Forslag til Lov om Statskirkens Repræsentation«. (Litteratur: »Storthings-Forhandlinger« 1886, D. 3 Nr. 23).
K. F.

Til menuen




Salmonsens konversationsleksikon, 1915-1930

Menighedsraad er i de fleste protestantiske Kirker Betegnelsen for de Raad, sammensatte af Menighedens Præster og af Menigheden selv valgte læge Medlemmer, til hvilke Styrelsen af Kirkens lokale Anliggender i videre eller snævrere Omfang er overladt. I Danmark var, efter at Statskirken i Henhold til Grundloven af 1849 var gaaet over til at blive en Folkekirke, den store Kirkekommission af 1853 den første Forsamling, der indgaaende beskæftigede sig med dette for Statskirkens Overgang til Folkekirke vigtige Spørgsmaal, og som foreslog tvungen Indførelse af Menighedsraad i hvert Sogn. Den daværende Kirkeminister (Ørsted) saavel som hans Efterfølger (Hall) nærede imidlertid Betænkelighed ved at følge Kommissionens Indstilling, men for dog at foretage et Skridt i denne Retning, udfærdigede Hall 1856 (24. September) et Cirkulære til Biskopperne, hvori disse opfordredes til sammen med Sognepræsterne at virke hen til Dannelsen af frivillige Menighedsraad. I Cirkulæret gaves ikke nærmere Bestemmelse for disse Raads Betydning og Virkemaade, men som et af de vigtigste Punkter, paa hvilke Menighedsraad kunde faa Betydning, nævnes Raadets Deltagelse i Forvaltningen af Sjælesørgerembedet og i Bestyrelsen af Menighedens indre religiøse Anliggender i Tilslutning til Danske Lovs Bestemmelse om Præstems Medhjælpere (Danske Lov 2—9). I Henhold til denne Opfordring var der indtil Udgangen af 1859 rundt om i Landet dannet henved 280 Menighedsraad i Købstad- og Landsogne, og disse havde efter Præsters og Lægmænds Vidnesbyrd i de fleste Menigheder virket ikke saa ganske lidt i kristelig og kirkelig Henseende. Men ligesom dette Antal af frivillige Menighedsraad i Forhold til det samlede Antal af Menigheder Landet over kun var forholdsvis ringe, saaledes fremhævedes det ogsaa, at Savnet af et virkeligt positivt Grundlag for Menighedsraadenes Virksomhedsomraade virkede som en Hemsko for Udviklingen af disse Raad. Et Forsøg paa at give Menighedsraad direkte Lovhjemmel blev gjort af Monrad som Kultusminister 1860. Dette Lovforslag holdt fast ved Bestemmelsen i Cirkulæret af 1856 om, at det skulde være en frivillig Sag for de enkelte Menigheder, om de ønskede Menighedsraad oprettet, men for at der skulde kunne tillægges dem de i Forslaget hjemlede særegne Rettigheder, navnlig Bestyrelsen af De Fattiges Kasses Midler og raadgivende Stemme i visse af Menighedens Anliggender, skulde en i Lovforslaget foreslaaet bestemt Fremgangsmaade være fulgt ved deres Oprettelse. Dette Lovforslag naaede imidlertid ikke videre end til 1. Behandling i Folketinget, og hele Sagen hvilede derefter, indtil den paa ny optoges af den 1868 nedsatte anden store Kirkekommission. Kun et Mindretal i denne Kommission fraraadede ubetyget Indførelse af Menighedsraad som tvungen Foranstaltning, medens det overvejende Flertal vel for Tiden var kommet til samme Resultat, men kun fordi det ansaa det for rigtigst at udskyde Spørgsmaalet, indtil Kirken selv gennem et repræsentativt Kirkeraad havde de haft Lejlighed til at udtale sig om Spørgsmaalet. Der foretoges derefter ikke noget Skridt til Menighedsraadenes Indførelse ad Lovgivningens Vej, før der i Rigsdagssamlingen 1900—01 af J. C. Christensen fremsattes et privat Lovforslag om Menighedsraad i Folketinget, hvilket Lovforslag Aaret efter, da Forslagsstilleren imidlertid var blevet Kultusminister, fremsattes af ham paa ny som Regeringsforslag, i meget støttende sig til det private Forslag, men dog væsentlig ændret paa visse Punkter. Forslaget vedtoges først — sammen med en Del andre samtidig fremsatte kirkelige Lovforslag — i den følgende Rigsdagssamling (1902—03), og den første Lov om Menighedsraad udkom derefter 15. Maj 1903. Der blev dog kun givet Loven midlertidig Gyldighed, indtil en Lov om Folkekirkens Forfatning var udkommet, dog ikke ud over 1. Januar 1910. Denne Tidsbegrænsning hang sammen med, at der samtidig med Menighedsraadsloven vedtoges en Log om et kirkeligt Udvalg (se denne) til at give Forslag til de Bestemmelser, som ansaas fornødne til Gennemførelsen af Ordningen af Folkekirkens Forfatning. I Udvalgets Forslag herom var ogsaa Menighedsraad vedtaget som et Led i Folkekirkens Organisation, og Lovforslag om Menighedsraadslovens Fornyelse fremsattes ogsaa i Rigsdagssamlingerne 1908—09 og 1910, men vandt ikke Tilslutning i begge Rigsdagens Ting, saaledes at man, da Loven af 1903 udløb 1. Januar 1910, paa ny stod uden Menighedsraad, og saadanne traadte først igen i Virksomhed fra det ny Kirkeaars Beg. 1912, efter at en ny Lov om Menighedsraad var blevet stadfæstet af Kongen 10. Maj 1912. Denne Lov var ikke som Loven af 1903 bestemt til kun at være midlertidig, men Forholdene medførte dog, at dens Gyldighed blev af kortere Varighed, idet Genforeningen med de sønderjyske Landsdele foranledigede Nedsættelsen af et nyt kirkeligt Udvalg (se denne), hvis Opgave var at tilvejebringe en ensartet kirkelig Lovgivning i det gamle Kongerige og de i dette indlemmede sønderjyske Landsdele. Resultatet af dette Udvalgs Arbejde paa dette Omraade blev den af Rigsdagen i Samlingen 1921—22 vedtagne Lov om Menighedsraad, der stadfæstedes af Kongen 30. Juni 1922.

Som allerede nævnt var Tanken med Menighedsraadenes Oprettelse oprindelig en Genoplivelse af den fra D. L. kendte Institution, som i Loven benævnes Præstens Medhjælpere, og navnlig gennem disse at give Præsten en Medhjælp ved Kirketugtens Haandhævelse. Cirkulæret af 1856 nævner derfor som Opgaver, der skulde forelægges de ny frivillige Menighedsraad, at de i Forening med Præsten og eventuelt efter Raadførelse med den kirkelige Øvrighed skulde kunne gribe ind over for Forældre, der uden gyldige Grunde forsømte deres Børns Daab eller holdt dem borte fra Konfirmationsforberedelse, og som Midler, der i saa Henseende naturlig frembød sig, nævntes Paamindelser, Advarsler, Udelukkelse fra Nadverens Sakramente, og endelig fra Kirkens Samfund for saadanne, der selv aabenbart havde brudt med denne. Det Monrad’ske Lovforslag af 1860 nævnte som Raadenes Hovedformaal, at de skulde arbejde for, at den kristelige Kærligheds Aand kunde faa Raaderum i Menighederne, men ved Siden heraf foresloges dog en Række mere praktiske Opgaver henlagte under Menighedsraad, og Monrad viste herved, at han havde Øje for, at hvad det gjaldt om at skabe, var ikke saa meget en Repræsentation for den snævrere Kreds, Menigheden, som for den videre Kreds, Kirkesognet eller Folkekirkens Medlemmer i Almindelighed. Denne Tanke gav Biskop Martensen Udtryk i Kirkekommissionen af 1868, idet han udtalte, at Menighedsraad skulde optræde som Repræsentation for Kirken i videre Forstand og ikke blot for dem, der hører til Kirken i snævrere Forstand, eller som den Augsburgske Konfession udtrykte det, congregatio sanctorum. Denne Udtalelse gav J. C. Christensen sin Tilslutning i de Bemærkninger, der ledsagede Lovforslaget af 1901, idet han udtalte, at det selvfølgelig kun kunde blive til Gavn for Kirken, om der kom et Samarbejde mellem Præst og Menighedsraad i Stand, men til at begynde med maatte man ikke se bort fra, at Kirken ogsaa har en Yderside — den, der vender mod det borgerlige Samfund og særlig betegnes ved Navnet Folkekirke. Gennem Deltagelsen i det politiske og kommunale Liv havde Landets Borgere vist, at de omfatter Landets Institutioner med stigende Interesse og Kærlighed og søger at sætte sig i Stand til at virke saa meget til Folkets og Landets Gavn som muligt; den samme Erfaring vilde man sikkert ogsaa gøre med Hensyn til Folkekirken, naar dens Medlemmer fik Del i dens Styrelse, og J. C. Christensen fandt derfor, at Tiden netop nu var inde til Indførelse af Menighedsraad ved Lov og at lægge saa meget som muligt af Styrelsen af Kirkens borgerlige Side over til disse Raad, medens man, hvad Virksomhed i Kirkens indre Liv angaar, burde indskrænke sig til at holde Muligheden for Menighedsraadenes Inddragelse heri aaben, hvor Betingelserne herfor var til Stede. Om denne Side af Menighedsraadenes Virksomhed indeholdt Lovforslaget derfor kun en Opfordring til Menighedsraad om at understøtte Præstens Gerning i Almindelighed i alt, hvad der kan tjene til at vække, styrke og lede et sundt kristeligt Liv i Menigheden, samt til at bistaa ham i Virksomheden for saadanne kristelig humane Formaal, som Menigheden bør have Interesse for, og under Behandlingen paa Rigsdagen blev denne Bestemmelse endda indskrænket saaledes, at det var fra Præsten og ikke fra Menighedsraadet selv, at dette Ønske om Samarbejde paa disse Omraader skulde udgaa. Ved Behandlingen af Loven af 1912 udelodes denne Bestemmelse helt af Loven, og erstattedes med en Bestemmelse om, at Præsten i sin Embedsvirksomhed, herunder den private Sjælesorg, er uafhængig af Menighedsraad, hvorhos en i Loven af 1903 optagen Bestemmelse om, at Menighedsraad er berettiget til, ogsaa uden at Anledning dertil er givet dem fra de kirkelige Myndigheders Side, at tage kirkelige Anliggender og Forhold under Overvejelse og derom indgive Andragende til Biskoppen eller Ministeriet, indskrænkedes til at gælde Sager og Forhold, der vedrører Sognemenigheden. Disse Bestemmelser i Loven af 1912 er gaaet uforandrede over i Loven af 1922.

Derimod er der en anden Side af Menighedsraadenes Virksomhed, som fra Lov til Lov er undergaaet en betydelig Udvidelse. J. C. Christensen’s oprindelige Forslag om, at et Menighedsraad ved Embedsledighed skulde have Ret til at medvirke ved Kaldelsen af den ny Præst, ændredes vel i Loven af 1903 til, at Menighedsraadenes Betænkning skulde kunne indhentes ved Præsteembeders Genbesættelse; men ved de senere Love er dette forandret saaledes, at Menighedsraad nu maa siges ikke blot at have en lovhjemlet væsentlig Indflydelse paa Genbesættelsen, men med faa Indskrænkninger helt har faaet lagt Afgørelsen af, hvem der skal være Menighedens Præst, i sin Haand. Ved en Lov af 1922 af s. D. som Menighedsraadsloven, har Stiftets Menighedsraad derhos faaet en væsentlig Indflydelse ogsaa paa Bispeembedernes Besættelse. Ved Lov om Menighedsraad af 1922 er der ogsaa gjort et væsentligt Skridt hen imod Udløsnling af Kirkebetjentstillingernes Forbindelse med Skolelærerembederne, saaledes at ogsaa Besættelsen af Stillingerne som Kirkebetjente nu efterhaanden vil gaa over til Menighedsraad.

De Anliggender, i hvilke der var givet Menighedsraad en besluttende Myndighed, var oprindelig kun meget faa (Kirkers Opvarmning, Konfirmations Afholdelse en eller to Gange om Aaret, ny Salmebøgers Indførelse og Indførelsen af ny autoriserede Bibelhistorier og Lærebøger i Folkeskolen og ved Konfirmationsforberedelsen), og i flere af disse Anliggender var Menighedsraadenes Beslutningsmyndighed endog gjort afhængig af Præstens og efter Omstændighederne tillige Skolelærerens Samtykke. Men i øvrigt var Menighedsraad i det væsentlige indskrænket til at kunne fremsætte Ønsker ved Kirkesyn og Visitats og til at afgive Betænkninger i Anliggender, som forelagdes det af Ministeriet eller Biskoppen. I Afgørelsen af Menighedens økonomiske Anliggender fik Menighedsraad saa godt som slet ingen Del. Kun Anvendelsen af, hvad der indkom i Kirkens Bøsser i den fri kirkelige Fattigplejes Tjeneste, blev henlagt under Menighedsraad Heri er der siden første Menighedsraadslov af 1903 sket en stor Forandring, idet der nu ikke blot er indrømmet Menighedsraad større Indflydelse paa Afgørelsen af Spørgsmaal om Kirkernes Brug, men ogsaa de selvejende Kirkers Bestyrelse — efter en Tid at have været overladt til et Udvalg af Menighedsraad i Forening med et af Kommunalbestyrelsen valgt Medlem — nu ved Lov af 1922 sammen med Kirkegaardenes Bestyrelse helt er overgaaet til Menighedsraad sammen med Forvaltningen af en væsentlig Del af Kirkernes og Præsteembedernes Midler, som nu indgaar i de under Menighedsraad henlagte Kirkekasser og Præstelønningskasser. Endvidere skal efterhaanden Præstegaardene helt overgaa til Menighedsraad og Synene over disse saavel som over Kirkerne delvis foretages af Menighedsraad, der saaledes faar Ansvaret for Præstegaardenes og Kirkernes forsvarlige Vedligeholdelse.

Ogsaa med Hensyn til Spørgsmaalet om, hvorvidt der til Valgret og Valgbarhed skulde kræves særlige Garantier med Hensyn til de paagældendes kirkelige Sindelag, er Loven i Tidernes Løb undergaaet væsentlige Forandringer. Ifølge Lovforslaget fra 1860 skulde Halvdelen af Menighedsraadenes Medlemmer — Menighedsraad skulde bestaa af fra 4—16 »Ældste« — vælges af de til Folkekirken hørende mindst 30-aarige Mænd, som udtrykkelig erklærede at vedstaa deres Daabsløfte, og den anden Halvdel af M. selv (1/4) og af Sognepræsten (1/4) blandt dem af Menighedens Medlemmer, der var mindst 40 Aar gamle.

I J. C. Christensen’s private Lovforslag af 1900 var Valgret og Valgbarhed foreslaaet tillagt alle 25-aarige Mænd og Kvinder, medmindre Præsten i Henhold til den gældende Ret havde nægtet vedk. Adgang til Alterets Sakramente, og denne Nægtelse ikke var omstødt af den gejstlige Øvrighed, og i det Lovforslag, som han Aaret efter fremsatte som Kultusminister, var til denne Betingelse føjet, at de paagældende, der udtrykkelig selv skulde udtale Ønsket om at blive optaget paa Valglisten, ved denne Lejlighed skulde afgive en Erklæring om, at de som døbte og konfirmerede i Folkekirken fremdeles regnede sig som Medlemmer af denne, hvorhos de valgte Medlemmer i det første Møde skulde afgive et skriftligt højtideligt Løfte om, at de med Troskab og Nidkærhed vilde udføre det dem betroede Hverv overensstemmende med Lovgivningen og den danske Folkekirkes Forskrifter. I Loven af 1903 udelodes den førstnævnte Betingelse, idet der i Stedet for indsattes en Bestemmelse om, at vedkommende ikke vitterligt maatte have ført et Levned, der i det almindelige Omdømme vakte Forargelse (bevislig Drikfældighed, Erhverv ved Utugt eller lignede), hvorhos den Erklæring, der skulde afgives ved Begæringen om Optagelse paa Valglisten, kom til at lyde paa, at han var døbt med den kristelige Daab og Medlem af Folkekirken. I Loven af 1912 ændredes den førstnævnte Betingelse til, at vedkommende ikke ved aabenlyst at fornægte Kristendommen stillede sig i afgjort Modsætning til Folkekirken eller vitterlig førte forargerligt Levned, og Erklæringen ved Indgivelsen af Begæringen om Optagelse paa Valglisten skulde kun indeholde, at han »som Medlem af Folkekirken« ønskede Optagelse. Erklæringen, som de nyvalgte Medlemmer skulde afgive ved Indtrædelsen i Menighedsraad, blev 1903 affattet i væsentlig Overensstemmelse med Forslaget, medens den i Loven af 1912 kom til at lyde paa, at de paa Ære og Samvittighed lovede at ville udføre det betroede Hverv i Troskab mod den danske evangelisk-lutherske Folkekirke, saa at den kan byde gode Vilkaar for den kristne Menigheds Liv og Vækst. Loven af 1922 er paa disse Punkter uforandret, kun at der nu ikke mere forlanges skriftlig Begæring afgivet i bestemt Form om Optagelse paa Valglisten, hvorhos saadan Begæring heller ikke længere forlanges afgivet forud for hvert Valg, men den, som een Gang har begæret sig optaget, bliver staaende paa Valglisten, saa længe han i øvrigt opfylder Valgrets- (og Valgbarheds-)Betingelserne.

Som i Danmark har ogsaa i Norge Tanken om Indførelse af Menighedsraad oftere været fremme uden at have ført til noget praktisk Resultat. Spørgsmaalet kom for første Gang til Behandling paa Stortinget 1857, da der blev fremsat tre private Forslag herom — hvoraf det ene af O. G. Ueland —, af hvilke dog intet blev vedtaget. Samme Skæbne havde et lignende Forslag af Ueland paa Stortinget 1859—60. Den i Mellemtiden mellem Stortingene 1857 og 1859—60 nedsatte Kommission (se Kirkekommissioner) afgav under 29. Marts 1862 motiverede Udkast til Love om Menighedsraad og Medhjælpere. Kommissionens Flertal udtalte sig her for, at Menighedsraad blot burde være en Repræsentation for Menigheden uden tillige at have nogen Del i det gejstlige Embedes Udøvelse, medens Mindretallet vilde, at Menighedsraadenes Medlemmer tillige skulde være Præstens Medhjælpere og indtage en selvstændig Stilling lige over for ham. Lige saa lidt som denne Kommissions Behandling af en Række andre kirkelige Spørgsmaal førte dens Betænkning om Menighedsraad til noget praktisk Resultat. Et Forslag om Menighedsraad, i det væsentlige stemmende overens med Kommissionens Forslag, fremsattes atter paa Stortinget 1868—69 af O. Irgens og førte til en Lovbeslutning om Menighedsraad, som dog i væsentlige Punkter afveg fra Forslaget. Ved kongelig Resolution af 5. Juni 1869 blev imidlertid denne Beslutning nægtet Sanktion, idet Regeringen mente, at Sagen trængte til en mere alsidig Drøftelse. Spørgsmaalet hvilede nu, indtil der 1886 fremsattes for Stortinget som kongelig Proposition et af Jakob Sverdrup udarbejdet og af Johan Sverdrup tiltraadt Forslag til Lov om Menighedsraad og Menighedsmøder. Forslaget kom til Behandling i det følgende Aar, men forkastedes enstemmig i Odelstinget. Samme Skæbne havde 1887 et efter Foranledning af det 9. frivillige kirkelige Stiftsmøde (Kria 1884) til Stortinget indsendt »Forslag til Lov om Statskirkens Repræsentation«. Endelig nedsatte Regeringen 1908 en Kommission til at tage forskellige kirkelige Spørgsmaal under Behandling, og paa Grundlag af denne Kommissions Indstilling fremsatte Regeringen 1919 et Lovforslag, hvis Behandling paa Stortinget førte til Vedtagelsen af en Lov om Menighedsraad og Menighedsmøder, der stadfæstedes af Kongen 3. December 1920. Ifølge denne Lov oprettes der Menighedsraad i hvert Sogn, og kirkelig Stemmeret har ethvert Medlem af Statskirken, som bor i Sognet og har statsborgerlig Stemmeret og ikke er i noget Tilfælde, som efter Grundloven bevirker Suspension eller Tab af Stemmeret. Menighedsraadenes Virksomheds Omraade er væsentlig det samme som i Danmark, ogsaa for saa vidt den økonomiske Styrelse angaar. I en særlig Paragraf bestemmes det, at det er Menighedsraadenes Pligt at have sin Opmærksomhed henvendt paa alt, som kan gøres for at fremme det kristelige Liv i Menigheden, særlig for at Guds Ord kan blive rigeligt forkyndt, Syge og Døende betjent dermed. Ungdommen samlet om gode Formaal og legemlig og aandelig Nød afhjulpet. Menighedsraad medvirker ved Besættelsen af alle gejstlige Embeder, altsaa saavel ved Præste- som ved Provste- og Bispeembeders Besættelse.
O. D.

Til menuen




Store Nordiske Konversations Leksikon, 1916-1924

Menighedsraad, den stedlige Repræsentation for Lægfolket i de protestantiske Kirkeafdelinger, der sammen med Præsten varetager de Opgaver, som overdrages Menighedskredsen af Kirkestyrelsen. Hos de Reformerte danner Menighedsraad i Almindelighed Grundlag for hele den kirkelige Organisation. I Danmark prøvede man 1856 en Oprettelse af frivillige Menighedsraad, uden af dette førte til nævneværdige Resultater. 1859 forsøgte D. G. Monrad Oprettelse af lovbefalede Menighedsraad, men Sagen mødte stærk Modstand. Samtidig blev der i Norge gjort gentagne Forsøg paa at indføre Menighedsraad, men uden Resultat. 1900 forelagde Folketingsmand J. C. Christensen et Forslag om Menighedsraad. Det mødte stærk Modstand fra kirkelig Side, men som Kultusminister lykkedes det ham 1903 at gennemføre en midlertidig Lov om Menighedsraad der dog atter bortfaldt 1909, uden at det vakte synderlig Opmærksomhed. 1912 fornyedes Loven i noget ændret Skikkelse. For at blive Vælger til Menighedsraad skal man være fyldt 25 Aar, tilhøre Folkekirken, være uberygtet samt begære sig optaget paa Valglisten. De valgte maa underskrive en Erklæring om at ville udføre deres Hverv »I Troskab mod den danske evangelisk-lutherske Folkekirke, saa at den kan byde gode Vilkaar for den kristne Menigheds Liv og Vækst«. Sognets Præst (Præster) har Sæde i Menighedsraadet. Dets Opgave er at optræde paa Menighedskredsens Vegne, naar der skal indføres nye Ritualer, Salmebøger og lignende, deltage i Bestyrelsen af Kirkerne, forvalte det i Kirkebøsserne indkomne, samt foretage Indstilling ved Præstevalg. Der indstilles tre, mellem hvilke Ministeriet har frit Valg, med mindre samtlige Menighedsraadsmedlemmer ved første Afstemning stemmer for samme Ansøger.

Til menuen




Illustreret dansk Konversationsleksikon, 1933-1937

Menighedsraad, oprettedes midlertidige i Danmark 1903—09, varigt fra 1911; Lov 1922 udvidede deres Virkeomraade betydeligt. I Forhold til Sognets Størrelse bestaar Menighedsraad af 6—15 valgte Medlemmer samt paagældende Sogns faste Præster; Valgbarheden beror paa Tilhørerskab til Folkekirken og personlig Anmeldelse til den kirkelige Valgliste. Menighedsraad afgør (med faa Undtagelser) Valget af Præster, har Indflydelse eller Valgret ved Ansættelse af kirkelige Funktionærer, deltager i Bispevalg, varetager Embedernes Økonomi, fører Tilsyn med Kirke, Kirkegaard og Præstebolig, forvalter Kirkens Bøsser, skal høres med hensyn til liturgiske Spørgsmaal, Hjælpemidler ved Konfirmand- og Skolens Religionsundervisning, — i visse Tilfælde i Forbindelse med Menighedsmøde (se Menighed).
N.M.P.

Til menuen




Den nye Salmonsen, A-Å, 1949

menighedsråd, organ for en sognemenigheds administrative selvstyre, oprettet som frivillig institution 1856, obligatorisk 1903. Menighedsråd, der tæller 6-15 medlemmer, indstiller ved præsteansættelse 3 ansøgere, hvoraf 1 udnævnes (er nr. 1 enstemmigt indstillet, da han). Ved meninhedsrådsvalgene 1945 valgtes 3557 fra Indre Mission, 3025 grundtvigianere, 1560 socialdemokrater og 5166 uden for partierne.

Til menuen




Nordisk Konversations Leksikon, 1960-1964

menighedsråd, institution, valgt i henhold tl lovens bestemmelser af sognemenigheden til at varetage dennes interesser over for stat, kirke og samfund. På opfordring af kultusminister Hall oprettedes efter 1856 cirka 300 »frivillige« menighedsråd, hvis betydning dog blev minimal. J. C. Christensen fik 1903 gennemført den første lov om menighedsråd, sidst ændret 1961. Valgret og valgbarhed til menighedsråd har med visse indskrænkninger alle 21-årige medlemmer af folkekirken. Siden 1922 medvirker menighedsråd foruden som tidligere ved valg af præst tillige ved bispevalg.

Til menuen




Hirschsprungs konversationsleksikon, 1967

menighedsråd: organ til varetagelse af sognemenighedernes selvstyre, oprettet ved lov i 1903 med beføjelser, der senere er udvidet; sidste ændring og supplering 1962. Menighedsrådenes opgaver er især forvaltning af kirke og præstegård samt præste- og bispevalg. Antallet af valgte medlemmer varierer mellem 6 og 15 efter sognets indbyggertal. Valg hvert 4. år.

Til menuen




Lademanns leksikon, 1972-1981

menighed:
[...]
menighedsråd: organ til varetagelse af menighedsrådskredsens tarv, oprettet ved lov 1903 med beføjelser, der senere er udvidet, senest 1973. Består af de ved menigheden fast ansatte præster samt mindst 6 og højst 15 valgte medlemmer. Antallet af valgte medlemmer retter sig efter antallet af Folkekirkens medlemmer ved sidste almindelige folketælling. Menighedsrådet udgør bestyrelsen for selvejende kirker og øver en vis indflydelse på og kontrol med folkekirkens forhold. Det deltager i valget af biskopper og medvirker ved besættelsen af præsteembeder, og det tager bl.a. beslutning om forandringer i tiden for de faste gudstjenester. Vælges på 4 år; valget gælder fra et kirkeårs begyndelse. Lovbekendtgørelse af 10. maj 1973.

Til menuen




Lademann, 1982-1988

menighedsråd: organ til varetagelse af menighedsrådskredsens tarv; oprettet ved lov 1903 med beføjelser, der senere er udvidet. Består af de ved menigheden fast ansatte præster samt mindst 6 og højst 15 valgte medlemmer; antallet af valgte medlemmer retter sig efter antallet af Folkekirkens medlemmer ved sidste almindelige folketælling. Udgør bestyrelsen for selvejende kirker og øver en vis indflydelse på og kontrol med Folkekirkens forhold; deltager i valget af biskopper, medvirker ved besættelsen af præsteembeder og tager bl.a. beslutning om forandringer i tiden for de faste gudstjenester. Vælges for 4 år; valget gælder fra et kirkeårs begyndelse.

Til menuen




Gyldendal tobinds leksikon, 1985

menighedsråd: almindeligvis er der i hvert sovn et menighedsråd bestående af de ved sognet fastsatte præster samt 6-15 medlemmer valgt af og blandt sognets medlemmer af Folkekirken som er fyldt 18 år, de vælges for 4 år. Menighedsråd bestyrer kirkens faste ejendom (præster m.m.) og medvirker ved fordeling af kirkelige midler, fx til menighedspleje.

Til menuen




Lademanns Multimedia Leksikon, 1997

menighedsråd: organ til varetagelse af menighedsrådskredsens tarv; oprettet ved lov 1903 med beføjelser, der senere er udvidet. Består af de ved menigheden fast ansatte præster samt mindst 6 og højst 15 valgte medlemmer; antallet af valgte medlemmer retter sig efter antallet af Folkekirkens medlemmer ved sidste almindelige folketælling. Udgør bestyrelsen for selvejende kirker og øver en vis indflydelse på og kontrol med Folkekirkens forhold; deltager i valget af biskopper, medvirker ved besættelsen af præsteembeder og tager bl.a. beslutning om forandringer i tiden for de faste gudstjenester. Vælges for 4 år; valget gælder fra et kirkeårs begyndelse.



Wikipedia, den frie encyklopædi, 7. juli 2006

Menighedsråd
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Et menighedsråd er et råd, der bestyrer det kirkelige arbejde i et sogn i den danske folkekirke. Menighedsrådet består af sognets præster og et antal mennesker, som menighedens medlemmer har valgt.

Historie
De første menighedsråd i den danske folkekirke blev oprettet i 1856. Regeringen havde udsendt et cirkulære, hvori præsterne blev opfordret til at oprette menighedsråd. Men det skulle ske på frivilligt grundlag, og i de følgende år gik det trægt med oprettelsen. Det var kun få sogne, der fik et menighedsråd, og i mange tilfælde gik arbejdet i stå efter få år.

Årsagen til at det gik så dårligt var især en udbredt mistro i befolkningen. I 1629 havde Christian IV udstedt en forordning om præstens medhjælpere. Ifølge den skulle to mænd i hvert sogn hjælpe præsten med at overvåge folk. De skulle altså sladre om folk der bandede, drak eller forsømte gudstjenesten. Mange frygtede nu, at menighedsrådene ville få lignende opgaver.

Først i 1903 kom der en lov om menighedsråd. Nu skulle der være et råd i alle sogne. De første råd blev valgt i december 1903 og gik i gang med arbejdet den 1. januar 1904.

Sammensætning
Menighedsrådet består af sognets præster samt mindst 6 og højst 15 læge medlemmer valgt blandt menigheden. Antallet af medlemmer afhænger af sognets størrelse. Medlemmerne vælges for fire år. Valget foregår i november måned i de år, hvor årstallet kan deles med fire. Alle medlemmer af folkekirken, som er over 18 år og som bor i sognet har valgret. Medlemmer, der har løst sognebånd, har dog valgret i det sogn, som de har løst sognebånd til.

I langt de fleste sogne, normalt over 85%, gennemføres menighedsrådsvalgene dog som såkaldte fredsvalg. D.v.s. at der ikke gennemføres nogen egentlig afstemning, idet der kun er opstillet en kandidatliste.

Blandt de læge medlemmer vælges en formand, næstformand, kirkeværge, kontaktperson, kasserer og bygningskyndig. De to sidstnævnte kan evt. vælges udenfor rådet. Posterne som formand, næstformand og kirkeværge skal fordeles på tre forskellige medlemmer. Formand og næstformand vælges for et år ad gangen ved hemmelig, skriftlig afstemning i rådet. Alle øvrige vælges for fire år. Præsterne har ikke valgret og kan ikke vælges til disse poster.

Opgaver
Menighedsrådet udgør den lokale forvaltning af folkekirken indenfor sognet. Dets vigtigste opgaver er:

    * administrere kirkens bygninger, herunder kirker og præstegårde.
    * administrere de kirkegårde, der hører under folkekirken.
    * forestå sognets økonomi, herunder lave budgetter og regnskaber.
    * medvirke ved ansættelse af præster i sognet.
    * ansætte og virke som arbejdsgiver for kordegne, gravere, organister, sangere m.v.
    * deltage i valg af provstiudvalg og stiftsudvalg.
    * deltage i tilrettelæggelsen af gudstjenester og andre kirkelige handlinger.

Til menuen




Wikipedia, den frie encyklopædi, aktuel

Menighedsråd
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Menighedsråd - Wikipedia, den frie encyklopædi

Til menuen




lex.dk, aktuel

menighedsråd
Den Store Danske

menighedsråd | lex.dk – Den Store Danske

Til menuen